Kaj Munks prædikener - 2. søndag i fasten, 2. tekstrække
Afholdt:
16. marts 1930
Prædiketekst:
Markusevangeliet 9,14-29
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn «
Prædiken:
Markus-evangeliets 9 Kap. (jeg læser fra v 1 til v. 32) handler jo om dette: I i Højhed som i Fald, du fulgte tro dit Kald. Og Texten til i Dag handler om II 1) en, der trængte til at hjælpes, 2) nogle, der ikke kunde hjælpe og 3) Han, der kunde.
Ja, det var Højhed og saa “at komme ned paa Jorden igen”. Vi tænker uvilkaarligt paa hans første Komme, ved Juletid. Da steg han ogsaa ned fra himmelsk Magt og Herlighed til Krybberum og Armod; men der var dog Engle, der sang om ham, en Mor, der holdt om ham, og selv var han et lille ubevidst Barn, der endnu ikke ret forstod Elendigheden om sig. Nu var han “voxet” og var sig Elendigheden fuldt bevidst. Saa blev han løftet op fra det altsammen, blev straalende lys som Solen, Fortidens Mægtige samledes om ham, kære Venner og Disciple stod ved hans Side, og selve Almagtens Røst lød over ham og sagde god for hans Gerning og for ham selv. — Og et Øjeblik derefter staar han i en anden, en ramsaltet Virkelighed: Tvist og Kiv, hæslig Sygdom og Elendighed, Mangel paa Alvor hos Venner, hans kære, Disciplene, Mangel paa Tro, som den store Slægtssammenhæng, der er Kilden til al dyb Elendighed. Og her ser vi nu X's Forvisning tydeligst levendegjort for os, hans Forvissning om, at for den, der tror, er alle Ting mulige — men at det dog kommer an paa, hvordan man tror — hvad denne Tro er bygget paa, hvordan den er bygget op — at det er ikke den Tro, der falder ned i Hovedet paa En ved en eller anden mærkelig Oplevelse, Omvendelse ell. Gennembrudd eller andet gaadefuldt, men at det er en Tro, der bygges paa andet og mere end Følelse og Ophidselse, den, der bygges paa Vilje, streng Selvtugt, Alvor; Bøn og Faste. Ja; thi naar Bøn og Faste her er sat sammen, saa er det jo klart, at X har ment, at ogsaa det at bede er et Arbejde. Der er nogen, der siger, vi skal kun gaa i Kirke, naar vi har Lyst, kun bede, naar vi har Lyst; og det er rent galt. Bøn er Medicin mod mangen ond Sygdom i os, og Medicin er sjælden velsmagende, ja, Bønnen er ogsaa mere end det, men det er den ogsaa. Og er det sandt, at vort naturlige Menn. er ondt, kan man egentlig ikke vente, at det at bede er saa fornøjeligt — af sig selv er Fanden ræd for Kors, vil det onde ej Gud nær. Nej, skulde vi vente “til vi fik Lyst”, da blev det mangengang et hensygnende Kristenliv, vi førte, og det kan da ogsaa enhver forstaa, at saa meget kan vi ikke opbygge paa saa ustabil og skiftende og tilfældig en Grundvold som — Lyst. Er Troen Alvor for os, da kæmper vi for at bevare den, styrke den, bygge den op — Bøn og Faste — Faste det er jo netop at give Afkald paa det, der er vor Lyst. Saa nærmer vi os X's Tro, saa at vi med hans Kraft kan magte de Aander, de Opgaver, andre maa lade ligge, og vi velsignes til i nogen Maade som han i Højhed sam i Fald at følge tro vort Kald.
Amen.
Kommentar:
I dette prædikenmanuskript indleder Munk med en kort oversigt. Han oplæser Mark 9 fra begyndelsen, og inddrager dermed beretning om forklarelsen på bjerget, hvor Kristus åbenbares i sin guddommelige natur. ”I Højhed som i Fald | Du (dvs.: lærken) følger tro dit Kald.” er en strofe fra digteren og højskolemanden Christian Richardts digt ”Velkommen Lærkelil” (1868), som Munk citerer som anslag. Prædikenen har herefter en klar, treledet disposition.
Kristus kom ned på jorden igen efter forklarelsen, ligesom julenat, hvor Kristus kom til jord. Der var både engle, som symbol på det guddommelige, og armod, som symbol på menneskeden. Nu var Kristus voksen og bevidst om ”Elendigheden om sig.”
Ved forklarelsen blev Kristus anerkendt ved lys, et ord fra Gud og ”Fortidens Mægtige”, Moses og Elias fra det Gamle Testamente, var til stede sammen med nogle af hans disciple. Men kort efter oplever han, at virkeligheden er mere ”ramsaltet”, besk, for der er stadig ”Tvist og Kiv, hæslig Sygdom og Elendighed”. Og samtidig mangel på tro og ”Alvor”, som Munk forbinder med ”den store Slægtssammenhæng, der er Kilden til al dyb Elendighed”, nemlig menneskets syndige tilbøjelighed. Hermed vedkender Munk sig den klassiske arvesyndslære.
I modsætning til disciplenes vantro er Kristus dog overbevist om, at for Gud er alle ting mulige, en reference til Mat 19, 26 og Luk 19,26. Den rette tro bygges ikke på ”Følelse og Ophidselse” eller en omvendelsesoplevelse. Den bygges på ”Vilje, streng Selvtugt, Alvor; Bøn og Faste!” Der står ikke om faste i Mark 9,29. men Munk husker nok parallelstedet, Mat 17,21, hvor fasten er med. Munk kobler bønne og fasten for at udtrykke bønnens natur som ”et Arbejde.” Siden beskriver Munk nærmere hvordan kirkegang og bøn som medicin må indtages som besk medicin, også når man ikke har lyst. Menneskets natur finder ikke nødvendigvis at bøn ”er saa fornøjeligt”, ligesom den ondskaben og Satan skyr både Gud og kors.
Munks opmuntring er således til at kæmpe for at bevare troen ved bøn og faste, uden at lysten driver værket. Følelsen er nemlig så ”ustabil og skiftende og tilfældig en Grundvold” at lysten må forsages til fordel for beslutningen. Først der ”nærmer vi os X's Tro”. Det er her kraften ligger til at ”magte de Aander, de Opgaver, andre maa lade ligge”. Her refererer Munk til Kristi uddrivelse og helbredelse i Mark 9,25-27. Til afslutning citerer Munk igen Christian Richardts digt, hvor kaldet nu helt tydeligt er blevet bestemt.