Kaj Munks prædikener - 22. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Om at være helhjertet

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække

Afholdt: 
9. november 1941

Prædiketekst: 
Matthæusevangeliet 18,21-35

Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«

Prædiken:
Hvis Kristendommen stemmer med vore Ideer, hvis den er noget, som vi selv kan tænke os til, saa er den Løgn. Det uundværlige Dogme i den er det, at Ordet blev Kød. Der er en Titel, den ikke kan miste, og det er “kommen fra Gud”. Jesus har “aabenbaret” os, at Gud er Kærlighed. Det er det glade Vanvid. Alt det afgørende her i Verden bestrider det. Naar derfor Tvivlere og Trosfjender kører frem med Krigen og Jordskælv og al anden Forbrydelse og Nød som Bevis mod Gud og mod Kærlighedens Gud, saa nikker vi og giver dem Ret: Det er sandt nok, alt det dèr beviser, at der ingen Gud er til, eller hvis der er en, saa er han en Djævel. Vi kan ikke se rettere, vi kan ikke finde ud af andet. Derfor er det, Gud gav os Jesus. Kun ved Aabenbaringen kunde vi tage mod Sandheden, naar Sandheden er det modsatte af alt, hvad vi kan sanse og tænke os til. Paa Jesu Autoritet og paa den alene er det, vi bygger vor Tro. Og saadan gaar det til, at vi kalder ham for Verdens Frelser.

Derfor er vi Kristne magtesløse i Diskussionen. Vi er henvist til at give de andre Ret. Men da indfører vi det ubekendte Begreb X, som har løst alle vore Ligninger. Vore Modstandere svarer, at nu snyder vi. Ud fra deres Forudsætninger har de Ret. Derfor er det, jeg siger, vi kan ikke diskutere med dem. Var der ikke andet at overbevise Mennesker med end Sætninger og Begreber, var vor Sag for længe siden tabt.

Hvordan bliver Jesus Autoritet for en Menneskesjæl? Vi kalder det Helligaandens Virken, naar det sker. Og det sker ad tusinde Veje. Vi har talt om det saa ofte her i Kirken, at vi maa lade det ligge i Dag. Kun nøjes med igen at huske os selv paa, at Jesus og kun Jesus kan vise os Gud.

Viser han os da et Glimt af Gud og lader os selv om at slutte os til Resten? Han lader os ikke selv om at slutte os til nogetsomhelst. For saa ophøjet er Gud over Mennesket, at vort slaar ingen Steder til. Om han nu havde fortalt os, at Gud var Kærlighed, og saa overladt det til os selv at spinde Teologi derudfra, hvad var det for en Glansbilledgud, vi havde faaet at dyrke? Aldrig Virkelighedens, aldrig Jesu Gud. “Hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlen, indtil han kunde faa betalt alt det, han var ham skyldig.” Det stemmer ikke med vore elskværdige Begreber om Kærlighed. Men saadan er den Kærlighedens Gud, Jesus har levet for os. “Saaledes skal ogsaa min himmelske Fader gøre imod eder, om I ikke af Hjertet tilgiver enhver sin Broder.”

Den kristne Forkyndelse nu om Dage vil helst dvæle ved Evangeliets Sommerdagsidyller og haste Tordenen forbi. Den vil godt sentimentalisere om Himlen, men den rejser Læskærm mod de kolde Vinde fra Afgrunden. Den kæler for Menneskets Frelse, men tør ikke se Fortabelsen ind i Ansigtet. Den er for liberal, for humanistisk, for blodfattig til at kunne forkynde, at Guds Vrede er en afgørende Side af hans Kærlighed. Og jo mere Verden ryster under hans Ansigts Harme, des mere staar Kirken paa Tæerne for at kamouflere Rynkerne paa hans Pande.

Kirken har afrustet. Derfor er den blevet svag. Den har voldt sig selv Skam og Verden uhyre Skade ved at give efter for sin Virkelighedsangst. Naar Verden ikke troede, at det var saa alvorligt, som Præsten prædikede, holdt Præsten op med at tale alvorligt. Det skarpe Lys blev sat under en Hætte. Verdenssaltet mistede sin Kraft. Og Ondskaben, som mærkede Modstanden mod sig neutraliseret, skød Kæmpevæxt og begravede Verden under sin Elephantiasis.

Mine Landsmænd, jeg kender en Præst, der sommetider har bedt til Gud, om han ikke maatte blive Missionsmand. Han synes, han trænger saa inderligt til det. Men Gud har hvergang svaret Nej. “Maaske du kan faa Lov til det engang,” siger han; “men der er Sider i din Natur, som i saa Fald maatte kappes af, og som jeg foreløbig har Brug for, der hvor du er.” Til at være sand Missionsmand kræves der en stor Portion Umenneskelighed.

