Jeg har fundet ud af noget. Alle journalister burde have et praktikophold hos en præst.
Ved at følge præsten i blot en uge kunne journalisterne opnå den vigtige erfaring, at ethvert menneskeliv rummer en helt særlig og altid spændende historie. Måske ikke breaking news, men i hvert fald touching news. Journalister, der ikke kan få poterne til tasterne, kan bare gå ned på gaden, standse et tilfældigt menneske og få det til at fortælle. Der sker noget særligt i alle menneskeliv.
Otte vilde ugers erfaring som præst i mine fire sogne og på regionshospitalet i Horsens har gjort det tydeligt for mig, at man ikke skal tale til folk som konfirmander, efterladte, patienter eller forældre. Man skal tale til dem som mennesker. Aldrig tale ned, altid lytte. Så åbner der sig nye og store verdener, hvor det store ofte viser sig i det små.
Hvilken bil kører du i?
Jeg havde med en vis bæven set frem til mødet med konfirmanderne. I mange år underviste jeg på universitetet, men en flok 7. klasser med krudt i rumpetten og gang i hovedernes ombygning er altså noget helt andet.
Arme og ben og tanker kan flyve og fare i alle retninger. Men de er både søde, kloge og høflige, og de ville både prøve min præstekjole, vide hvilken bil jeg kører i – og så sagde den længste lømmel høfligt tak for i dag, efter det første møde. Jamen, altså!
Stort var det også at opleve dem give den gas, da vi sang gospel, og som noget nyt har jeg erfaret, at “I Østen stiger solen op” kan synges med samme slagkraft som en kampsang.
Men jeg bliver berørt af, hvor mange unge, der har det vanskeligt. Jeg er jo kommet ind midt i et undervisningsforløb, og jeg bad derfor konfirmanderne skrive lidt om sig selv til mig. Der er megen glæde og forventning – men også tung bagage og mange bekymringer i de unge liv.
Tænk, om det kunne lykkes at plante nogle små frø med trøst og håb til de ængstelige. Frø, som måske ikke spirer på den overvældende måde, at de bliver faste kirkegængere resten af deres liv, men får de lært at bede og lært at reflektere over dåbens gave, rækker det for nu. Så ved de, at de har noget at læne sig ind i, som kan lette byrder og bringe håb, også når alt håb synes ude. Samtidig skal de lære værdien af at sige tak for alt de gode.
Dåb med gæster fra hele Europa
Jeg har endnu ikke haft en gudstjeneste uden dåb. Jeg elsker at døbe børn!
En særlig dåb vil jeg aldrig glemme. Det var et ungt forældrepar, hvis fødeland grænser op til Ukraine. Nu bor og arbejder de i Danmark, og de ville gerne have deres barn døbt i folkekirken, for så bliver barnet en del af den kristne menighed, men også af et kulturfællesskab. Det er så godt set, at folkekirken står på de to ben – trossamfund og kulturinstitution.
Dåbsgæsterne kom fra hele Europa og ængstelsen for, hvad der sker i Ukraine og nabolandene er stor. Den, der skulle bære dåbsbarnet forstod ikke dansk, så jeg foreslog, at selve dåbshandlingen skulle foregå på engelsk. Man skal trods alt kunne forstå, hvad der foregår.
Jeg vidste ikke, om den slags er tilladt i en højmesse, men tænkte at jeg måtte satse på tilgivelse fremfor tilladelse. Jeg rekvirerede en engelsk oversættelse af dåbsritualet fra Interchurch.dk, og så skiftede jeg sprog undervejs i gudstjenesten.
Det blev den dejligste gudstjeneste. Menigheden tog sprogskiftet som den største selvfølge, og jeg var virkelig rørt over dåbsfølgets taknemmelighed. Hvor skal der lidt til at vise imødekommenhed.
I denne uge skal jeg holde en lysandagt i anledning af situationen i Ukraine, og om lidt ringer jeg til dåbsforældrene og inviterer dem med i kirkens fællesskab, så de sammen med os andre kan tænde et lys og bede en bøn.
Hvor er det meningsfuldt at være præst.