Når et menneske dør, forsvinder der en sum af tanker og erfaringer. En stemme bliver tavs, men kan leve en tid endnu i dem, der har hørt den. Men før eller senere forstummer den helt.
Men ord kan leve længere end digteren. Og når det er en salmedigter som Lars Busk Sørensen, der er død og har efterladt sig mange gode salmer, er stemmen på en måde stadig hos os og vil leve længe, også i dem, der aldrig har kendt digteren. Så længe vi synger hans vers og kommer til at holde af dem. Og bruger hans ord som vores ord til Gud.
Der er så meget af Lars i hans salmer. Den særlige tone, som gør, at man straks kan se, at det er en af Lars Busk Sørensens salmer. Her kommer hans væsen, hans teologi, hans syn på menneskelivet til orde, og hans stadige påpegning af, at livet udspringer af Guds kærlighed og derfor kan være så godt og smukt.
Og af, at Kristus var sendt af Gud, levende i forholdet til sin himmelske far, og af, at også vi møder Guds kærlighed gennem andre menneskers kærlighed. Og selv kan blive redskaber for Guds kærlighed.
”For siden Kristen blev vor bror / og stred den gode strid, / har kærligheden her på jord / sin egen blomstringstid.”
”Hans kærlighed var af en art, / der vækker undren her, / skønt himlen var hans arvepart, / blev jorden ham for kær. / Han ville livet helt og sandt / og som den svageste, / hans hædersplads var altid blandt / de allerbagerste.”
Når jeg sidder og læser hans salmer eller synger dem i kirken, så ser jeg Lars for mig og hører hans lavmælte, rolige og eftertænksomme stemme. Og så er jeg glad for, at vi stadig har ham som en hjælp til at finde ord for vores egen tro og tvivl.
Lars Busk Sørensen kom først lidt sent i gang med at skrive salmer. Men da han havde fundet tonen, kom salmerne fra ham i en lind strøm. Hos ham var der ord for en undren over verdensrummets uendelighed og for bylivets tempo og uro, selvom han vist altid boede på landet.
Han var ikke teolog, men lærer, og det gjorde, at han ikke forfaldt til at bruge de alt for selvfølgelige teologiske ord. Og dog trængte han dybt ind i evangeliet. Han kunne sætte gamle og nye ord ved siden af hinanden og skrive
”Nu kodes vårens data ind / i selv det mindste frø, / som gennem frost og bitter vind/ skal opstå ved at dø, /og bagved aner vi en Gud, /der vil os gode kår /og skaber af sit overskud/ et kosmisk lykkeår.”
Da vi engang i salmedigtergruppen skulle skrive salmer til de gammeltestamentlige læsninger, som var kommet ind i Alterbogen, var der en tekst, som jeg syntes var umulig at skrive til. Det var salme 2, som er temmelig krigerisk og lader Gud sige til sin søn: ”Jeg giver dig folkene som ejendom… Du skal knuse dem med et jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens ler,,,”
Hvordan skriver man dog en kristen salme til den gamle salme? Lars sendte en salme, som stadig er direkte og uhyggeligt aktuel:
”Hvor tåbeligt alle de krige / om floder og byer og jord! / Det stolteste, stærkeste rige / kan udslettes helt uden spor, / blot havene svulmer,/ vulkanerne ulmer, / og tørken tar græsset der gror. // Men uovervindelig er den, der nægter at anvende magt / med tillid forandrer han verden / og afvæbner had og foragt. / Han viser at freden / begynder forneden / og afviser storhed og magt. ”
Nu kommer der ikke flere vers fra hans hånd. Men vi kan stadig synge:
”Lad løv nu visne, blot kærligheden /hver morgen vækker vort fuglemod, / så vi tør hviske mod evigheden: / ”Velkommen, vinter, blot Gud er god!”
Tak, Lars!
Lars Busk Sørensen blev født den 3. april 1930. Han begraves fra Nørre Nissum Kirke onsdag den 20. september kl. 13.