Kaj Munks prædikener - Trinitatis søndag

Kaj Munk: Kærlighed til Kristus

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til Trinitatis søndag - 1. tekstrække

Afholdt:

7. juni 1925 

Prædiketekst: Johannesevangeliet 3,1-15

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« 

Prædiken:

Nicodemus maa jo have været Manden, der var utilfreds med sig selv. Det er Folk, det gør godt at omgaas; for det er ikke Flertallet; mange Menn. er selvglade og selvtilfredse; og saa er selv disse ikke de daarligste, behøver ikke at være det; de Folk, der ikke tiltror sig selv, synderlig Evne, udretter lidet ell. intet, p. G. af den megen Selvkritik; den gør dem smaa og kraftløse. Og til dem bør man sige saadan: det er galt at blive stikkende i Angst for Fejltagelser, i Mistro til egen Evne; for her i Livet gælder det Handling. Og derfor skal du skrive dig dette bag Øret: Det er bedre at handle selv med Fare for at handle galt end at undlade at handle; thi at undlade at handle er altid galt; thi Livet kræver Handling. 

For øvrigt er denne Evne til at handle tit kraftigst til Stede hos Folk, der ikke tænker for meget over Tilværelsen, og ikke tænker for dybt ind i Fremtiden — og det kan gaa saadan, at jo mere Folk læser og tænker, jo hjælpeløsere bliver de i det praktiske Liv, hjælpeløse til at gribe ind, til at tage Parti, til at fatte en Bestemmelse, og jeg skulde tro, at en Mand som Nikodemus har tænkt mange Gange frem og tilbage over det Skridt, han endelig nu foretog sig — tænkt over Følgerne, at det maaske skulde kunne komme ud ml. Folk, at denne fornemme Mand søgte et saadant Selskab, og ikke, fordi han i og for sig var bange for Folks Mening, men fordi det jo atter kunde bringe ham til Beslutning, til Handling, til Optræden i nye Forhold og nye Situationer, uha, det var forfærdeligt, man vilde jo gerne det rigtige, og hvorledes finde det rigtige i en Verden som denne?

Hvordan jeg dog kan vide alt dette? Aah jo, en Mand af Nikodemus's Sindelag og Tænkeart kom ikke løbende til Jesus om Natten, hvis det ikke netop forholdt sig saadan med ham. Han kom, ikke fordi han gerne vilde, men fordi det efterhaanden altsammen var blevet ham saa uudholdeligt, at han ikke kunde lade være. Og saa kommer han da, med sit Haab og sin Tvivl og sin tynde Tro og prøver paa at mande sig op og lade sikker: Mester, vi vide — og røber sig i det samme ved at begynde at give Grunde: Tegnene, som om det ikke netop forholder sig saadan, at de, der tror, tror uden Grund, uden Beviser, uden Tegn. Og hvad har nu Jesus at sige til en saadan Nicodemus? Det gaar aldrig, uden du begynder helt forfra — fødes paany. Ja, rigtig svarer Nic; det er just det aldeles haabløse ved det — begynde forfra, det maa til — og det er umuligt; thi ingen kan fødes paany. — Da er det, at X fortæller ham sin gamle Sigelse, at for Gud er alle Ting mulige.

Amen

Kommentar:
 
I denne prædiken fra Munks tidlige præstetid tager han livtag med en indfaldsvinkel, som siden bliver et gennemgående træk i Munks prædikener, nemlig indlevelsen i relevante bibelske karakterers psykologi. Her er der tale om Nikodemus, en jødisk rådsherre, som 3 gange i Johannesevangeliet i forskellige sammenhænge. Munk refererer dog kun til Nikodemus’ møde med Jesus i Joh 3, og ikke de efterfølgende perikoper. Prædiketeksten til Trinitatis søndag, Joh 3, 1-15, kommer umiddelbart før teksten til 2. pinsedag, Joh 3, 16-21, hvor Munk prædikede 6 dage forinden. Her nævnte Munk ikke Nikodemus overhovedet. 

