Prædiken til 2. søndag efter påske, 2. tekstrække
Afholdt:
4. maj 1930
Prædiketekst:
Johannesevangeliet 10,22-30
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
Prædiken:
X kan sige: de Gerninger, jeg gør i min Fars Navn, vidner om mig. Hvilke? Miraklerne. Men nok saa meget: 1) det hl. Liv og 2) Myndigheden (Syndsforladelse tør han skænke.)
Dog kan dette kun overbevise dem, der er “af hans Faar”. Hvem er det? En sjælelig Indstilling: en Trang til at kaste alt over Bord, Traditioner , Tanker, Begæringer, Attraa for at opnaa Fred og Liv d.e. Sejr over Synd og over Død.
De, der ikke kan dette, ser ham ikke som X, kun som den, de vil se ham som. Men de, der vil det, hører hans Røst kender ham og kendes af ham og føres til Fred og Liv. Han er den milde Hyrde, der genner sit Kvæg paa Græs. Ikke lænkede Faar, ikke Faar i Fold, men Faar, der har Frihed og dog skal føres.
Ogsaa for os, maa det gælde: de Gerninger, vi gør i X's Navn skal vidne for os, at vi hører ham til.
Amen.
Kommentar:
Hvor Kaj Munks prædikener til påsken 1930 og den foregående søndag var nogenlunde fuldstændige manuskripter, er denne søndags prædiken kort og summarisk, dog uden at være et fragment. Det kan virke som om, Munk har haft travlt og har nedgriflet sine hovedtanker, hvorefter han spontant har udfyldt prædikenen med eksempler og tilføjelser. Det er derfor hovedsageligt skelettet til Munks prædiken, som foreligger del denne søndag.
Uden indledning springer Munk til et nærliggende spørgsmål ud fra evangelieteksten i Joh 10: Hvilke gerninger er det, som vidner om Kristi identitet, der henvises til? Munks svar er treleddet. Miraklerne nævnes først. Det er ikke overraskende, da Kaj Munk også andetsteds lægger vægt på underet. Skuespillet ”Ordet” (1925) er et kendt eksempel. Men Munk tænker også på Kristi liv, hvor ”hl.” står for hellig, og på magten til syndsforladelse.
Imidlertid tages disse tegn kun for gode vare af Kristi ”Faar” jf. Joh 10. Munk tolker denne som en ”sjælelig Indstilling: en Trang til at kaste alt over Bord, Traditioner, Tanker, Begæringer, Attraa for at opnaa Fred og Liv”. Selvom Munk lejlighedvis kan udvise en stærk konservatisme er det modsatte tilfældet her. Det er netop menneskets beredthed til at opgive det kendte og række sig mod frelsen, som har betydning. Den medfører ”d.e”, derefter, til ”Sejr over Synd og over Død.” Modsat, slutter Munk, at den, som ikke vil se Kristus sådan, ikke er med i flokken. De andre, til gengæld, ”hører hans Røst kender ham og kendes af ham og føres til Fred og Liv”, en tæt parafrase af uddrag af evangelieteksten.
Kristus er den ”milde Hyrde”, og Munk skifter fra et bibelsk til et kendt vestjysk billede, at kvæget føres på græs. Munk understreger friheden, at fåret hverken er lænket eller i fold, hvilket jo, underforstået, ville være tilfældet for koen.
Prædikenen slutter med en gensidig opfordring til at handle i Kristi navn, så disse ”Gerninger” vidner om menighedens tilhørsforhold.