Men enten vi nu er det ene eller det andet, saa kræver i hvert Fald Evangeliet af os, at vi favner videre end til at bygge Teologi over et Jesus-Ord. Vi kan ikke nøjes med en Gud, der er Elskværdighed midt i denne Syndens Verden. Saa vidt maa vi i hvert Fald se, at Guds Kærlighed kan ikke undvære Vreden. Og ejer vi ikke Vejrdrag nok til at tordne mod de andre, saa maa vi tordne mod det slappe og vege Hjerte i vort eget Bryst: Tror du, du kan tjene Gud med Halvhed og Lunkenhed? Du kalder dig paa Mandtalslisten for tilhørende Folkekirken, men du sætter jo aldrig dine Ben til dens Gudstjenester, du rækker aldrig efter dens Sakramente, du indretter dit Liv, som om du overhovedet ikke var døbt, alt hvad du har med Kirken at gøre er, at du vil have en Præst til at staa og berømme din Borgerlighed, naar du ligger med Næsen spidset mod Laaget. Ved du, hvad du er? menneskelig set er du et Pjat. Meld dig dog ud! meld dig dog ud for din Æres Skyld, Mand! Og kirkelig set er du en raadden Gren paa Guds Riges Træ. Meld dig dog ud, saa Gud kan dømme dig lemfældigere paa Dommedag, for saa har du i det mindste ikke været med til at holde ham for Nar.

Hvorlænge tør vi tilsløre for os selv, at Guds Ord er det mest forpligtende i Verden? Det gaar nok altsammen, tænker vi, og det gør det ogsaa, men det er ad Helvede til, og det er endnu længere, det er helt derned. Nu ligger Europa i Svovlpølen. “Fordi du hverken var varm eller kold, men lunken, vil jeg udspy dig af min Mund.” Og du selv, lille Menneskesjæl! Hvis du har Sukkersyge, skal du nok passe din Diæt og dine Indsprøjtninger for at forlænge dine verdslige Dage med endnu nogle Stykker. Men naar det gælder selve din Evighed, saa tør du tillade dig at lade haant om de Anvisninger, den store Læge har givet dig for at frelse dig fra den Sygdom, der er værre end Kræft og Spedalskhed. Du er kry i Dag, du er sorgløs, du er ovenpaa. Men naar den Time kommer, da Overtjeneren stiller og præsenterer dig Regningen over dit Liv, hvad har du saa at betale med? Saa kommer de til dig, de store Hvis'er. Hvis det nu ikke er ovre med Døden? hvis det nu er sandt, at der er et Liv deromme bag Forhænget? at der er en Dommer over alt, hvad jeg har gjort, og over alt, hvad jeg har undladt at gøre? hvis det er sandt, at der er et Sted, hvor Ormen ikke dør og Ilden ikke slukkes, et Graadens og Tændergnidselens Sted? og hvorfor skulde det ikke være sandt? allerede paa Jorden er Livet jo et Helvede, hvorfor saa ikke i Evigheden?

Hvis, hvis, hvis.

Da skriger du efter en Frelser. Men du har glemt i Tide at lære hans Sprog — du ved ikke, hvad han hedder, med hvad Ord, du skal kalde paa ham. Den tause magre Overtjener staar stadig ved Fodenden af din Seng og peger paa Regningen. Du har ingenting at betale med. Saa vinker han ad Hjælp til at faa dig kastet ud. Og nu ser du, at de nærmer sig.

Omvend dig, mens det er Tid! omvend dig! slip Halvheden! bliv et Mandfolk, giv din Bekendelse til Kristus eller til Satan! omvend dig! slip Vaneliv og Slendrian og “det gaar sgu nok altsammen”. Det er ikke de store Syndere, men de pjattede og uafgjorte, der giver Grobund for det onde paa Jorden og holder Ilden i Live i Helvede.

Amen.

Kommentar: 
Munk tager ikke umiddelbart udgangspunkt i evangelieteksten fra Mat 18 om den gældbundne tjener, men i det grundlæggende spørgsmål on konsistensen mellem erfaring og åbenbaring. Her tænker Munk på den bibelske åbenbaring, specifikt på inkarnationen i Kristus med en reference til Johannesprologen, Joh 1,14. 

Troen på den kærlige Gud er ifølge erfaringen ”det glade Vanvid”. Det mere ubestemte ”al anden Forbrydelse og Nød” bruges som ”Bevis” imod åbenbaringens Gud. Munk samstemmer med denne logik, og bekræfter, at ud fra erfaringen er Guds eksistens svær at acceptere.

