MUS, GRUS, DAB, GPDR, PRIS – oh, my God. Der er en tilsyneladende uendelighed i anvendelsen af akronymer, også i folkekirken.
I denne måned har jeg bakset med DAB'en, forberedt et oplæg om GPDR, jeg har været til MUS- og GRUS-samtale med provsten og deltaget i YPS (Yngre Præsters Salon), hvor jeg vist er på tålt ophold, min alder alder taget i betragtning.
Og i dag har jeg så været til netværksmøde i PRIS, der betyder Præster i Sundhedssektoren, hvis nogen skulle være i tvivl.
Jeg synes, det er inspirerende alt sammen, men kodesproget rummer sin egen særlige eliksir. Standssprog findes fortsat.
Gennem mit lange liv har jeg arbejdet i en del forskellige organisationer, både private og offentlige. Og jeg kan ærligt sige, at min personlige, subjektive oplevelse er, at der generelt bliver taget imponerende godt fat i nye medarbejdere i folkekirken.
Ikke mindst, når man indgår i et præsteteam og har kolleger i hverdagen.
Samtaler med voksne, der vil optages i folkekirken
Jeg er fuldstændig klar over, at ikke alt er godt, og tak til alle, der arbejder systematisk med de steder, det halter.
Men allerede her i mit første år som præst har jeg haft besøg af diverse uddannelseskonsulenter, som jeg kan drøfte en mangfoldighed af opgaver med, og jeg skal i denne måned på mit første ugekursus i Ny Præst (mon det hedder NYP?).
Tænk at få muligheden!
I denne måned har jeg for første gang haft samtaler med voksne mennesker, der gerne vil optages i folkekirken. De kræver empati og omhu. Hvordan er ønsket opstået? Er dåben den samme? Hvis der ikke findes dåbsattest, hvad skal der så til for at dåben godkendes?
Hertil kommer, at det på mange måder er rørende at lytte til de overvejelser, nye medlemmer gør sig – og hvilke forventninger, der har til medlemskabet.
Kvindekabinet og Mandemonopol
Jeg har også nye initiativer på tegnebrættet i de fire sogne. En sorggruppe det ene sted og et Kvindekabinet det andet – en pendant til sognets allerede eksisterende Mandemonopol.
Tanken er at skabe en ramme for at drøfte teologi og eksistens, allerhelst på tværs af generationer. Om det kan lykkes, må tiden vise.
På sidelinjen følger jeg debatten om afskaffelse af den døde paragraf, der gør det muligt at fravælge ansøgere til præstestillinger med henvisning til køn. Vi kan i min optik fint afskaffe den, da den som nævnt er død.
Men det gør ingen forskel. Vi kommer nemlig aldrig til at kunne kontrollere eller sanktionere ansættelsen af en mandlig præst. I praksis kan der belejligt angives et hav af andre grunde end kønnet.
Hertil kommer, at kirkegængere og folkekirkemedlemmer jo alligevel "stemmer med fødderne" i en tid, hvor sognebevidstheden er vigende, ikke mindst i byområderne. Man vælger den kirke og prædikant, som man føler os hjemme hos.
Sådan har jeg også selv haft det før jeg blev præst. Men vi burde egentlig lave lidt systematiseret kirke-crawl. Det er nemlig aldrig en dårlig idé at lytte til nogen, herunder præster, som man tror udlægger teksten på en måde, man er helt uenig i.
Nå – det kan jeg jo arbejde videre med på et tidspunkt.
Billedet til månedens klumme er fra mit PRIS-møde, hvor højskolelærer Christian Hjortkjær holdt oplæg om skam og skyld. Man bliver jo næsten skamfuld, på den gode måde, forstås, over bare at kunne læne sig tilbage i stolen og suge ord og overvejelser til sig.
Hvor heldig kan man være?