Jeg husker tydeligt min allerførste dag på vej til teologistudiet, da jeg stod på S-togsstationen i Værløse og ventede spændt på, at jeg skulle møde mine nye studiekammerater inde på Købmagergade.
Det var min vej til studiet det første år, inden jeg fik et kollegieværelse i København. Syv og et halvt år senere står jeg så på perronen igen.
Nu er retningen bare den anden vej. Nu hedder destinationen ikke Nørreport, men Måløv nord for Ballerup, hvor jeg er tiltrådt i mit første embede som sognepræst i Måløv Sogn, hvor jeg varetager et vikariat.
Jeg har allerede været i gang i nogle uger, og jeg glæder mig kun til at lære stedet, og det at være præst, endnu bedre at kende. Og så glæder jeg mig til, at der kommer lidt ro på. Det kan måske lyde paradoksalt.
Jeg ved, at der nok skal blive nok at se til – og heldigvis for det. Men jeg glæder mig til at få en rutine og hverdag.
I Pippi Langstrømpes fodspor
Det sidste halve år har i den grad været en tid, hvor jeg er blevet kastet ud i det ene nye efter det andet. Man får prøvet en masse ”første gange”.
Første gang man søger et embede, første samtale med en biskop, første prøveprædiken, bispeeksamen, ordination og indsættelse. Læg dertil undervisningen på Pastoralseminariet, hvor vi blev kastet ud i noget nyt hver eneste dag.
Hvis der er noget den sidste tid har lært mig, så er det at have modet til bare at springe ud i tingene, som de kommer, og tænke lidt som Pippi Langstrømpe: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!”.
Det jeg var allermest nervøs for
De ord gentog jeg den første dag på arbejdet. Jeg var netop mødt ind, havde skænket mig selv en varm kop kaffe og placeret mig selv i kontorstolen, da en ældre herre pludselig bankede på døren og kunne fortælle, at hans kone desværre var gået bort.
Pludselig stod jeg i den situation, jeg havde været allermest nervøs for, inden jeg startede. Ingen tid til at tænke over, hvordan jeg ville gribe det an. Jeg gentog Pippis ord et par gange, og som så mange gange før viste det sig heldigvis at gå ganske fint.
Her må jeg også sige, at det ikke kun er Pippi Langstrømpes ord, jeg har med mig. Ordene fra ordinationsgudstjenesten og ordinationsdagen i det hele taget føler jeg virkelig er en kæmpe støtte.
At vide, at man ikke er alene om at være præst, men finder støtte hos sine nye kolleger, og at det hele ikke er i mine hænder, men også i Guds. Det, kan jeg virkelig mærke, er en stor hjælp.
Et vikariat tager lidt af presset
Jeg er spændt på at se, hvordan jeg kommer til at have det med afstanden til sognet. Jeg havde egentlig altid forestillet mig, at jeg skulle ende et sted ude på landet og bo i en gammel og stor præstegård tæt på folk i sognet.
Det kan selvfølgelig nå at blive realiseret i fremtiden, men jo mere jeg tænker over det, desto mere taknemmelig er jeg faktisk for at starte i et vikariat. Jeg kan godt mærke, at det tager lidt af presset.
Det forventes ikke af mig, at jeg starter alle mulige nye ting op. I stedet kan jeg fokusere på de kerneopgaver, som udgør præstegerningen, uanset hvor jeg ender henne i fremtiden.
En ting er kerneopgaverne, en anden ting er alle de små ting, som man også bliver opmærksom på undervejs.
Kunsten at gå i kjole
Her vil jeg først og fremmest fremhæve præstekjolen, der i sig selv også indebærer en læringsproces. Jeg har allerede været tæt på at skvatte flere gange i den, to gange til ordinationen og en enkelt til indsættelsesgudstjenesten, da jeg skulle op på prædikestolen.
Det er desuden først nu gået op for mig, at man kan vende pibekraven forkert, og jeg skal lige finde ud af, hvad jeg skal gøre ved min skjortes knækflip, der bliver ved med at flappe op og spidde mig i halsen.
Det var for resten først få dage før ordinationen, at jeg fandt ud af, at det altså ikke bare er en hvilken som helst hvid skjorte, man skal have på inden under præstekjolen, men altså en skjorte med den finurlige knækflip.
Sådan lærer man så meget. Gad vide, om jeg nu også har de rigtige sko på?