Kordegn Merete og graver Annette har netop høstet de første 30 kilo honning fra bistaderne på kirkegården, hvor det i august har summet af liv omkring de tusind stauder og vilde blomster, der blev plantet og sået i foråret. Kirkegårdene er ikke blot gravpladser, men også vidunderlige åndehuller for mennesker og biodiversitet.
Kirkegårdene tager nænsomt ny form efter de ændrede begravelsesskikke, og sådan skal det være, for kirken er ikke en stiv institution, men et levende trosfællesskab, også omkring de døde.
Lad os undgå politisk indblanding
Det er nu ikke på grund af de lokale bier, jeg har opdaget, at jeg er landet i en honningkrukke. Men de seneste ugers fokus på arbejdsmiljøet i folkekirken har gjort det tydeligt, at der er store lokale forskelle.
Debatten er god, for der skal være opmærksomhed om arbejdsmiljøet på enhver arbejdsplads, det ved jeg efter mange år som leder. Mit håb er i den forbindelse, at biskopper og de relevante organisationer kan blive enige om at lægge gode spor ud, så vi slipper for politisk indgreb.
Vi har en folkekirke, ikke en statskirke, og hverken lovgivning eller et spidsere hierarki kan løse alt, selvom det er det letteste at gribe til. Vi skal som kirke, båret af folket, kunne håndtere at gøre det bedre – vel vidende, at selv de bedste rammer kan blive groft misligeholdt lokalt. Her er der brug for et system med bagstoppere.
Sensommerliv
I august går sommeren i dvale, mens de kirkelige aktiviteter vågner igen. Konfirmanderne myldrer ind, og det er rørende at møde en dreng med hår helt ned over øjnene, der stolt fremviser det kors, han har støbt i bly i løbet af sommeren.
Teologisk er jeg ikke den største fan af konfirmationen, men mødet med de unge er en enestående mulighed for samtale. Her kan vi så nogle frø, som i bedste fald kan spire og gro senere i livet. Hos os har kollega Lone og jeg konfirmanderne fire timer hver fjortende dag og indleder altid med en fælles andagt i kirken.
Rytme, fortrolighed og genkendelighed er et fint anker ved siden af korset og hjertet, som vi også skal forsøge at lirke op i de kommende måneder.
Vi medbringer livsbagage
Der har hen over sommeren også været tid til det første lille konvent for mit fantastiske paragraf 2-hold. Vi afsluttede Pastoralseminariet ved årsskiftet og er nu alle i embede. Fra Vesterbro over de jyske provinser til Sydslesvig. Bare rolig, frokosten i det grønne blev ikke indtaget i præstekjolerne. De blev omhyggeligt pakket i kufferterne igen, da vi havde taget billedet. Krop, sjæl og ånd skal holdes i balance. Også for præster.
Der er fortsat præstemangel, og vi paragraf 2-ere lægger os i selen for at gå ind i arbejdet på lige fod med de unge teologer, vi fulgtes med på Pastoralseminariet. Vi har ikke taget kongevejen, det er vi for gamle til, men vi er dedikerede på både teologien og præstegerningen. Og så medbringer vi livsbagage, som jeg personligt har haft megen glæde af at kunne læne mig op af.
Hertil kommer alle de gode kolleger rundt omkring i sogne og provstier. Jeg siger til alle de unge teologer, jeg møder, at de skal sørge for, at de i deres første embede får nære kolleger, som de – apropos arbejdsmiljø – kan indgå i et team med. I min egen honningkrukke er vi tre præster til fire sogne, og det er en meget stor fordel, både i tilrettelæggelsen af arbejdet, men også i forhold til drøftelser af teologiske spørgsmål.
Så ja, højtiden vokse med dagen – og glæden over at være præst kan på forunderlig vis også blive ved med at vokse, selvom man ikke tror, det muligt, hvis man kun kender folkekirken gennem de aktuelle mediehistorier.