En tipoldemor. Jamen altså! Det kaster altså en ekstra glans over en dåb, når fem generationer står på rad og række foran døbefonten. Man kan næsten mærke slægtsrækken fortsætte bagud til 1100-tallet.
Jeg har egentlig altid været ret skeptisk over for lørdagsdåb, for jeg synes dåben hører til i gudstjeneste og menighed. Men jeg er blevet omvendt.
Min første lørdagsdåb blev den fineste dag. For ikke nok med, at der var fem generationer i topform til at omkranse det lille dåbsbarn med kærlighed og opmærksomhed. Lørdagsdåben giver også mulighed for at holde en dåbstale, der retter sig mere direkte mod den enkelte familie – i hvert fald, hvis der kun er én dåb, som der var på denne skønne forårsdag i Yding kirke.
Uldsokker fra strikkedamerne i Østbirk
Yding er den mindste af de fire kirker, jeg er i. Højt oppe på bakken, nær Yding Skovhøj, det højeste punkt i Danmark, strækker kirken sit fine, gamle tårn mod himlen.
Det er ikke hver søndag, det er gudstjeneste i Yding, det lille sogn med kun godt 300 medlemmer af folkekirken. Men kirken har fortsat sit eget menighedsråd, og der er god opslutning om de tjenester, der er.
Skærtorsdags aften var der en måltidsgudstjeneste med fuld kirke. Min gode kollega Lone havde inviteret folk fra menigheden til at være læsere. Jeg medvirkede ved nadveren og lyste velsignelsen, og det er faktisk rigtig dejligt at være to præster en gang imellem.
Præmien i den lille konkurrence om påskens dage var hjemmestrikkede uldsokker fra strikkedamerne i Østbirk – og et dejligt ostebord i våbenhuset. En sådan aften er det ikke vanskeligt at mærke menighedens fællesskab.
De folkevalgte skal også have indflydelse
Og så har jeg også haft et lille ønske til menighedsrådet i nabosognet Østbirk. Det blev ikke opfyldt. Under corona-restriktionerne blev der mange steder gennemført kontinuerlig nadver, hvor brødet ligger i bægeret og præsten kun skænker vin. Nu er vi ude af coronaen – i hvert fald for en tid – og jeg ville gerne tilbage til den traditionelle nadveruddeling, hvor man knæler og uddeler både brød og vin.
Det ønskede menighedsrådet ikke. Og det er helt i orden. Jeg fortsætter uden problemer med at gøre, som menighedsrådet ønsker, og glæder mig over deres engagement. For skal der være liv og mening i menighedsrådets arbejde, skal de folkevalgte naturligvis også have indflydelse, ellers får vi jo ikke nogen til at stille op.
Med fire kirker i kalenderen er det virkelig interessant at følge de forskellige menighedsråds forskellige tilgange. Jeg føler mig vel modtaget og vil gøre mit til, at samarbejdet bliver godt og frugtbart, til gavn for menighedernes liv og vækst.