Kaj Munks prædikener - Skærtorsdag

Kaj Munk: Påskemåltidet - At forberede sig på nadveren

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til Skærtorsdag - 1. tekstrække. 

Afholdt: 

Formentlig holdt torsdag den 9. april 1925 eller torsdag den 15. april 1927. 1. tekstrække bestemt ud fra teksten.

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 26,17-30

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 

Prædiken:

I Dag for attenhundredeoglidtoghalvfems Aar siden gik Folk til Alters for første Gang. Svage og syndige Menn. var det som nu, der kom, men han, der uddelte Brødet og Vinen, var ikke et svagt og syndigt Menn., for det var den Herre Kristus selv. Og saa er det dog saadan, at det atter er ham, der i Dag vil samle os ved sit Bord, at jeg er kun hans ringe Tjener, kun Opvarter er jeg, at vi har hans dyre Forjættelse for, at hvor hans Menighed samler sig, dær kommer han selv til Stede, hvis den da samler sig i Alvor og Oprigtighed.

Og nu staar det saadan for mig, at det er min Pligt i Dag at advare jer mod en overfladisk Altergang. Jeg maa huske jer paa det manende Ord, at den, der æder og drikker Herrens Legeme og Blod uværdigt, han æder og drikker sig selv til Dom, ja, jeg vil gaa saa vidt, at jeg vil bede jer holde jer fra Nadverbordet, hvis I ikke kommer med Trang ell. dog med en fast og ydmyg Beslutning om, at dette skal betyde noget for jer — det giver I Gud ell. jer selv jert Æresord paa. I maa jer prøve jer selv, og er der f. Ex. en af jer, der føler, han har et haardt og utilgivende Sind — er der engang begaaet en Krænkelse over for ham og han kan ikke med Sandhed bede: Forlad mig min Skyld som jeg forlader mine Skyldner — saa hold ham dog fra Herrens Bord.

Kan I ikke huske i Lignelsen om det store Gæstebud, da der omsider kom Gæster, at saa var der en iblandt dem, der ikke havde Bryllupsklædning paa. En frygtelig Medfart fik han: Kast ham ud i det yderste Mørke; dær er Graad og Tænders Gnidsel. Hvor nødig vilde jeg dog være Skyld i i Dag, at en uden Bryllupsklædning slap med ind og det gik ham saa ilde — at en spiste og drak sig selv til Dom. Ransager du dig derfor i fuldt Alvor med din Samvittigheds prøvende Lys og finder du ikke i dig Ydmygheden ell. Angsten eller Sorgen ell. Angeren ell. Føl. af Ufortjenthed, af Uværdighed til at møde med Herre Kristus, min Ven, hold dig fra Nadverbordet, jeg beder dig saa mindelig; for det kan blive dig, til den største Skade, til ubodelig Men.

Og naar jeg nu har talt saa indtrængende og varslende til dig, saa skal du ogsaa vide, at nu er du oplyst, og nu er Ansvaret helt dit eget, og det maa du bære selv for Guds Øje og tage Følgerne selv.

Men saa har jeg ogsaa en ganske anden Forkyndelse om Nadveren, d. v. s. det er bare den anden Side af den samme Sag. Og dær vil jeg begynde med Morten Luthers skønne og dybt kristelige Ord: Naar du føler dig helt uværdig til at nyde Sakramentet, da kan du nyde det, for da er du værdig.

Ja, det er sandt; de ydmyge, de sigselvforkastende, dem med Tolderbønnen: Aah, Gud var mig arme Synder naadig, se, dét har alle Dage været dem, som X kaldte med Vennenavn. Gaa du da trygt op til Mødet med din Gud i Dag, lad ham sende dig Syndsforladelsens, Retfærdiggørelsens, Frigørelsens, Kraftens Fred i dit Sind.

Forstaar du, hvad jeg mener med disse Ord? Forstaar du, at Gæsten, der gaar fra Jesu Bord, han gaar saa frank, saa lys i Sind — uden sin Syndebyrde og uden sin Syndeangst, fri og stærk. Dær genvinder han Troen paa, at de onde Magter aldrig skal sejre over ham, for den, der har en ven som X han kan ikke synde, nej, han vil da ikke gøre sin kongelige Frænde Skam.

