En grundtvigsk Sokrates er død

Tidligere frimenighedspræst i Ryslinge og rektor for Præstehøjskolen Niels Thomsen var en mester i sokratisk kommunikation. Det er en hel epoke, vi med ham siger farvel til, skriver hans kollega Eberhard Harbsmeier

Niels Thomsen havde i kraft af sin viden og sin imponerende dømmekraft stor indflydelse på dansk kirkeliv og teologi. Han havde en enorm viden, men pralede ikke med det, forvaltede den på fornem sokratisk vis.
Niels Thomsen havde i kraft af sin viden og sin imponerende dømmekraft stor indflydelse på dansk kirkeliv og teologi. Han havde en enorm viden, men pralede ikke med det, forvaltede den på fornem sokratisk vis. Foto: Emil Kastrup Andersen

Vi er kede af, at Niels Thomsen er død, mange vil savne ham, hans nærmeste og alle de mennesker, han har betydet så meget for.

Jeg har kendt Niels i mange år, familiært og siden 1996 som kollega ved Præstehøjskolen i Løgumkloster, som det hed dengang. 

Jeg vil kalde Niels for en slags grundtvigsk Sokrates med en folkelig og teologisk stor indflydelse – både kirkelig og folkelig og også videnskabelig. 

Ikke konfliktsky

Oprindelig ville Niels gøre teologisk karriere på Institut for Kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet, skrive en disputats om den bibelske kanons historie, men desværre kom den tyske professor von Campenhausen ham i forkøbet med en fremragende bog om emnet. 

Og måske godt for det, det ligner ikke en Sokrates at skrive tykke bøger. Niels var en mester i sokratisk kommunikation, på en måde negativ, men sagt positivt: Han var bestemt ikke konfliktsky. 

Hvis man var alt for euforisk af lutter beundring for en eller anden eller et eller andet, kunne man være sikker på, at Niels holdt igen, falsk persondyrkelse og falsk patos var ham fremmed. Konflikter skulle ikke fejes under gulvtæppet. 

Men omvendt, hvis vi andre rakkede ned på en eller anden angivelig idiot, så kunne man være sikker på, at Niels ville forsvare vedkommende. Han havde en enorm viden, men pralede ikke med det, forvaltede den på fornem sokratisk vis.

Kritisk distance til folkekirken

Det var et naturligt valg, da han blev rektor i Løgumkloster – en svær tid, da han havde mistet hustruen Bodil. 

Men Niels skabte store fortjenester for Præstehøjskolen og åbnede den for nye tilgange og initiativer, så den ikke blev et sted for indoktrinering med en bestemt teologi, men et virkelig godt sted for inspiration. 

Han havde i kraft af sin viden og sin imponerende dømmekraft stor indflydelse på dansk kirkeliv og teologi. 

Med sin baggrund som frimenighedspræst i Ryslinge havde han også den fornødne kritiske distance til folkekirken. Heldigvis blev han aldrig biskop, det tror jeg ville have været synd for ham. Men det så han anderledes på. Det er en hel epoke, vi med ham siger farvel til.

Familiemenneske

Niels kunne være barsk, virke arrogant, men var det i grunden ikke, snarere en god ven med stor evne for at sætte sig ind i andre menneskers problemer. Imponerende var hans store netværk i dansk kirkeliv, politik og kulturliv. Man gik aldrig forgæves, når man spurgte Niels om råd. Han kunne være barsk, men aldrig selvoptaget – han var nysgerrig og villig til at lytte. 

Niels var også et familiemenneske. Legendarisk var hans kærlighed til børn og børnebørn og hans opfindsomhed og idérigdom, når han skulle lege med dem eller finde på spændende gaver. 

Jeg har selv erfaret det med min yngste datter Dora. Som lille led hun af forskrækkelse over for fremmede mænd. Det var synd for Niels, men meget snart blev det meget bedre. Nu sagde Dora ikke længere ”bange Niels”. 

Om morgen, når jeg skulle cykle med Dora til børnehaven, plejede jeg at spørge, om hun ikke vil med til morgensangen i Kapitelsalen først. Så spurgte hun: ”Er Niels der?” Og hvis jeg svarede: ”Nej, han er ikke hjemme,” svarede hun spontant: ”Så vil jeg hellere i børnehaven med det samme.”

Blufærdig

Niels var også en blufærdig mand til trods for kritisk adfærd. Jeg glemmer aldrig en af de mange aftener, Karin og Niels var på besøg hos os. Vi talte om store planer om et folkemøde, som vi skulle organisere med grill og mange foredrag om folkelige og kirkelige emner. 

Da vi havde talt det hele igennem, og de var ved at gå, siger Niels pludselig, at der var en ting mere. Når man havde organiseret så stort et møde, så havde han tænkt sig, man da også ligeså godt kunne gifte sig i den anledning. 

Jeg går ud fra, at han havde talt med Karin om den idé før, men ellers ville det da have være en typisk måde af Niels at fri på. Han var i virkeligheden meget blufærdig.

Vi, både hans nærmeste og venner og kolleger, vil savne Niels. Men vi er også glade og taknemmelige for at have haft ham som kollega og ven.

Niels Thomsen blev født den 13. februar 1938. Han døde den 9. juni 2024 og begraves fredag den 14. juni fra Nazarethkirken i Ryslinge.