Kaj Munk: Tidens tegn og Jesu genkomst

Prædiken til 2. søndag i advent, 1. tekstrække
Tidens tegn og Jesu genkomst

Afholdt:
7. december 1930 formodentlig i Vedersø Kirke

Prædiketekst:
Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Prædiken:

Hvordan kan vi nu vide noget om alt dette, jeg mener, at det virkelig passer? Hører denne Tale om Genkomst og Dom ikke til de Ting i Bibelen, vi ikke længere kan tage for gode Varer? Er der den Ting i Bibelen, vi ikke kan tage for gode Varer?

Ja, der er mange, hvis dermed menes: tro, at de er bogstavelig Sandhed. Der er f. Ex. Historien om Jonas i Fiskens Bug. Den passer ikke, men det har saamænd heller aldrig været Meningen, den skulde passe, tros som virkelig. Det er et jødisk Sagn lige som hvert Folk har sine Sagn, fulde af Skønhed, f. Ex om Dannebrog. Jonas-Sagnet: Guds Kærlighed naar til alle Væsener, baade Hedninge og Dyr.

Heller ej er Skabelsen sket som det gl. Test. beretter det. Der staar kun de Sagn, der fra ældgammel Tid levede i Israels Folk om Tidernes Begyndelse. Og det er storslaaet og skønt og paa den Maade sandt, men virkeligt er det ikke. Hvordan kan vi nu vide, at det ikke forholder sig ligervis med Genkomsten — Verdens Ende. Hvordan skal der ske Tegn i Sol og Maane? hvordan kan Stjernerne falde ned?

Denne Slægt skal ikke forgaa, sagde X, før det sker. Men den er forgaaet. Og X kom ikke. Selv om han havde sagt, at kun Faderen alene vidste Tidspunktet, regnede han dog med, at det vilde ske meget før. 2000 Aar er snart rundet. Og hver gang Krige og Jordskælv har rystet Jorden, sagde man, nu kommer han, og han kom ikke. Bliver det nogensinde til Virkelighed. Er det ikke en from, greben Sværmers skønne, ophøjede Fantasier om de sidste Tider. Er der Tider, der er de sidste eller de første? Er Tiden ikke Evig, og Livet ikke evigt, om ikke paa denne Klode, saa dog i Verden?

Hvad skal vi nu svare til alle disse Indvendinger og Tanker, der kan vaagne i vort Sind. Først dette, at alt det, der har med vor Tro at gøre, det er jo netop noget, vi ikke ved, ikke kan faa Sikkerhed for, det er noget, vi maa nøjes med at tro paa. Jeg siger nøjes, for det skal dog blive saligere engang at have oplevet og erfaret, trods alle de Værdier, der er i Troens Spænding.

Vi ved ikke, at Gud den Almægtige er til, og er Skaber, ikke, at Jesus er undfanget ved Hl. Aand, er dømt af Pontius, (det kunde jo bare være en Historie), vi ved ikke, om der er noget Fællesskab ml de Hl., hverken om der er Synder eller Forladelse, ejheller om Kødet kan opstaa og hvordan eller i det hele om evigt Liv. Saa ved vi da heller intet om X's Genkomst. Men vi tror paa alt dette. Mere eller mindre stærkt. Somme mere, andre mindre. Du og jeg sommetider mere, til andre Tider mindre. Det er Hl. Aandens Gerning, der virker i os, at det, vi er døbt til, det kan vi ikke slippe. Hvorfor? Fordi ham, vi er døbt til, ham kan vi ikke slippe, for han slipper ikke os. Over for alle Tvivl og Indvendinger stiller vi: X har sagt det, og ham maa jeg tro, ja, ham maa jeg tro, selv om han ogsaa tog Fejl.

Men saa staar der tilbage, at hvis man tror, maa man gøre Alvor af Troen. Ellers er det at drive Grin og Spot med det hele. Tror vi paa Dommedag, da maa vort Liv være en Forberedelse til at kunne bestaa for Menneskesønnen. Kære Kristi Venner: dette et Livets evige Alvor: at vi stræber efter Gudsfrygt i vort Arbejde og i vore Hjem og henter vore Synders Forladelse ved X's Bord. At tro uden at leve efter sin Tro er at skabe Rædsel om sin Død.

