Kirke.dk har bedt mig om en kirkeretlig læsning af den fælles pressemeddelelse fra biskopper, provster, præster og menighedsrådsforening den 23. december, som de facto betød, at julegudstjenesterne blev aflyst i næsten alle landets sognekirker.
I pressemeddelelsen anbefales det, at menighedsrådsformanden og den præst, der er ansvarlig for hver enkelt gudstjeneste, i enighed træffer beslutning om at aflyse julens gudstjenester frem til og med helligtrekonger.
Længere nede i teksten giver pressemeddelelsen dog mulighed for at afholde ‘andagter’, der overholder sundhedsmyndighedernes og dermed Kirkeministeriets opdaterede retningslinjer af den 23. december – uden salmesang og højst en halv times varighed.
Gav biskopperne en anbefaling eller en tjenestebefaling?
Af minkgate har vi lært, at der ikke træffes beslutninger i pressemeddelelser.
Pressemeddelelsen blev imidlertid sendt ud fra stifterne, og senere på aftenen – af medarbejdere i Kirkeministeriet – sendt ud til alle menighedsråd via DAP. Provsterne fulgte op i mails og telefonopkald til præsterne, mellem kl 22 og midnat lillejuleaften. Denne efterfølgende proces er udtryk for en tjenestebefaling om at træffe en beslutning, men ikke om indholdet af beslutningen.
Rigtigt mange præster og menighedsråd har opfattet anbefalingen som en tjenestebefaling og har straks aflyst, ikke blot juleaftensgudstjenesterne, men alle gudstjenester i den nævnte periode, og hjemsendt personalet. Også selvom der fint havde været tid til senere at tage stilling til julens øvrige gudstjenester.
Et lille mindretal af kirker aflyste ikke, men omlagde gudstjenesterne, så de efterlevede de nye anbefalinger – kortere end 30 minutter og uden sang. Enkelte kirker gjorde det allerede juleaftensdag, andre er begyndt senere.
Men det store billede er, at folkekirkens gudstjenestevirksomhed er lukket i seks autoritativt fastlagte gudstjenestedage hen over jul og nytår. I princippet er det imidlertid en beslutning, der er truffet af hver enkelt tjenestegørende præst og menighedsrådsformand.
Sundhedsstyrelsen har ikke anbefalet at aflyse gudstjenester
Angiveligt skyldtes de skærpede retningslinjer lillejuleaften den særligt smitsomme engelske virusmutation, som også er kommet til Danmark.
Det er indlysende, at Sundhedsministeriet med hjemmel i epidemilovgivningens bemyndigelser kunne have pålagt folkekirken (og de andre trossamfund) at lukke, som de gjorde det i marts.
Men dét er jo netop ikke tilfældet. Tværtimod. Fra Sundhedsstyrelsen er der alene kommet anbefalinger om at korte ned og undlade at synge. Hjemlen til at lukke gudstjenesterne for menigheden skal altså ikke findes dér.
Gudstjenestebegrebet
Men det kan være, at biskopperne fandt, at andagter af højst en halv times varighed, uden salmesang – som er helt central i den danske gudstjenesteordning – ikke er gudstjenester.
Hvis det er tilfældet, havde det naturlige imidlertid været at skrive det:
“Da der ikke længere er mulighed for at holde gudstjeneste på de kommende seks gudstjenestedage, er vi nødt til at aflyse alle gudstjenester. Der kan i stedet etc.”
En sådan melding havde været udtryk for, at biskopperne havde taget den kompetence på sig, som de faktisk har. Nemlig at vurdere, at en kort liturgi uden sang ikke længere kan kaldes en gudstjeneste – og så melde en kollektiv dispensation ud. Og samtidig give rum for, at der lokalt blev holdt andagter.
Hvis præster vil holde andagter, har menighedsrådet ikke kompetence til at nægte det…
Noget af det mest overraskende i pressemeddelelsen er beskeden om, at beslutningen om aflysning skal træffes lokalt, af præst og menighedsråd i enighed – det vil sige, at de hver især har vetoret.
