Kaj Munks prædikener - 10. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Klage over Jerusalem. Oprustning og nedrustning

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække 

Afholdt:

21. august 1927

Prædikentekst:

Lukasevangeliet 19,41-48

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. 

Prædiken: 

Sjældent hos Jesus den Betragtning: er du gudfrygtig, gaar det dig godt i dette Liv. Han har vidst, at det var Hedenskab meget udbredt endnu. Jeg vil holde gode Miner med den Gamle, være flink til Kirkegang, til Salmesang, Møder og Bøn; saa lønner han mig med Fremgang, Trivsel, jeg skaanes for Sygdomme, faar mit Korn godt ind osv. En uværdig Betragtning, som ejheller holder Stik. Vi ser, at fromme Menn. sidder i Nød med Pengesager, prøves med Sygdomme bukker under for Døden som vi andre. Og vi ser, hvad værre er, at de Kristne ingenlunde er bedre end andre, de fristes som andre og falder som andre. Jesus har set det og sagt: Tro ikke de Galilæere, Taarnet i Siloam faldt ned paa var værre end andre. Og: Gud lader sin Sol opgaa over ond og god, regne over retf. og uretf.

Jamen, hvad skal vi da gaa i Kirke for? Ja, spørger vi saadan, skal vi heller ikke komme der. Vi gaar i Kirke af samme Grund som vi f. Ex. gifter os og faar Børn. Fordi det gør vi nu. Der har vi vor Plads. Vort Liv vilde som noget, være underligt halvtomt, kom vi ikke der. Saa kommer vi da i Gudshuset, ganske af os selv og møder Livet der. Og jo mere vi kommer der, jo kærere bliver det os. Men — vi bliver ikke dygtige Landmænd, rigere i Penge, stærkere i Helbred, vældigere i Fristelse af det. Vi skulde visstnok blive det, men — — og dog, dog bliver vi det visst ogsaa en Kende. Vi, der kommer her, vi var visst ringere, end vi nu er, hvis vi aldrig kom her.

Thi der er alligevel noget om, at det betaler sig at være Kristen allerede i dette Liv. Lad være, at det er de sjældne Tilfælde, saa er det dog af de Tilfælde, der indtræffer i enhvers Liv. Etsteds har X lovet Erstatning allerede i dette Liv til dem, der følger ham. Og i Dag siger han vidste du dog! altsaa: hvis du vidste, vilde meget blive anderledes.

Jeg ved ikke, hvordan Jerusalem vilde være blevet bevaret. Maaske havde de saa afrustet. Og Romerne havde skaanet dem. Maaske havde de mødt i Plade alle. Og havde sejret.

Og saadan ogsaa med dig og mig. Tager vi os Guds Ord til Hjerte, lever vi ret, hvad der tjener til vor Fred, da ruster vi os i Plade og sejrer ved Guds Hjælp. Eller vi afruster og sejrer ved hans Frelse, hans Naade.

Amen.

Kommentar: 

I denne prædiken fra 1927 diskuterer Munk et nogenlunde enkelt spørgsmål ud fra evangelieteksten: Er der en sammenhæng mellem liv og skæbne? Det er et klassisk teologisk tema, som er i nær forbindelse med teodice-problematikken, hvor spørgsmål om Guds retfærdighed i en falden verden er i spil.

Munk indlader sig ikke på at parafrasere evangelieteksten i Luk 19, men lader teksten stå som udgangspunkt og præmis for prædikenen. Formentlig er det ikke mindst den klassiske, folkekirkelige placering af evangelieteksten fra prædikestolen umiddelbart inden prædikenen, som tillader Munk på denne måde at udgå fra, at tilhøreren har evangelieteksten i frisk erindring.

Til indledning opsummerer Munk Kristi generelle perspektiv på relationen mellem liv og skæbne: der er ikke en entydig sammenhæng. Der refereres til Luk 13, hvor Jesus understreger at 18 mennesker, som blev ramt af et faldende tårn, ikke blev ramt pga. deres vandel. Et andet eksempel nævnes i samme kapitel og vil formentlig klinge med hos den bibelkyndige tilhører. Der refereres også til Bjergprædikenen i skikkelse af Mat 5,45, hvor naturen beskrives som fremtrædende kontingent i forhold til individet.   