Nadveren det er Menn.'s Møde med X. Intetsteds paa denne Jord møder vi ham som dêr, møder ham personlig, møder ham legemlig. Men Nadveren forudsætter Sindet, der længes efter ham, Sindet, der gerne vil møde ham — er der en Mand, du ringeagter, du ikke bryder dig om, hvordan kan du saa faa det festligt som Gæst i hans Hjem? Nej, en Altergang forudsætter din sande Trang til at kalde ham Min Ven, min Herre og min Gud. Den forudsætter din Lyst til at være et godt Menn., et alvorligt og rent Menn., ja, et helligt Menn., et Guds Barn; thi hvad vil du ellers med Syndsbekendelsen over dit Hoved; den forudsætter dit Haab om det evige Liv; thi var der intet evigt Liv, saa kunde X jo ikke komme personligt til Stede, saa var Nadveren jo ikke det store Fællesmaaltid ml. alle Kristi sande Kirkes sande Medlemmer, og det er den — Paulus og Augustin og Luther og gamle Plessner og din gamle fromme Mor, om du havde en saadan, se , de knæler sammen med os ved den anden Ende af Nadverbordet, den Ende, der staar i Himlen.

Og først og sidst forudsætter en Altergang, at du tror paa Jesus som Guds Søn, som den, der elsker dig, den, der ikke har skyet noget Offer for at bringe dig Frelse til evigt Liv — for kalder du ham ikke med saadanne Navne, hvad Højtid er der da ved at møde ham? Og Højtid, det skal der være — aah, min Ven, dit Hjerte burde banke hastigt, dine Øjne dugges, dine Hænder skælve — det er jo ham selv, der kommer — — aah ja, saadan er det vel rigtigst at sige det, at det var galt, hvad jeg sagde med alle disse Forudsætninger, der krævedes — der kræves visst ingen, slet ingen, undtagen den ene, at du kommer, kommer med Nadversynd, kommer med ydmyg, stille Forventning, med Højtidsængstelse — fordi det er ham, der kommer, forstaa det dog, ham de slagtede, ham, der opstod — ham der ved Skaberens Side, ved Almagtens højre Haand nu i to Aartusinder har taget mod Menn.'s Bønner og Røgelse, Taarer og Lov og har styret sin Kirke paa sin Jord, sin Verden med egen Haand — styret den frem til sit Endemaal — hvad Ære, der sker dig, Menn., Majestæten, Majestæten i det høje, Kongernes Konge stiger ned fra sin Herligheds Trone for at klappe din Kind og trykke din Haand an, skælv dog, du Sjæl, og tak ham og lev derefter, hans Navn til Ære.

Amen i Jesu Navn.

Kommentar: 

Her er formentlig tale om en af Munks tidlige prædikener. Stilen peger tydeligt i den retning og 1925 eller 1927 er begge sandsynlige. Senere i sin præstetid forlod Munk det fulde manuskript, for siden at genoptage denne forberedelsesform i forbindelse med de udgivne prædikener under besættelsen. Derfor er den tidlige datering ganske sandsynlig, ligesom evangelieteksten bekræfter, at der er tale om en prædiken i et år, hvor 1. tekstrække anvendes i Folkekirken.

Prædikenen nævner stort set ikke evangelieteksten om påskemåltidet i Jerusalem, som dog må tænkes bekendt og underforstået. Det er selve nadvertanken, som er i fokus. Måske skyldes dette, at altergang i mellemkrigstiden ikke i alle sogne var en hyppig foreteelse. Jævnligt blev altergangen indledt med en decideret skriftetale, hvilket dog næppe var nødvendigt her, eftersom prædikenen tiltaler de samme temaer.

