Jeg må siges at have en fantastisk udsigt fra mit kontor. Kirken ligger små 100 meter fra sognegården, hvor jeg sidder, og på de flotte dage kan jeg ofte tage mig selv i bare at betragte kirken, når den rammes af sollyset og lyser op på toppen af den lille bakke. Det kan lige give én et løft, når man er gået død i prædikenskrivningen eller de mange mails.
At have kirken lige i baghaven på den måde sætter en særlig stemning, eller rettere det kan sætte flere forskellige stemninger, også i den helt anden ende af skalaen. I dag var sådan en dag.
Den første bisættelse
Solen var dækket til af et gråt vintertæppe, og på flagstangen ved siden af kirken var flaget sat på halv. Jeg skulle have min første bisættelse, og med udsigten til kirken denne dag føltes det ikke som et løft, men derimod som en tung vægt, der blev lagt oven på mig. En vægt, som i høj grad bestod af de mange spørgsmål, der fløj rundt i hovedet på mig om, hvordan det ville gå.
Spørgsmålene den dag var som sådan ikke nye. Det er nogle tanker, jeg har gjort mig, lige siden jeg vidste, at jeg skulle være præst, men nu trængte de sig virkelig på. Ikke kun på dagen for bisættelsen, men lige fra begyndelsen af den proces, det er, når en person skal bisættes.
Det hele begynder med begravelsessamtalen. Et af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv, er, om de ældre pårørende overhovedet har lyst til at åbne sig op over for en ung præst som mig. Her må jeg heldigvis bare sige, at det ikke har været tilfældet, og jeg har virkelig kunnet mærke det store privilegie det er, at folk gerne vil åbne sig op for én, når man sidder over for dem som præst.
Virkeligheden er mere udfordrende
Jeg vil da gerne indrømme, at emnet kom op til min første begravelsessamtale, hvor den ældre enkemand til at starte med kiggede lidt skeptisk på mig. Men det var heldigvis hurtigt ovre, og inden længe blev der åbnet op for samtalen og for hele det liv, de havde levet sammen. Der var nok at holde styr på, så jeg fandt hurtigt min nyligt erhvervede notesblok fra Præsteforeningen frem med helt nye og blanke sider.
En udfordring skulle dog vise sig, som jeg ikke lige havde tænkt på. Det er sværere at lytte og skrive noter, end jeg lige havde regnet med. At gøre det på computeren til undervisningen på universitetet er én ting, men at gøre det i hånden til en begravelsessamtale, hvor man også skal være nærværende og til stede, er sværere end man lige skulle tro. Og efter samtalen skulle endnu en udfordring vise sig, nemlig at tyde de mange ulæselige kruseduller, som jeg havde fået ned på papiret.
Tankerne susede afsted
Tiden randt og dagen kom. Iført præstekjolen begav jeg mig med langsomme skridt ud på den korte rejse fra sognegården til kirken. Inde i hovedet var tempoet dog et andet. Her susede tankerne afsted: Hvordan ville det gå? Hvor berørt ville de pårørende være? Hvilken mine skulle jeg tage på? Hvordan skulle min tale være? Skulle den være mere alvorlig, end den plejede at være? Sådan kørte tankerne rundt, lige indtil jeg trådte ind ad kirkedøren og fik øje på enkemanden, der mødte mig med et smil.
På en eller anden måde føltes det lidt som en gensynets glæde efter vores samtale nogle dage før. Vi fik hilst og talt lidt, og jeg fik hilst på resten af familien. Og da jeg stod der i kirken ved siden af kisten omgivet afdødes familie og venner, så var det lidt som om alle spørgsmålene forsvandt lidt i baggrunden.
Eller det var måske rettere som om, de fandt deres svar. Som om svarene kom lidt af sig selv, af situationen, af menneskerne og af rummet. Det eneste, jeg skulle gøre, var at tage skridtet ind i kirken.
Det endte med at blive en fin afsked med afdøde og en lærerig dag, der viste, at selvom man som præst bærer et stort ansvar og skal gøre sine forberedelser, så er der meget, som også bliver givet i mødet med menneskerne og rummet, der i lige så høj grad bærer præsten. Man behøver ikke (og kan ikke) have alle svarene på forhånd – og heldigvis for det.