Munk udkaster til anslag det postulat, at Nikodemus måtte have været utilfreds med sig selv. Inden Munk fremfører sin argumentation for denne tolkning, går han imidlertid ind i det almenmenneskelige. 

Mange mennesker er selvglade og selvtilfredse, men det er godt at omgås netop de selvkritiske, da de sjældent er de ringeste mennesker. Men Munk fremfører også et caveat i forhold til overdreven selvkritik, som kan gøre mennesker ”smaa og kraftløse”. I Munks antropologi er netop modet til at handle, selv hvis mennesket fejler, et bærende element. Senere i Munk prædikener bliver temaet fremtrædende. ”Det er bedre at handle selv med Fare for at handle galt end at undlade at handle”. Undladelsen er altid forkert, ”thi Livet kræver Handling.” Derfor må Munk her opmuntre den, hvis handlinger holdes tilbage af angst eller manglende selvtillid. Handlekraften er, ifølge Munk, hyppigt til stede hos mindre reflekterede mennesker. Jo mere ”Folk læser og tænker”, især i forhold til fremtiden, kan mennesket blive mindre livsdueligt og handlekraftigt. Mindre i stand til at træffe valg, forpligte sig og handle. 

Nu overfører Munk disse overvejelser på Nikodemus psykologi: I Munks perspektiv var Nikodemus en reflekterende, og derfor mindre handlekraftig mand. Han har nøje overvejet de sociale følger ved at opsøge Kristus. I Munks fortolkning handler dette ikke om fejhed, men om, at han kunne blive udæsket beslutninger, handlinger eller opførsel i en ukendt situation. Nikodemus undren er netop denne, hvad er det rette? Og med en almen beskrivelse af denne problematik lader Munk tilhøreren identificere sig med Nikodemus’ dilemma: ”man vilde jo gerne det rigtige, og hvorledes finde det rigtige i en Verden som denne?”

Nu vender Munk tilbage til sit argument for denne tolkning af Nikodemus’ psykologi: Nikodemus var et menneske af en karakter, som ikke vil komme til Kristus om natten uden en indre nødvendighed. Han kom, ansporet af ”sit Haab og sin Tvivl og sin tynde Tro”, ikke motiveret af en intention, men fordi hans tanker ikke lod ham i fred, det var ”blevet ham saa uudholdeligt, at han ikke kunde lade være.” 

Da Nikodemus møder Kristus, er det altså med usikkerhed, hvorfor han forsøger sig med udsagnet i v.2 omkring Kristi myndighed, og derefter begynder at fremhæve argumenter for denne tro, i teksten nemlig, at Gud må stå bag Jesu undergerninger, ellers kunne de ikke ske. Munk afviser denne søgen efter belæg: den troende tror nemlig ”uden Grund, uden Beviser, uden Tegn.” Derfor bremser Kristus Nikodemus. Nikodemus har brug for en grundlæggende fornyelse, han må fødes på ny. Men Nikodemus indvending i v.4 om, at et menneske jo ikke kan fødes, når det er gammelt, fører ham til erkendelsen af, at den nye fødsel er umulig. Da er det at Kristus, i Munks afsluttende ord i denne prædiken, træder ind med det afgørende belæg, at alene Gud i sin almagt, formår det. Nikodemus’ argumenter, indvendinger og svage vilje falder så at sige for Guds afgørelse og omnipotens.

Munk går ikke i nogen detaljer omkring indholdet i denne nye fødsel. I ikke mindst grundtvigsk og indremissionsk interpretation ville den nye fødsel som regel være knyttet til barnedåben. I en mere pietistisk tilgang kunne den nye fødsel knyttes til en omvendelsesoplevelse eller åndelig vækkelse. For Munk er der i mindre grad tale om en læreprædiken i forhold til dogmatikken, end om en prædiken, som giver indsigt i en menneskelig psykologi, hvormed Munk søger at føre tilhøreren til samme erkendelse som Nikodemus. 

 

Om prædikenen

Type:            Menighedsprædiken
Referencer:  Joh 3,1-15        Nikodemus hos Jesus om natten
Temaer:        Nikodemus, tro, tvivl, ny fødsel, natten