Landsforeningen af Menighedsråd: Oplagt, at distriktsforeninger tager sig af liturgidebatten

Landsforeningen af Menighedsråd ville gerne tidligere have været med i arbejdet med fremtidens liturgi. Nu går foreningen "fuldstændig konstruktiv" ind i debatten, men stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om biskopperne alene skal drage konklusionerne

Fredag fremlagde Tine Lindhardt, biskop over Fyns Stift, på vegne af biskopperne de to sidste liturgirapporter. Landsforeningen af Menighedsråd håber, at processen fremover bliver bred og inddragende og slår samtidig fast, at det bør diskuteres om biskopperne skal have hjælp til at drage konklusionerne til sin tid.
Fredag fremlagde Tine Lindhardt, biskop over Fyns Stift, på vegne af biskopperne de to sidste liturgirapporter. Landsforeningen af Menighedsråd håber, at processen fremover bliver bred og inddragende og slår samtidig fast, at det bør diskuteres om biskopperne skal have hjælp til at drage konklusionerne til sin tid. Foto: Heiner Lützen Ank

”Som repræsentant for landets menighedsråd, kan jeg bare konstatere, at vi ikke har været inddraget.”

Sådan lød det fra Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, umiddelbart efter, rapporterne om gudstjeneste og dåb og nadver fredag eftermiddag blev præsenteret officielt på Himmelske Dage.
Igennem et par år har tre fagudvalg nedsat af landets biskopper set nærmere på folkekirkens autorisation, gudstjeneste og dåb og nadver.  

Fagudvalgenes arbejde er samlet i tre rapporter, hvoraf de to sidste, om gudstjeneste og dåb og nadver, blev fremlagt for flere hundrede interesserede fredag eftermiddag som en del af Himmelske Dage.
Planen er nu, at rapporterne skal danne grundlag for en bred folkelig debat om folkekirkens liturgi, som skal strække sig frem til efteråret 2020.

En debat, Søren Abildgaard ser frem til, fordi den forhåbentlig giver mulighed for at andre end de fagpersoner, biskopperne har udpeget, kan blande sig i debatten om folkekirkens liturgi.  

”Vi skal sikre, at debatten, der nu kommer, får tag i så mange mennesker i folkekirken som muligt, herunder helt almindelige menighedsrådsmedlemmer. Landsforeningen af Menighedsråd er ikke blot en landsforening, der er også 43 distriktsforeninger. Så det er oplagt, at nogle distriktsforeninger rundt omkring tager den her opgave op.”

Måske skal andre end biskopperne konkludere

Ifølge den plan, biskopperne skitserede i forbindelse med lanceringen af de to sidste rapporter, skal der holdes en række debatter landet over, herunder en landsdækkende konference i foråret 2020. Som afslutning på processen samler biskopperne de ideer og tanker, der er kommet ind og beslutter, om der for eksempel skal nedsættes en egentlig liturgikommission.

Ifølge Søren Abildgaard bør det dog overvejes, om det ikke er flere end blot biskopperne, der skal konkludere på debatten til sin tid.

”Når processen er færdig, får vi en diskussion om, hvorvidt det bare er biskopperne, der skal vurdere, hvad der så skal ske. Det, kunne jeg forestille mig, at der er mange andre i det folkekirkelige landskab, der har en holdning til.”

Et grundlag at diskutere ud fra

Tine Lindhardt, biskop over Fyns Stift, har været formand for fagudvalget om dåb og nadver. Ifølge hende er det et bevidst og naturligt valg, at det indtil nu kun er fagfolk, der har været inddraget i processen.

”Man har jo diskuteret, om lægfolk skulle have været inddraget tidligere. Jeg kan godt forstå det synspunkt, at det kunne have været gavnligt. Men jeg vil sammenligne det med et regionsråd, hvor man vil sætte en debat i gang og forinden beder et fagudvalg lave en udredning, som bruges til at debattere ud fra. Nu er der en udredning, og nu kan man sætte de her ting til debat.”

Og Tine Lindhardt håber, debatten vil nå langt rundt i det kirkelige landskab.              

”Biskopper og stifter vil iværksætte en række møder, konferencer og debatter, således går stiftet og distriktsforeningen på Fyn sammen om at arrangere det. Derudover vil der blive taget kontakt til folkekirkelige og folkelige samarbejdspartnere, for eksempel konservatorierne og kirkemusikskolerne, for at se, om vi kan få en samtale med dem også.”

Tine Lindhardts forsikring om, at debatten skal være så bred som muligt, falder i god jord hos Søren Abildgaard.

”Vi går fuldstændig konstruktivt ind i den her debat. Så uanset, hvordan forløbet har været indtil nu, så koncentrerer vi os om at sikre, at vi nu får en ordentlig debat, og at det bliver vurderet på en ordentlig måde, hvad der kommer ud af debatten.”

Missing indholdselement.