Ansatte oplever seksuel tvang i folkekirken. Helt konkret har 25 personer ifølge den nye undersøgelse af folkekirkens psykosociale arbejdsmiljø angivet, at de har været udsat for seksuel tvang eller forsøg herpå i forbindelse med deres arbejde inden for de seneste 12 måneder.
"Umiddelbart lyder det som et lille tal, i forhold til hvor mange der er ansat i folkekirken, men 25 er alligevel et omfang, vi ikke kan ignorere," siger sognepræst Christian Roar Pedersen til Kristeligt Dagblad og kalder undersøgelsens resultat for “utroligt trist”.
Han vurderer over for avisen, at der er “kæmpe mørketal”, fordi kun 53 procent af de ansatte i folkekirken har besvaret undersøgelsen, og fordi den ikke omfatter menighedsrådsmedlemmer og frivillige.
På sin egen Facebook-side regner han videre og når frem til, at “mellem 700 og 800 ansatte i folkekirken har været udsat for seksuel tvang de 17 år, jeg har været præst.”
Det er vanskeligt at være uenig i, at 25 tilfælde af seksuel tvang er et omfang, som ikke kan ignoreres af folkekirken. Eller enhver anden arbejdsplads uanset størrelse, for den sags skyld.
Det er da også en særskilt anbefaling i undersøgelsen, at Kirkeministeriet tager fat i de personer blandt de 25, der har sagt ja til at blive kontaktet for at hjælpe dem og afværge fortsatte krænkelser. Det må man håbe, at ministeriet handler på.
10 gange højere tal for seksuel tvang på arbejdspladser generelt
Men er det sandt, at undersøgelsen indikerer et “kæmpe” omfang af seksuel tvang i folkekirken? Omsat til procent udgør de 25 personer 0,3 procent af de ansatte i folkekirken.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) foretog i 2022 en undersøgelse af grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen – herunder seksuel tvang.
Undersøgelsen af folkekirken, som er foretaget af Voxmeter, definerer ikke, hvad seksuel tvang dækker over, men NFA-undersøgelsen beskriver seksuel tvang som enten seksuelle handlinger til gengæld for en belønning (ansættelse, lønforhøjelse eller forfremmelse) eller deciderede overgreb som voldtægt eller voldtægtsforsøg.
Den viser, at der på danske arbejdspladser generelt er 2,8 procent, der angiver at have oplevet seksuel tvang inden for de seneste 12 måneder.
Altså en forekomst, der er næsten 10 gange så høj som i folkekirken. Eller sagt på en anden måde: Forekomsten af seksuel tvang på folkekirkens arbejdspladser er kun en tiendedel så høj som på andre arbejdspladser.
En lignende tendens gør sig gældende, når man ser bredt på grænseoverskridelser af seksuel karakter.
NFA-undersøgelsen viser, at 22,2 procent har oplevet seksuelle krænkelser og chikane. Foruden de 2,8 procent, der har oplevet seksuel tvang, har 15,9 procent af de ansatte således mindst én gang oplevet kønskrænkende adfærd, mens 15,6 procent har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed.
For folkekirkens vedkommende er der ifølge Voxmeters undersøgelse 1,5 procent, der har oplevet seksuel chikane, 3,5 procent, der har oplevet uønskede berøringer, mens 4 procent har oplevet upassende hentydninger af seksuel karakter.
Altså igen tal for folkekirken, der er markant lavere end på arbejdspladser generelt. Folkekirken er, relativt set, en mønsterarbejdsplads.
Skadefryden over de skinhelliges afsløring
Så hvorfor giver netop tallene for folkekirken anledning til panderynkende forsidehistorier, ikke kun i Kristeligt Dagblad, men også i DR og TV2?
Det er nærliggende at antage, at det skyldes en udbredt forestilling om, at netop folkekirken burde være en fejlfri arbejdsplads, hvor hverken seksuelle krænkelser eller ubehagelig adfærd i almindelighed finder sted.
Som det hedder i DR’s formulering, der i forskellige variationer gik igen i flere mediers omtale af undersøgelsen i forrige uge:
“Selvom folkekirken udefra kan ligne et sted, hvor næstekærlighed og ønske om fred altid er i højsædet – ja, så viser det sig nogle gange at være anderledes indenfor kirkernes mure.”
Man aner en vis skadefryd: De hellige ovre i folkekirken er slet ikke så fejlfri, som de prøver at bilde os andre ind.
Præmissen er imidlertid forkert. Hvis man blot hører en lille smule efter, når man sidder på kirkebænken, vil man vide, at det en central pointe i den kristne forkyndelse, at mennesket er en synder.
Eller sagt på nutidigt dansk, at mennesket ikke er perfekt. Vi ved nok, hvad der er det rigtige at gøre, men alligevel svigter vi – fejler, forsømmer og gør andre mennesker ondt. Derfor har mennesket brug for Guds tilgivelse. Og ja, kategorien mennesket omfatter også kirketjenere, kordegne, organister, præster og biskopper.
Desværre bidrager nogle i folkekirken selv til forestillingen om, at præster og andre ansatte i folkekirken tror sig renere end andre mennesker. Således siger Christian Roar Pedersen til TV2 Nord:
“Vi prædiker næstekærlighed, og så mobber vi hinanden. Det hænger ikke sammen.”
Nej, det gør det ikke, og det kommer det heller ikke til, før løven og lammet græsser sammen.
Naturligvis skal folkekirken – ligesom alle andre arbejdspladser – arbejde målrettet på at bekæmpe seksuelle krænkelser og i det hele taget skabe et godt arbejdsmiljø.
Den gode nyhed er, at det allerede står væsentlig bedre til i folkekirken end på arbejdsmarkedet generelt. Den dårlige nyhed, som sikkert vil kaste forargede artikler af sig igen og igen, er, at folkekirken aldrig kan blive en friktionsfri arbejdsplads, så længe den insisterer på at ansætte mennesker.
Rettelse 8. februar 2024: To citater fra Kristeligt Dagblads artikel lød "enorme mørketal" og "enorme". Det er rettet til "kæmpe mørketal" og "kæmpe". Vi beklager fejlen.