På et kursus for nogle år siden mødte jeg en kirketjener, som havde et dilemma vedrørende den præst, hun arbejdede sammen med.
Kirketjeneren var glad for sit arbejde og for sin ansættelse ved kirken, men hun var ikke døbt. Det var præsten ikke glad for – mest for kirketjenerens egen skyld, ifølge præsten.
Derfor lod præsten kirketjeneren vide, at det nok ville være bedst, hvis hun blev døbt. Sikkert på indirekte facon, men kirketjeneren var ikke i tvivl om, at det var præstens ønske, at hun skulle døbes.
Selv havde hun ikke et ønske om eller behov for at blive døbt. Hun havde heller ikke den store modvilje imod det, men følte alligevel en usikkerhed i situationen.
Skulle hun lade sig døbe for præstens skyld? Ville det på sigt gå ud over deres arbejdsrelationer, hvis hun ikke gjorde? Og var det på den anden side ikke forkert at lade sig døbe, fordi en anden gerne ville have det?
Hun hældte til at lade sig døbe for at få emnet ud af verden, men hun kunne ikke helt finde ro med beslutningen.
Passionen er et tveægget sværd
Der kan, både i og uden for folkekirken, være en forventning om, at medarbejderne i kirken selvfølgelig bekender sig til trosgrundlaget, for hvorfor skulle man ellers gide at arbejde for folkekirken?
Hvorfor skulle man lægge sin tid og energi i et projekt, der ikke matcher ens personlige tro?
Kan man gå på arbejde i folkekirken, fordi man skal tjene penge, og fordi man i øvrigt synes, at der sker nogle fine ting i kirken?
Kan man som lønmodtager holde af kirken af andre årsager end tro?
Hvis man sætter tingene lidt på spidsen, kan der så ligefrem være fordele ved at have et job, man ikke brænder alt for meget for?
Den amerikanske undersøgelse "The Call of the Wild: Zookeepers, Callings and the Double-edged Sword of Deeply Meaningful Work" fra 2009, som er lavet af forskerne Stuart Bunderson og Jeffery Thomson, peger på, at kaldsarbejde kan være et tveægget sværd.
På den ene side kan lidenskabeligt engagement have nogle klare fordele. For eksempel når medarbejdere finder dybere meningslag i deres arbejde og kan identificere sig med deres opgaver.
På den anden side kan der også opstå problemer for medarbejdere, der oplever arbejdet som et kald. Nogle bliver for længe i jobs, der gør dem ulykkelige, hvilket medfører stress og udbrændthed.
En stærkt passioneret medarbejder vil være mere tilbøjelig til at indgå usunde kompromisser, hvilket kan have konsekvenser for blandt andet arbejdsmiljø, løn og adskillelsen af arbejde og fritid.
Respekten for andres tro
Jeg havde på et tidspunkt en kollega, som rejste sig op under et møde og sagde, at hun ikke syntes, at medarbejderne skulle involveres i kirkens visionsarbejde. "Der skulle være plads til, at et arbejde i folkekirken blot var et lønarbejde", mente hun.
Jeg blev overrasket over, at hun turde italesætte det, som for nogen kan være et tabu. Der kan være gode grunde til ikke at tale om det, hvis man som ansat ikke tror på, eller har det svært med troen på Gud.
Det kræver en indlevelse og situationsfornemmelse. Det kræver, at den ansatte er klar over og har forståelse og respekt for, at der, både blandt kolleger og andre brugere af kirken, er mennesker med et stærkt forhold til den kristne tro.
Jeg har i forbindelse med rekruttering af en ny medarbejder deltaget i en meget ophedet diskussion om netop dette emne.
Ønskede vi, at den kandidat vi valgte til jobbet, havde et bestemt forhold til den kristne tro? Vi var splittede.
Der var en fløj, der foretrak, at en kirketjener er kristen og troende. De mente, at dette ville have betydning for kirketjeneres evne til at være til stede for eksempel under nadvergang.
Den anden fløj mente, at en arbejdsgiver hverken kan eller bør stille krav eller forventninger til en medarbejders følelsesmæssige eller åndelige oplevelser under udførelsen af arbejdsopgaverne.
I min tid i folkekirken har jeg mødt mange kompetente og loyale kirkefunktionærer, der bekender sig til det kristne trosgrundlag.
Jeg har også mødt mange ligeså kompetente og loyale ansatte, som ikke gør det.
Det er min erfaring, at man ikke kan udtale sig om en medarbejders evner og egnethed baseret på medarbejderens tro. Det er efter min bedste overbevisning simpelthen ikke det, der afgør, om en medarbejder er god eller ej.
Blikket ud mod verden
En anden udfordring ved forestillingen om, at en medarbejder helst skal følge eller være i samklang med sin lidenskab er, at det sætter medarbejderen selv i centrum.
Måske vender det blikket den forkerte vej; ind mod det, der er inde i medarbejderen, i stedet for at lade blikket gå fra medarbejderen ud mod verden.
Som iværksætteren Ben Horowitz har udtalt:
"At følge sin lidenskab er et meget "mig-fokuseret" syn på verden. Mit råd vil være: Følg, hvad du kan bidrage med. Find ud af, hvad du er god til og send det ud i verden. Og hjælp til med at gøre den bedre."
Et sådant perspektiv sætter ikke kun spørgsmålstegn ved forholdet mellem tro og ansættelse i folkekirken.
I meget bredere perspektiv sættes der også spørgsmålstegn ved meget af den moderne ledelsesteori, der fokuserer på virksomhedens eller organisationens værdisæt og visioner som retningsgivende og motiverende for virksomhedens medarbejdere.
Måske er graveren graver, fordi hun elsker fysisk arbejde og frisk luft. Måske synes hun, at kirkegården er smuk.
Måske er kordegnen kordegn, fordi han er fascineret af paragraffer og kan lide at opdatere den moderne version af kirkebogen – det elektroniske personsystem – så vi kan holde styr på, hvor mange mennesker der er i Danmark, og ved hvad de hedder, hvem de er gift med, og hvor mange børn, de har.
Måske giver det ikke svar på livets store åndelige og eksistentielle spørgsmål.
Eller måske gør det netop det.
Måske er det nok, at graveren kan lægge handskerne efter endt arbejdsdag og se ud over den velholdte kirkegård. Og at kordegnen kan lukke computeren og vide, at alle fødsler og dødsfald i sognet er registreret, og at der for en stund er orden i tingene.