Amen.

Kommentar:

Mens den folkelige forventning til adventstiden var og er hygge og juleforberedelser, er evangelieteksten til 2. søndag i advent en ganske alvorlig tekst om Jesu genkomst. Naturen skal rystes af en serie af voldsomme begivenheder og individets udfordring er, at hverken blive grebet af frygt eller ligegyldighed, men i stedet at holde fokus på Kristus og forberedelsen til hans komme.

I denne prædiken griber Munk fat i fundamentalspørgsmålet: er disse forudsigelser til at stole på? I stedet for at berolige tilhøreren med forsikringer om genkomstens sandsynlighed sætter Munk sagen på spidsen. Den tvivl, som er naturlig i forhold til Lukasevangeliets profetier adskiller sig i virkeligheden ikke fra andre troselementer, som er kontraintuitive for Munks modernitetsramte tilhørere. ”Er der den Ting i Bibelen, vi ikke kan tage for gode Varer?”

Dernæst opregner Munk et antal af de bibelske fortællinger, som i hans samtids religionshistoriske perspektiv (repræsenteret datidigt i Danmark ved især Vilhelm Grønbech) kan henregnes til det mytiske: Jonas-beretningen kunne være en jødisk myte, ligesom Dannebrogs fald i Estland 1219 og Det Gamle Testamentes skabelsesberetning kan ses som smukke sagn. Munk argumenterer ikke imod dette perspektiv, selvom han tydeligvis ikke deler det. Dette renoncement kan forstås som Munks magtesløshed over tidens førende videnskabelighed, men det kan også forklares med tekstens funktion som prædiken til menigheden i Vedersø, hvor Munk i et modtagerfokus ikke ønsker at introducere akademiske diskussioner, som vil føre for vidt i forhold til både format og menighed. 

Hvordan kan tilhøreren nu forholde sig til evangelietekstens meget konkrete forudsigelser, hvis det erkendelsesmæssige bagtæppe er den modernitet, i hvilken det overnaturlige er sendt i eksil? Tilmed er der talrige kirkehistoriske eksemplet på, at nærforventninger og aktualiseringer af Jesu genkomst er blevet skuffede. Det ligger udenfor den menneskelige indsigt. Munks tilgang er derfor, at det, som fornuften og erfaringen ikke kan acceptere, må modtages i troen. Vi kan ikke vide at Lukasevangeliets ord omkring Jesu genkomst er sande.  Det samme gælder de trossætninger, som indgår i den Apostolske Trosbekendelse, unddrager sig menneskelig verificering. 

Ved på denne vis at skærpe modstillingen mellem den menneskelige erkendelse og den i Bibelen åbenbarede virkelighed, fremfor at nedtone denne, kondenserer Munk tilhørerens tankekors. Mennesket er kaldet til at indrette sit liv og handle efter den tro, som i virkeligheden unddrager sig den menneskelige erkendelse. Hermed annulleres også betydningen af prædikenens indledende religionshistoriske overvejelser. Livets opgave og alvor ligger i, at leve i forventningen om X’ kommer (X er Munks klassisk inspirerede forkortelse for Kristus) uanset, at tvivlen og moderniteten udfordrer det overnaturlige.

”Kære Kristi venner” er en reference til tiltalen i et af Folkekirkens nadverritualer. Det kan hermed forstås inkluderende overfor hele menigheden.

I denne prædiken nærmer Munk sig den kierkegaardske anskuelse, at visse ting i troens verden ikke kan erkendes i deres helhed, men kun som en approximation, en tilnærmelse til det sande og det guddommelige. 

Der kendes 4 prædikener af Kaj Munk til denne tekst, fra 1928, 1930 og 1940 foruden en udateret prædiken, som qua en reference nok er tidligere, formodentlig 1926. Denne prædiken er fra 1930. I de to første(?) prædikener har Munk haft fokus på den personlige efterfølgelse af Kristus. Nu, i 1930, åbner Munk for de mere principielle betragtninger i forhold til, hvordan menigheden kan forholde sig til spørgsmålet om at tro på det utrolige. Flere af denne prædikens perspektiver udvides i prædikenen 1940, som er en prædiken beregnet til udgivelse.