Den beslutningsmodel er der, så vidt jeg kan se, ingen paradigmer for.
Tværtimod har præsterne ret til at bruge de kirker, de er ansat til, til andet end faste gudstjenester (jf. lov om kirkers brug, § 5, stk. 3).
Hvis præsterne ville holde andagter eller gudstjenester inden for de gældende sundhedsmæssige retningslinjer, kan jeg ikke se, hvor menighedsrådet har kompetence til at sige nej. Heller ikke på det øvrige personales vegne.
… medmindre biskopperne også her kommer med en landsdækkende beslutning
Så kan biskopperne have forudskikket, at der mange steder ville blive ballade mellem præster og menighedsråd, nok ikke mindst på vegne af det ansatte personale.
I den situation er der en noget hengemt bestemmelse i lov om medlemskab af folkekirken mv, hvor det af § 9 fremgår, at ”fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom, eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder, og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne.”
Formålet med den bestemmelse har jo ikke været at lukke kirkerne i seks gudstjenestedage. Formålet har heller ikke været at forudskikke konflikter i forbindelse med brug af kirken til andet end højmesser, og så på forhånd fastlægge krav om en enighed i alle landets kirker, som betingelse for at der kan holdes andagter.
Men er det i virkeligheden det, biskopperne har gjort? Og så sikret sig præsteforeningens, provsternes og landsforeningens medvirken?
Menighedsrådsloven giver ikke hjemmel til lokalt at aflyse helligdage
Menighedsrådsloven har i umindelige tider fastslået, at tidspunktet for de faste gudstjenester fastlægges af menighedsrådet. Det er imidlertid ikke, og har aldrig været, en hjemmel i menighedsrådsloven til at beslutte, hvorvidt de faste gudstjenester skal holdes på søn- og helligdage.
Det, menighedsrådsloven giver hjemmel til, er, at præsten med menighedsrådets samtykke kan rette henvendelse til biskoppen og anmode om godkendelse af mindre ændringer i liturgi og ritualer ved de faste gudstjenester (menighedsrådslovens § 38).
Det dækker fint en generel tilladelse til at ændre de faste gudstjenesters form til halvtimes andagter med bøn, velsignelse, tekstlæsning, prædiken og musik.
Så kunne man opfatte slutningen af biskoppernes pressemeddelelse som en generel tilladelse til mindre ændringer i liturgi og ritualer for de faste gudstjenester i hele julen.
I den model ville gudstjenesterne slet ikke have været aflyst – så var det blot deres form, der var givet dispensation til at ændre.
Der har altid været pligt til at afholde højmesse på søndage og forordnede helligdage.
Danske Lov (1683) er stadig gældende, medmindre den er ophævet eller bortfaldet ved ikke-brug. Det fremgår af Danske Lov, 2. bog, 4. kapitel, 5. paragraf, at ”Præster skal forrette gudstjeneste på folkekirkens helligdage, dvs. på alle almindelige søndage samt 1. og 2. juledag, 1. og 2. påskedag … og nytårsdag.” Juleaften var ikke en forordnet søn- og helligdag i Danske Lov.
Jeg har ledt, men ikke kunnet finde en lovbestemmelse, der ophæver Danske Lovs regel om faste gudstjenestedage.
Men DL 2-4-5 optræder ikke længere i Retsinformation – den gælder nok ikke længere?
Helligdagslovgivningen henviser blot til folkekirkens helligdage, den fastlægger dem ikke. I et svar på spørgsmål 837, Alm. Del, som Folketingets Retsudvalg har stillet, har Justitsministeriet forklaret, hvad folkekirkens helligdage er (jf. ovenfor), men ikke kommenteret på gudstjenestepligten.
Er pligten til at holde gudstjeneste på søn- og helligdage aflyst?
Skal svaret findes i den autoriserede højmesseordningen fra 1992?
