Kirkeministeriet til kirker: Overvej begrænset deltagertal ved konfirmationer

Håndsprit på alteret og indsamling af alterbægre umiddelbart efter brug. Kirkeministeriet har fredag eftermiddag opdateret informationen om coronasmitte til kirkerne

I den seneste opdatering fra Kirkeministeriet om kirkerne og coronasmitten, opfordrer ministeriet til, at præster og menighedsråd overvejer at fastsætte et maksimalt antal gæster, som hver konfirmand kan medtage til konfirmationsgudstjenesten.
I den seneste opdatering fra Kirkeministeriet om kirkerne og coronasmitten, opfordrer ministeriet til, at præster og menighedsråd overvejer at fastsætte et maksimalt antal gæster, som hver konfirmand kan medtage til konfirmationsgudstjenesten. Foto: Kåre Gade / Helsingør Stift

Kirkeministeriet har fredag eftermiddag opdateret deres information til menighedsråd og sogne om, hvordan kirkerne skal forholde sig til coronasmitte. Det sker, efter at regeringen tidligere på dagen opfordrede til, at arrangementer med flere end 1000 deltagere aflyses for at begrænse smitten.

Tidligere har Kirkeministeriet nøjedes med at henvise til Sundhedstyrelsens retningslinjer. Det gør den seneste opdatering også, men den understreger, at statsministeren "har betonet vigtigheden af, at offentlige myndigheder lever op til den skærpede indsats."

Samtidig giver Kirkeministeriet en række konkrete opfordringer, der handler om altergang, store arrangementer, konfirmationer og aflysninger af gudstjenester.

Kirkeministeriets opfordringer

Kirkeministeriet opfordrer til, at man i folkekirken løbende holder sig orienteret, og følger de råd og opfordringer, som myndighederne udsender for at forebygge og inddæmme smittespredning.

Kirkeministeriet opfordrer derfor til, at:

  • Præsterne, som ledere af gudstjenester og kirkelige handlinger, i samvirke med menighedsrådene vurderer smitterisikoen ved gudstjenester og kirkelige handlinger med mindre end 1.000 deltagere. Desuden at der ved nadveruddeling er ekstra opmærksomhed på at forebygge smittespredning, f.eks. ved at bruge håndsprit inden nadveruddeling og ved at indsamle nadverbægre umiddelbart efter brug, så brugte og ubrugte nadverbægre ikke kommer i kontakt med hinanden
  • Vurderingen af smitterisikoen bør bl.a. lægge vægt på hensynet til ældre og svækkede, idet de er særligt udsatte for alvorlige følger ved smitte. Desuden kan man opfordre tilstedeværende til så vidt muligt at holde en passende indbyrdes afstand, og efterleve Sundhedsstyrelsens 5 råd (se ovenfor)
  • Menighedsrådene løbende vurderer smitterisikoen ved andre arrangementer (koncerter, foredrag m.v.) med mindre end 1.000 deltagere
  • Såfremt vurderingen af smitterisikoen fører til, at en gudstjeneste eller kirkelig handling eller et andet arrangement udskydes eller aflyses, bør der så vidt muligt på forhånd sikres generel orientering herom, f.eks. via sognets hjemmeside. Efter omstændighederne kan der derudover være behov for at rette henvendelse direkte til enkeltpersoner eller institutioner (f.eks. plejehjem, skoler m.v.)
  • Præsterne opfordres til allerede nu, i samvirke med menighedsrådene, at overveje, hvorledes situationen kan påvirke de kommende konfirmationer, herunder om der evt. skal fastsættes et maksimalt antal gæster, som hver konfirmand kan medtage til konfirmationsgudstjenesten