Jeg skal love for, at der er gang i symaskinerne i folkekirken. I januar skulle der sys 27 nye præstekjoler, så min egen kunne ikke blive færdig, og jeg måtte besøge Lene Piilgaard på Aarhus Stift, der har et helt loftrum fyldt med lånekjoler og en snert af cigarrøg. Ingen ordination uden kjole!
Jeg har netop afsluttet en såkaldt paragraf 2-uddannelse. Det tager et par år og foregår på den måde, at man opsøger biskoppen i sit eget stift og forklarer, hvem man er, og hvorfor man gerne vil være præst.
Slipper man gennem det nåleøje, går selvstudierne i gang. I Jylland samles studerende fra alle stifter desuden til benhård undervisning i bispegården i Viborg, under ledelse af Henning Kjær Thomsen, der tidligere har været rektor for Pastoralseminariet og i øvrigt skriver gode bøger. Vores lille hold har fulgtes ad gennem alle de porte, man skal igennem for endelig at kunne stå på prædikestolen.
Der er mange blomsterbuketter på vejen mod præsteembedet
Aldrig har jeg i mit lange liv oplevet en sådan grundighed. Det er dyrt i blomsterbuketter for ægtefællen.
Først afslutter man selvstudier og undervisning med en tentamen, hvor tre professorer og ens egen biskop over en hel dag gennemtester ens viden på baggrund af en række opgaver, man har skrevet. Det var første buket.
Så skal man på Pastoralseminariet, der efter opfyldt præsenspligt og daglig undervisning gennem et halvt år afsluttes. Næste buket. Så søges der stilling - og jeg var heldig at få den, jeg søgte. Endnu en buket. Herefter er der nye opgaver og bispeeksamen, der blev bestået. Til blomsterhandleren igen.
Endelig blev jeg ordineret i Aarhus Domkirke den 27. januar. Flere blomster. Og så skal jeg formelt indsættes i “mine” kirker den 13. februar. Her forventer jeg naturligvis også friske blomster fra gemalen.
Har været til studieholdets ordinationer i seks forskellige kirker
Vores lille paragraf 2-hold har fået opbygget et nært venskab undervejs. Vi var ni på holdet, og de syv af os fik allerede embede, før vi afsluttede Pastoralseminariet, og de sidste to er på vej. Spredt over det ganske land og sågar til Sydslesvig.
Så jeg har været til ordination i seks forskellige domkirker i januar: Ribe, Haderslev, Viborg, Aarhus (min egen), København og sydslesvigernes “domkirke”, Helligåndskirken i Flensborg, hvor generalkonsul Kim Andersen var så venlig at byde holdet på bobler inden ordinationen. Det har været én lang fest.
Nu glæder vi os alle sammen til for alvor at komme i gang med prædikener, kirkelige handlinger, konfirmander, strikkeklubber, sjælesorg og alt det andet, der rummer dét, det hele handler om: Forkyndelse af evangeliet. Læringskurven bliver stejl.
Men vi er sandelig blevet taget godt imod. Hertil kommer, at stiftskontorchef Bodil Abildgaard fra Viborg Stift, der var en af de meget kompetente undervisere på Pastoralseminariet, havde et mantra, der ligger i baghovedet: Altså, hvis der er noget, så ring til din bedste ven - provsten!
Jeg synes allerede, jeg har fået mange nye, dejlige venner: Mine paragraf 2-venner for livet, de helt unge teologer, som vi havde så fine diskussioner med på Pastoralseminariet, underviserne, praktikpræsterne, de modtagende menighedsråd, nye præstekolleger – åh, hvor jeg glæder mig til det hele! Folkekirken er både grundig, rummelig – og meget levende.