Højmesseordningen og ritualerne er autoriseret ved kongelig resolution af 12. juni 1992 til brug i Den danske Folkekirke. Ritualbogen er den retligt fastlagte ramme for gudstjenesten. Alterbogen fastlægger den retlige ramme for gudstjenestedagene og gudstjenesteordningen.
Af alterbogen fremgår, at juleaften, 1. og 2. juledag, julesøndag, nytårsdag og helligtrekongerssøndag er gudstjenestedage, juleaften med en aftengudstjeneste. Pligten til at holde gudstjeneste gælder stadig.
Alligevel anbefaler biskopperne i en pressemeddelelse, at tjenstgørende præst og menighedsrådsformand aflyser fem autoriserede højmessedage og en autoriseret aftengudstjenestedag.
Højmesseordningen er autoriseret ved kongelig resolution. Men den fremgår ikke af Retsinformation, og den er ikke ’bakket op’ af en kongelig anordning.
En autoriseret kilde har telefonisk oplyst mig om, at det ikke var meningen i 1992 at ændre på pligten til faste gudstjenestedage.
Men er det alligevel blevet konsekvensen? Er resultatet, at højmesseordningen alene er en tjenestebefaling til præsterne (om at holde gudstjeneste), og derigennem en pligt for menighedsrådene til at stille personale til rådighed – men ikke (som i Danske Lov) en ret for menigheden til, at der faktisk holdes gudstjeneste?
Og kan den ændring opfattes som grundlag for at anbefale alle landets menighedsråd og præster at aflyse seks gudstjenester hen over julen – med den virkning, at kun meget få mennesker har haft adgang til en form for julegudstjenester?
Højmessevejledningen
Ritualbogen med højmesseordningen indledes med en højmessevejledning. Her forklarer biskopperne, hvordan højmesseordningen skal forstås, og vejleder om andre forhold omkring højmessen (for eksempel kimning i forbindelse med gudstjenesterne juleaften, juledag, påskedag med videre).
Derudover erindres om regler fra den kirkelige lovgivning i øvrigt. For det første, at gudstjenesten ledes af præsten, men bør gennemføres i samarbejde med de øvrige medarbejdere ved gudstjenesten. Dernæst, at præsten skal have menighedsrådets samtykke til ændringer i den liturgi, der hidtil har været anvendt i menigheden. I den forbindelse nævnes nogle af de ændringer, biskopperne i 1992 kunne gå ind for.
Endelig, at præsten skal have menighedsrådets og biskoppens samtykke til mindre ændringer i den autoriserede liturgi, jævnfør ovenfor. Havde vejledningen været skrevet i dag, ville den nok også have indeholdt en liste over de mindre ændringer i liturgien, som biskopperne kunne gå ind for.
Højmessevejledningen er altså en form for forhåndstilladelse. Biskopperne har inden for deres kompetenceområde mulighed for at vejlede og træffe beslutninger konkret – eller de kan, som i højmessevejledningen og senere fælles udmeldinger, generelt redegøre for, hvordan de vil bruge den dispensationsadgang, de har.
Mon biskopperne lillejuleaften har opfattet højmessevejledningen som en adgang til generelt at dispensere fra gudstjenestepligten på seks forordnede gudstjenestedage? Og samtidig opfattet adgangen i menighedsrådslovens § 38 som mulighed for præst og menighedsråd til ’mindre’ ændringer som en mulighed for, at menighedsråd og præst kan få lov af biskopperne til at afskaffe gudstjenestepligten overalt i landet i seks gudstjenestedage hen over jul og nytår?
Det er helt utvivlsomt ikke meningen med hverken højmessevejledningen eller menighedsrådsloven. Men det er muligt, det er den vej, man har tænkt.
Menighedsrådslovens generalfuldmagt
Et sidste retsgrundlag skal overvejes:
I 1994 blev menighedsrådsloven ændret med ny indledning, der i § 1 fastslog, at ”sognets anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen.”
Om bestemmelsen blev det i bemærkningerne til lovforslaget anført, at ”det er fundet naturligt at lovfæste menighedsrådets funktion som det organ, der styrer sognets anliggender, medmindre andet særligt er fastsat.”
