Hvis nogen i sit stille sind havde bedt for en ny kirkeminister, som på forhånd har holdninger til, hvor skabet skal stå i det folkekirkelige hus, så er bønnerne blevet hørt.
Danmarks nye kirkeminister Joy Mogensen får et godt skudsmål af det lokale kirkeliv i Roskilde, men hun kommer ikke med ønske om at sætte egne skibe i søen. Den afgåede minister ville gerne sætte fingeraftryk på kirkepolitikken, men evnede ikke altid at skabe brede forlig, endsige blot skaffe sig et flertal for egen politik internt i VLAK-regeringen (forsøget på at løse præstemangelsproblematikken med en ny teologisk særuddannelse).
Joy Mogensen vil formentlig gå mere pragmatisk til værks, lytte og lære huset med alle dets rum at kende. I det lys kan den nye kirkeministers tiltrædelse blive et befrielsens øjeblik for folkekirken.
Det hører ikke til hverdagsbegivenheder, at landet har en socialdemokratisk kirkeminister. Faktisk er det næsten et kvart århundrede siden, at den sidste af slagsen, Birte Weiss, havde posten i en af Nyrup-regeringerne i midten af 1990’erne.
Til gengæld er det mindre usædvanligt med en kvindelig, socialdemokratisk kirkeminister. Udover Birte Weiss er det især de to teologer, først Bodil Koch i begyndelsen af den 1950’erne og siden hendes datter Dorte Bennedsen i 1970’erne, der står stærkt i erindringen.
Især Bodil Koch huskes for sin markante og cigarrygende profil. Sammen med sin mand, professor i kirkehistorie Hal Koch, var hun i høj grad med til at give den socialdemokratiske kirkepolitik den form, som den har i dag.
Derfor indtager Joy Mogensen heller ikke Kirkeministeriet med høj cigarføring, men står på socialdemokratisk kirkepolitisk tradition. Læg dertil, at hun er en borgmester (endda fra en domkirkeby), der har evner til at skabe brede forlig i sin kommunalbestyrelse, og som har et naturligt samarbejde med både folkekirken og andre trossamfund lokalt.
En minister med borgmestererfaring skal man aldrig undervurdere, fordi en borgmester udvikler en særlig evne til at få sagerne løst i tæt samspil med byens lokale aktører og partierne i kommunalbestyrelsen. Den evne har Joy Mogensen til fulde, og det er måske den bedste nyhed for folkekirken, at der kommer en dygtig politisk håndværker ind på posten.
Statsminister Mette Frederiksen har i sin holdopstilling valgt at kopiere modellen fra Lars Løkke-regeringen, hvor kirkeministeren tillige er kulturminister. Kirken får igen en ”dobbeltminister”, som det er set så mange gange før, og det er nok primært på kulturområdet den nye minister vil tage fat.
Her bliver det interessant at se, om den nye regering vil justere dele af det smalle medieforlig, som Mette Bock fik vedtaget. Der har været udtalelser om besparelserne i DR, som måske vil få tilbageført nogle af de næsten 750 millioner, som medieforliget kostede den store public service-station i medieforliget mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti.
Sker det, vil det være overraskende, hvis det indeholder en klausul om, at trosstoffet i DR skal styrkes. Det vil ikke være en vigtig agenda for den nye kultur- og kirkeminister.
Hvad der i det hele taget er den nye regerings kirke- og kulturpolitiske ambitioner, må tiden vise. I det såkaldte ”forståelsespapir” mellem Socialdemokratiet og de tre partier, som udgør regeringens parlamentariske grundlag, står der ikke mange linjer om hverken kultur- eller kirkepolitik.
Kirkepolitisk bliver det interessante at holde øje med tonerne fra årsmødet i Landsforeningen af Menighedsråd i Nyborg i maj måned. Her udtrykte de to tidligere kirkeministre, Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (RV), vilje til at se på en opfølgning af betænkning 1544 om folkekirkens styre.
I det socialdemokratiske tankegods ligger et ønske om at følge op på løftet i Grundlovens paragraf 66, og det seneste forarbejde i betænkningen fra den tidligere SR-regeringstid har ikke nået at samle mere støv, end at det hurtigt kan børstes af og lægges frem på ministerens bord i Frederiksholms Kanal.
En demokratisering af Fællesfonden kan meget vel blive den største milepæl, der står tilbage på det kirkepolitiske område, når den nye S-regerings tid engang rinder ud. Med en valgt bestyrelse for folkekirkens fælles pengekasse, vil et mangeårigt ønske fra både Landsforeningen af Menighedsråd og Socialdemokratiets tidligere kirkeordfører Karen Klint gå i opfyldelse, og det vil endda kunne udlægges som en delvis indfrielse af løftet i paragraf 66 om en forfatning til folkekirken.
Indtil da vil det være andre, men mindre vidtgående, socialdemokratiske mærkesager, som vil præge den kirkepolitiske scene. En af de første opgaver er revisionen af trossamfundsloven, når ministeren på et tidspunkt vender retur fra den tidligere annoncerede barsel i oktober. Trossamfundene kan glæde sig over at komme mere i rampelyset, som det ligger i den socialdemokratiske tænkning.
Men Kirkeministeriet består i sin nuværende form som det tydeligste bevis på, at den nye minister og hendes regering vil gå pragmatisk til værks.
Der er ikke lagt op til revolution på kirkens område. Faktisk er det ganske sigende, at den største nyhed på det kirkelige område i går, udover navnet på den nye minister, var, at ressortansvaret for den russiske begravelsesplads på Bornholm overføres fra det hidtidige Økonomi- og Indenrigsministerium til Kirkeministeriet.
Morten Bangsgaard skriver kirkepolitiske analyser til kirke.dk. Han er tidligere generalsekretær i Det Konservative Folkeparti og adm. direktør i IT-Branchen. Han er uddannet fra Kbh. Universitet og CBS, og læser til daglig teologi på KU samt er medlem af Det Etikske Råd og Tænketanken Eksistensen.