Munk tager i denne prædiken sit afsæt i et historisk tilbageblik på den bibelske nadver, år 33. Men straks føres tilhøreren til nutiden, til altergangen i kirken. Munk er selv ”en Opvarter”, men han repræsenterer dog Kristus. Selv er han et svagt og syndigt menneske ligesom den menighed, som kommer for at tage imod sakramentet. Men han gør det på Kristi vegne, og må derfor også sige nogle alvorsord. Her giver Munk en formaning til, ikke at tage imod nadveren på overfladisk vis. Hermed er Munk ganske i tråd med klassisk, luthersk tradition. Munk giver eksemplet med en mand, som har svært ved at tilgive, at han er blevet krænket. Jævnfør Fadervor må han tilgive, og indtil han vil, bør han holde sig fra sakramentet.  

Munk bruger en reference til lignelsen om kongesønnens bryllup i Matt 22,1-14. Her hedder det, at en gæst manglede bryllupstøj og derfor blev smidt ud. Hos Munk svarer billedet på det manglende bryllupstøj til en manglende alvor over for nadveren. Munk tager sit ansvar som præst på sig og anbefaler at ransage samvittigheden, komme til Kristus for tilgivelse, og først derefter opsøge sakramentet. Munk tilføjer nu, at efter formaningen er det nu tilhørerens eget ansvar.

Som kontrast til denne luthersk-ortodokse, renhedsorienterede tilgang supplerer Munk nu: Der er også den lutherske forkyndelse, at netop den i eget perspektiv uværdige er fundamentalt værdig til at modtage nadveren. Munk refererer til ”Tolderbønnen” i Luk 18,9-14, hvor tolderen står som den ydmyge synder, som finder tilgivelsen. Derfor bør tilhøreren lære af ham og søge Kristus. ”Syndsforladelsens, Retfærdiggørelsens, Frigørelsens, Kraftens Fred i dit Sind.” ligger netop i denne relation. Nadveren er netop menneskets dennesidige møde med Kristus. Attituden, hvormed man kommer, afgør kvaliteten af mødet, ligesom ved et gæstebud. Altergangens forudsætning er netop evighedshåbet. 

Samtidig udgør nadverens fællesskab med de troende, her nævnes centrale bibelske og kirkehistoriske skikkelser, ”Gamle Plessner” (som ikke umiddelbart kan identificeres) og endelig tilhørerens mor. Der er en klassisk, kommunitarisk tanke som nadveren som fællesskab mellem alle troende til alle tider, som Munk fremhæver. Men endelig, så er det væsentligst Kristus som forsoneren, tilhøreren skal se hen til. Her griber Munk med pathos anledningen til at beskrive en dybt emotionelt engageret person, som søger tilgivelsen og sakramentet med ”ydmyg, stille Forventning, med Højtidsængstelse”. Hermed lægger Munk sig efter en klar pietistisk tradition, som frem for den lutherske ortodoksis renhedsfokus lod hjertes emotionelle tilslutning være temmelig central. Netop her kommer Gud til stede og møder den enkelte.

Ud fra en teologisk vinkel kan man bemærke, at Munk formår rudimentært at fremlægge hele fire distinkte nadversyn i sin korte prædiken. Det luthersk-ortodokse med fokus på den rene samvittighed. Et luthersk, sjælesørgerisk syn med fokus på den tilgivne synder. Et fællesskabsorienteret, eskatologisk perspektiv og endelig en pietistisk vinkel, som Munk med stor sandsynlighed har været velbevandret i fra sin barndom og første ungdom i Indre Mission i Maribo.

I denne tidlige prædiken ses ansatser til den stil, som Munk senere rendyrker, nemlig at præsentere tilhøreren for flere, indbyrdes konkurrerende tolkninger. Selvom prædikenen slutter med et pietistisk perspektiv, som er centralt for Munk, er de andre perspektiver på ingen måde dømt ude. Munk overlader det dermed til tilhøreren selv at drage sig sine konklusioner.
 

Om prædikenen

Type: Menighedsprædiken, formaningsprædiken
Referencer: Matt 26,17-30 - Påskemåltidet, Matt 5,12 - At forlade sine skyldnere, Matt 22,1-14 - Kongesønnens bryllup, Luk 18,9-14 - Farisæeren og tolderen
Temaer: Nadver, altergang, sakramenter, hellighed, alvor, syndsbekendelse