Bestemmelsen om højmessepligt var imidlertid i 1994 – og er fortsat – ”særligt fastsat” på anden vis, nemlig som led i en kongelig resolution. Det er den, uanset om den alene opfattes som en tjenestebefaling, der udløser en pligt for menighedsrådet – og ikke en ret for menigheden.
Ændringen af menighedsrådsloven i 1994 kan således ikke anses for hjemmel for, at menighedsråd og tjenstgørende præst skal tage stilling til, hvorvidt gudstjenester på faste gudstjenestedage skal aflyses.
I 2007 blev menighedsrådsloven yderligere ændret temmelig radikalt. Lovens § 1 fastslår nu, at ”Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen.” Det er ordene ’kirkelige og administrative’, der sammen med en ændret formulering af præstens selvstændighed over for menighedsrådet (i lovens § 37) gav den ret store ændring.
Formålet med lovændringen var at slå fast, at det samlede råd – både de fødte medlemmer (præsterne) og de valgte medlemmer – har ansvaret for at fastlægge målsætningerne for sognets kirkelige liv. Det indebærer også et samlet ansvar for rådets prioritering af opgaverne, herunder økonomiske og personalemæssige prioriteringer.
Sådanne prioriteringer må, som det anføres i de generelle bemærkninger til det daværende lovforslag, foretages ud fra en vurdering af sognets behov og de ressourcer, såvel økonomiske som personalemæssige, der er til rådighed.
Den nævnte lovændring tjener altså til at præcisere et samvirke mellem præster og valgte medlemmer i planlægningen af arbejdet i sognet, herunder vedrørende budgetlægning, fordeling af opgaver med videre. Det er målsætningerne for arbejdet, der skal samvirkes om, som det også er fastslået i bemærkningerne til den ændring i formuleringen af præstens opgaver i samme lovs § 37, der skete samtidig i 2007.
Svært at finde hjemmel for, at biskopper kan aflyse gudstjenester over en længere periode i hele landet
Det kan på baggrund af formuleringen af § 1 i 1994-loven og ændringen i 2007-loven opfattes som helt naturligt, at både tjenstgørende præst og menighedsråd (konkret: ved formanden, fordi det var en hastebeslutning) inddrages i den beslutningsopgave, biskopperne lagde ud ved at anmode om en lokal beslutning om, hvorvidt gudstjenesterne skulle aflyses.
Hverken 1992-loven eller 2007-ændringen af menighedsrådsloven har imidlertid ændret på, hvem der har ret til at fastlægge, hvorvidt der overhovedet skal være gudstjenester – endsige givet kompetence til at aflyse alle faste gudstjenester hen over jul og nytår.
De faste gudstjenester følger fortsat af den autoriserede alterbog. Biskoppernes pligt er til at udøve tilsyn med, at de faktisk forekommer – det er ikke en ret til at give en generel dispensation, så de kan blive aflyst.
Præstens ret til at få kirken stillet til rådighed for andre gudstjenester følger også fortsat af den øvrige kirkelige lovgivning. Mængden og betjeningen ved sådanne øvrige gudstjenester må naturligt indgå i den overordnede prioritering, under indtryk af sognets ressourcer (økonomisk og personalemæssigt).
Men der er heller ikke i den overordnede prioritering, planlægning og målsætningsdebat hjemmel til at aflyse de faste gudstjenester. Og det er understreget i bemærkningerne til 2007-ændringen, at præciseringen i den ændrede lov ikke tilsigter nogen ændring af bestemmelsernes juridiske indhold.
Det er muligt, at pressemeddelelsen lillejuleaften viser, at der faktisk har udviklet sig en praksis, hvorefter menighedsråd, præst og biskop tilsammen i praksis ændrer ved de faste gudstjenester i et pastorat. Det er muligt, der allerede er en praksis for at aflyse faste gudstjenester, herunder helligdagsgudstjenester, i et pastorat efter aftale mellem præst, det øvrige menighedsråd og godkendelse af biskoppen. Det er muligt, biskopperne allerede i praksis opfatter sådanne ændringer som ’mindre ændringer i liturgien’, jævnfør menighedsrådslovens § 38.
