Så har jeg konfirmeret det første hold vildbasser. Det var en dejlig oplevelse. Det er tydeligt, at konfirmanderne mærker højtiden i kirken, og at det hele betyder mere end blot festen og gaverne, når dagen kommer. Der sker noget undervejs.
Den klasse, jeg konfirmerede, oplevede for et par år siden at miste en klassekammerat, der døde. Jeg syntes, det skulle markeres i forbindelse med konfirmationen. Så den sidste dag, der var undervisning, talte vi om det at miste, og gik bagefter sammen på kirkegården og lagde blomster på graven. Det blev en rørende afslutning på et fint forløb. Der er megen alvor i hovederne på 13-14 årige, selvom deres arme og ben og flyver i alle retninger.
Allerede ugen efter konfirmationen var der inviteret til indskrivning af næste års konfirmander. Den slags foregår jo digitalt nu om dage, men det skal ikke forhindre os i Østbirk i at invitere til fysisk fremmøde og gudstjeneste. Der er godt 40 elever i de tre klasser, og fremmødet har det seneste par år været lidt hæmmet af corona-restriktioner. Så gode frivillige sørgede for at lave mad til 80 i præstegården, mens jeg havde dem alle med i kirke.
Fuld kirke og et madmirakel
Mine fordomme om, at der nok kom nogle mødre, men kun få fædre, blev gjort totalt til skamme. Der kom 120 levende mennesker, inklusive fædre, søskende, og sågar nogle bedsteforældre. Kirken var totalt fuld, og efterfølgende fik de frivillige på mirakuløs vis maden til at række til alle, mens der blev dækket ekstra op i loftsrummene og i alle hjørner af præstegården. Nærmest et bespisnings-under.
Jeg havde, efter tip fra kollega-Lone, lavet en såkaldt forklaringsgudstjeneste, hvor jeg undervejs fortalte om gudstjenestens led. Det kan virkelig anbefales – og jeg blev selv klogere! Basalt set er der jo tre kapitler i gudstjenesten:
Kapitel 1: Goddag, goddag og velkommen til (inklusiv dåb)
Kapitel 2: Nu skal I bare høre en helt fantastisk historie!
Kapitel 3: Farvel og tak, her er en goodiebag til at tage med hjem (nadver og velsignelse).
Alt sammen bundet sammen af fælles bøn og salmesang. Hvor svært kan det være at forstå?
Gudstjeneste med direkte udsyn til Guds himmel
Ugen efter farvel og goddag på konfirmandfronten fejrede vi Kristi Himmelfarts gudstjeneste i Lundum i den skov på 11 hektar, som Lundum Kirke ejer og selv passer. Der er lavet et lille kirkerum i skoven med træstubbe, som folk kan sidde på, og et alter, hvor der også kan stå blomster eller dåbsfad. Jeg var ikke i ornat, men i sort tøj, toppet op af pibekraven.
Der var bagt kage til den efterfølgende kirkekaffe, og jeg havde indforskrevet mand og datter til at spille violin og cello til salmerne, godt understøttet af gøgen, der kukkede i vilden sky i den lysegrønne skov med direkte udsyn til Guds himmel. Hvor saligt kan det blive?
Det faste anker
Hvor spænder præsteopgaverne vidt. Fra sørgelige begravelser, hvor mennesker er døde af sygdom alt for tidligt, over jublende vielser, som jeg her i maj har gennemført både ved vandløb, på en eng og i klitter – til samtaler med indlagte mennesker i krise. Jeg er jo også tilknyttet psykiatrisk afdeling på Horsens Sygehus. Og så lykkeligvis de gudstjenester, som jeg holder så uendeligt meget af, fordi de udgør det faste anker for det hele.
Så det holder fuldstændig stik, dét, jeg skrev i min ansøgning: Jeg vil bare gerne være præst.