For nylig blev jeg kontaktet af en venlig medarbejder fra provstiet. Alle præster blev anmodet om at indsende dato for deres ansættelse, så de kunne blive betænkt ved deres 10, 20 og 25 års jubilæer.
Det når jeg ikke, da jeg fylder 70 år kort efter mit femårs jubilæum. Så jeg har besluttet mig for på egen hånd at fejre hvert eneste års jubilæum indtil pensionen.
Om kort tid holder jeg etårs jubilæum, og derfor bliver denne klumme min sidste rapport fra det første år som præst. Og hvilket år blev det!
Meningsfulde oplevelser
Det er vist godt, at mine rapporter ophører nu, for jeg har kun glædelige budskaber og erfaringer at viderebringe. Læringskurven har været stejl, jeg har begået fejl, men jeg har oplevet mit første år som sogne- og hospitalspræst som fyldt med store, dejlige opgaver og meningsfulde oplevelser.
Jeg havde det på fornemmelsen, men året har bekræftet, at folkekirken er langt mere velfungerende og bidragende end det billede, der ofte tegnes i medierne.
Ja, der er steder, hvor det virkelig knirker. Men i det store billede er der masser af mylder, liv, vækst og retning. Både som ramme om vores kristne trossamfund og som kulturinstitution. Begge ben er vigtige og en del af baggrunden for folkekirkens store opbakning og styrke.
Vi har plads til alle
Her i julemåneden har tusindvis af mennesker været forbi vores kirker. Fra de yngste til de ældste. Og flere kommer til.
Lillejuleaften døbte jeg et modent menneske, der var opvokset i et andet trossamfund, og aldrig havde fået sig meldt ind i folkekirken selvom både børn og børnebørn var døbt.
Det blev en rørende begivenhed i al sin beskedne storhed. Børnene var vidner og barnebarnet hældte dåbsvand i fadet. Velkommen til – uanset fra hvilken side og med hvilken begrundelse. Vi har plads til alle.
December bød også på De Ni Læsninger. Endnu en af de særgudstjenester, som jeg har lært at påskønne, selvom jeg holder så meget af søndagsgudstjenesten. Her inddrog jeg konfirmander, der oplevede glæden ved at bidrage, også til det konkrete gudstjenestefællesskab.
Det er katolikkerne generelt bedre til end vi kølige protestanter, men hvorfor ikke lade sig inspirere? Uden at forfalde til føleri, forstås.
Julen fyldte igen kirkerne over det ganske land, og efter corona-nedlukninger var det en af årets store oplevelser at mærke alle generationer på plads på kirkebænkene, helt til bristepunktet.
Kirkerummet var svangert med forventninger – og man anede også en snert af bekymring. Her er det godt at kunne meddele, at der findes aflastning: Ikke alt afhænger af os selv og de materielle gavers størrelse. Meget, og især det vigtige, må vi lægge i Guds hænder. Hvilken gave og befrielse.
Håb om fortsat fornyelse
Champagnepropperne sprang også nytårsaftensdag i mørkningen. Mange sogne, også vores, har flyttet gudstjenesten frem fra nytårsdag, og det er en god idé. Budskabet er det samme, og fællesskabet får sin særlige dessert, når man efter gudstjenesten ønsker hinanden et godt nytår over en bid god kransekage og lidt bobler.
Jeg har skullet arbejde meget i mit første år som præst, da alt jo er nyt. Men det har været en stor glæde og velsignelse. Mit håb for folkekirken i de kommende er, at den nænsomme fornyelse af liturgien og rammerne om livet i sognene må fortsætte, både i Liturgisk Forum og i alle de hjørner og sprækker i landet, hvor samtalen finder sted.
Jeg ser håbefuldt frem til, at mine kommende fem år som præst vil blive dybt meningsfulde, når jeg forsøger at lade himmel og jord røre hinanden som segl over menneskers liv på godt og ondt. Jeg vil i hvert fald gøre mig umage. Godt nytår!