Men det er ikke en mulighed, der fremgår af lovgivningen eller bemærkningerne til 1994-loven eller 2007-ændringen eller i øvrigt af retsordenen. Tværtimod, fristes man til at sige.
Har julens nedlukning gjort det lettere at dispensere for gudstjenestepligten?
Det er et generelt udsagn blandt jurister, at man ikke skal bruge vanskelige sager til at skabe retlige normer for fremtiden – hard cases make bad law, siger man på engelsk.
Det er der imidlertid en tendens til i kirkeretten.
Min frygt er, at fordi det nu – af den ene eller anden grund – blev opfattet som nødvendigt at lukke ned for gudstjenesterne juleaften, så har vi samtidig fået en norm for, at biskopperne kan lægge en fælles dispensationsramme, der anbefaler nedlukning af ikke alene alle landets gudstjenester i denne ’vanskelige’ sag, men at biskopperne generelt har tiltaget sig en ret til at dispensere fra gudstjenestepligten, hvis menighedsråd og præst er enige om det.
Retsregler er folkekirkemedlemmernes eneste sikkerhed for at kunne komme til gudstjeneste
Der er i øjeblikket en meget stærk bevægelse for at få afskaffet retsregler om gudstjenesteordning, ritualer med videre. Det kan jeg sådan set godt forstå – det vil give de fagprofessionelle større frihed og menighedsrådene (og dermed de kirkeligt ansatte) langt større indflydelse. Også større indflydelse, end den nuværende lovgivning åbner for.
Jeg peger blot på, at retsreglerne om gudstjenesteordningen ikke alene er den eneste sikring, folkekirken har for en fælles ordning. Det er også den eneste sikkerhed, folkekirkens medlemmer har, for at gudstjenester faktisk findes. At de ikke aflyses. Som vi netop har set det, da folkekirken fik engelsk syge lillejuleaften.
Konklusion: En forståelig beslutning at aflyse, men hjemmelsgrundlaget er svært at finde
Jeg har mere end fuld forståelse for, at der er grænser for, hvad man kunne nå inden for de retlige rammer fra lillejuleaften mellem 22 og midnat i forhold til juleaftensgudstjenesterne. Min respekt for de mennesker, der har måttet bruge dagene op til jul til at forsøge at finde en fornuftig løsning er endog meget stor.
Men jeg har ikke fundet nogen brugbar retlig forklaring på, at man som udgangspunkt anbefalede at aflyse og at aflyse alle gudstjenester. Eller på, hvor man fandt sig beføjet til det. Og slet ikke på, om man så mener fremover at have en adgang til at lukke for gudstjenestepligten.
Man kunne jo – i denne ’vanskelige’ sag – i stedet have givet en generel dispensation til at ændre de faste gudstjenesters form hen over de seks gudstjenestedage inden for sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
Forklaringen er sikkert og vist politisk. Måske troede man ikke, sundhedsmyndighedernes anbefalinger ville holde længere end et døgn. Måske ville man give medarbejderne julefri og klarhed. Det er dem inderligt vel fortjent. Men det er gået ud over menigheden, der ikke har haft adgang til gudstjenester på seks gudstjenestedage hen over jul og nytår.
Jeg går som en selvfølge ud fra, at beslutningen også havde hjemmel. Jeg har bare ikke fundet det hjemmelsgrundlag. Jeg giver derfor op her og glæder mig til at læse en forklaring fra klogere hoveder.
Og var der ikke nogen konkret hjemmel, så lever vi vel også med det. Så længe situationen ikke bruges som argument for, at der fremover ikke er nogen sikkerhed for, at menighederne har adgang til gudstjenester.
Lisbet Christoffersen er adjungeret professor i kirkeret, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet og professor i kirke- og religionsret, Institut for samfund og erhverv, Roskilde Universitet.