Samtidig er der for Munk tale om gammel ”Hedenskab”, hvis man søger at integrere det, som i det 21. århundrede kunne beskrives som karmatænkning. Man kunne forestille sig, at et ydre, fromt kristen liv ville blive belønnet med fremgang og trivsel, men det er ikke tilfældet. Den, som ”lønner”, er i denne kontekst Gud. Men det er for Munk en ”uværdig Betragtning, som ejheller holder Stik.” Gode kristne rammes også af fattigdom, sygdom og død. Herigennem kan de ”prøves”, hvilket refererer til den klassiske, kristne tanke om prøvelser, som hyppigt ses i især den nytestamentlige brevlitteratur, men også i det Gamle Testamente, bl.a. i Sal. Prøvelsen er ikke en Guds straf, men snarere et værktøj til at bringe den troende i en nærmere relation med Gud. Samtidig gælder det, som Munk påpeger, at kristne har moralske brister som andre og ”falder” dermed også for fristelse, eller ”i fristelse”, som det verbaliseres i Fadervor, Mat 5.

Nu diskuterer Munk andre motivationer til kirkegang end det, at forvente belønning. Der er tale om en naturlig trang, ligesom ægteskab og børn. Det kan være et ureflekteret valg: ”Fordi det gør vi nu.” I ”Gudshuset” møder menigheden ”Livet” og udvikler en emotionel tilknytning. Den ændrer intet på almene livsforhold, men udgør dog en positiv moralsk påvirkning for de, som kommer, som måske ville være ” ringere, end vi nu er.”

Nu vender Munk perspektivet: Der er alligevel sjældne tilfælde i menneskelivet, hvor der også dennesidigt er fordel for den troende. Munk refererer ganske upræcist til Mark 10,30 og Luk 18,30, hvor Jesus lover erstatning i dette liv, for den som lider tab som en Kristi discipel.

Herefter tiltaler Munk menigheden med domsordene og til Jerusalem fra evangelieteksten v.42. Denne viden ville omskabe meget. ”Vidste” må her forstås som konjunktiv og spiller sammen med tekstens profetier. Munk diskuterer det ikke i prædikenen, men synes at forudsætte det kendt, at denne tekst i kristen tradition tolkes som en forudsigelse af Jerusalems fald under kejser Titus i år 70 som følge af et jødisk oprør. Nu opstiller Munk nemlig to scenarier, som relaterer til hans interesse for tidens politiske debat i forhold til pacifismen. Måske var Jerusalem blevet skånet, hvis de havde afrustet. ”Afrustet” må her forstås som en reference til samtidens debat om pacifisme. Måske havde Jerusalem sejret, hvis de havde kæmpet ”i Plade”, hvilket kan være en konnotation til samtidens krigsmaskiner.

Munk besvarer ikke spørgsmålet, men omtolker det til en personlig refleksion: Med ”Guds Ord” søger mennesket sin fred, gør sig kampklar og sejrer ved Guds hjælp. Eller mennesket ”afruster”, lever formentlig ikke i den samme nære gudsrelation, og frelses ved Guds nåde. ”Guds Ord” kan forstås både som Bibelens ord og som Kristus selv jf. Johannesprologen; Joh 1. 

Prædikenen diskuterer en klassisk kristen problemstilling. Ikke desto mindre lader Munk sig inspirere af samtidens politiske liv, og integrerer det som led i forkyndelsen. 

Om prædikenen: 

Type:    Menighedsprædiken

Referencer:    Luk 19,41-48    Klage over Jerusalem
Luk 13,4        Tårnet i Siloa
Mat 5,45        Solen skinner over onde og gode
Mark 10,30        Gud lønner den, som mister
Luk 19,30        Gud lønner den, som mister

Temaer:    Jesus, Kristus, belønning, løn, teodice, oprustning, nedrustning, pacifisme, Jesusalem, domsord, advarsel, profeti, forudsigelse