Troen bygger ifølge Munk nemlig slet ikke på erfaringen. Kristus har åbenbaret det utænkelige, for ”Sandheden er det modsatte af alt, hvad vi kan sanse og tænke os til.” Det er eksklusivt Kristi autoritet som viser hen til forsoningen. Mens erfaringens logik er uimodsigelig ”indfører vi det ubekendte Begreb X”, Munks forkortelse for Kristus, hvorved ligningen løses. Da dette som ovenfor beskrevet ikke ovebeviser med erfaringens logik viser Munk hen til ”Helligaandens Virken”, som formentlig skal forstås som en slags omvendelse eller åndelig oplysning.  Dog er denne personlig åbenbaring, ”et Glimt af Gud” ikke udtømmende. Teologien kan skabe en ”Glansbilledgud”, som ikke er ”Virkelighedens, aldrig Jesu Gud”. Munk refererer nu til domsmotivet i evangelieteksten Mat 18,34, som kolliderer med ”vore elskværdige Begreber om Kærlighed”. Kristus har levet den sande repræsentation af et guddommeligt kærlighedsbegreb, som også omfatter domsordene til tilhøreren, Mat 18,39.

Munk beklager nu, at ”den kristne Forkyndelse”, underforstået i Folkekirken, mangler blik for fortabelsen og ikke blot frelsen. Den fokuserer på ”Evangeliets Sommerdagsidyller”, men uden tordenen. Hermed fortier Kirken, at det guddommelige kærlighedsbegreb indeholder også en ubelejlig vrede, som Kirken ønsker bort, med Munks billede at ”kamouflere Rynkerne” på Guds pande. Kirken er blevet humanistisk og liberal og i sig selv ”afrustet”. Menneskets situation er alvorlig, men Kirken har angst for denne virkelighed.

Denne første del af Munks prædiken indeholder mange træk fra en klassisk missions forkyndelse. Formentlig er det årsagen til, at Munk nu tager sit eget kirkelige ståsted op, idet der må formodes, at Munk taler om sig selv i tredje person. Præsten oplever, at han har inderligt brug for at blive missionsmand, og beder Gud om det, men får det ikke.

Munk appellerer nu direkte til tilhøreren. Åbenbaringen er forpligtende, og det går nok, men kun ”ad Helvede til”, hvormed Munk fastholder dommen, men ikke kun den evige, for ”Europa [ligger] i Svovlpølen”, Med en reference til brevet til menigheden i Laodikea i Åb 3,15-22 fastholdes omvendelseskaldet, som i denne tekst handler om, at menigheden må omvende sig fra sin lunkne tro, men at det også er muligt igen at træde ind i en sund relation til Gud.   

Mennesket gør sig umage i forhold til at forlænge livet ved f.eks. sukkersyge, men Munk beskriver menneskets faldenhed som den værste sygdom. Mennesket kan føle sig trygt, men en dag møder det ”Overtjeneren”, som ”præsenterer dig Regningen over dit Liv” Munk fabulerer over, hvordan mennesket skal betale, om der er liv efter døden, om der er en dom over gerninger og undladelser, og om der skulle være et Helvede?

Munk standser nu overvejelserne og kommenterer dem ikke yderligere: ”Hvis, hvis, hvis.” Overvejelserne bør få mennesket til at skrige ”efter en Frelser”, men mennesket mangler nu sprog. Mennesket står til at blive kastet ud, billedet er restaurantgæsten, som ikke kan betale, eller måske reference Mat 22,13, hvor en gæst ved kongesønnens bryllup smides ud.

Munk afslutter prædikenen med en teatralsk replik: ”Og nu ser du, at de nærmer sig.” Denne replik fører til en direkte opfordring til at slippe den lunkne kristendom, De ”pjattede og uafgjorte” er de, som med lunkenhed ”holder Ilden i Live i Helvede.” En meget stærk, afsluttende sætning i en prædiken, som er præget af et for Munk temmelig atypisk næsten ensidigt omvendelsesfokus.

Denne prædiken er interessant i sig selv, i og med den belyser spændvidden i Munks forkyndelse. Den er også interessant, fordi Munk her aktivt kommenterer sin forbindelse til den missionske kristendom, som Munk både længes efter, og tilsyneladende frastødes af.

Fra et kritisk perspektiv kan man problematisere Munks brug af evangelieteksten. Hvor teksten fra Mat 18 i sin klassiske tolkning handler om menneskelig og guddommelig tilgivelse er det i alt væsentligt alvorselementet, som Munk uddrager.