Kaj Munks prædikener - Juleaften, juledag og 2. juledag

Kaj Munk: Julens sande Evangelium er Daad

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til juleaften, juledag og 2. juledag, 2. tekstrække

Afholdt:

25. december 1943
Aftrykt i ”Julestjernen 1943”

Prædiketekst:

Lukasevangeliet 2,1-14

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« 

Prædiketekst:

Matthæusevangeliet 10,32-42

Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« 

Prædiken:

Der findes to Juleevangelier, et til første Juledag, den der kaldes Kristi Fødsels Fest, og et til anden Juledag, den, der hedder St. Stefans Dag. De er saa forskellige som Vand og Ild. Ja, saa forskellige, at somme daarligt kan forstaa, at de er to Budskaber inden for samme Religion. Det første af dem er det, vi alle kender og alle gerne vil høre: om Krybbebarnet, om den himmelske Hærskares Mangfoldighed og om Hyrderne paa Marken; det er det, der handler om, at Frygten bliver taget bort, og den store Glæde kommer til alle, en Frelser er født, et Barn ligger svøbt, og saa falder Himmelkoret ind om Ære til Gud, og Fred paa Jorden, og Menneskeheden som et lysteligt Syn.

Evangelium betyder et godt og glædeligt Budskab; og det, Lukas her har skrevet ned, det er vel nok baade godt og glædeligt. Det staar saa dejligt til, hvad alle verdslige Mennesker vil kalde for Julestemning. Det gaar saa flinkt op i en Enhed med Gran og Stearin og Marcipan og Pakker, med Kirkeklokkekimen og Kaneklokkeklingren. Ja, det kommer endog i betænkelig Nærhed af selve den gode gamle Julenisse. Det er saa smukt, at selv Hedninger har erkendt, at de første Fortællinger i Lukasbogen maa henregnes blandt Verdenslitteraturens Perler, og vi Præster føler det som et stort Privilegium, at vi paa Aarets højhelligste Dag maa staa Ansigt til Ansigt med en saadan Hoben Mennesker, som vi ellers aldrig ser, og fortælle dem denne dejlige Historie. Men nogen af os tænker maaske, naar vi ser ned paa alle de rare og glade Ansigter: Gudskelov at de ikke kommer i Morgen igen! For saa vilde de da faa sig en ordentlig Forskrækkelse.

Anden Juledag er nemlig hensynsløs og dramatisk nok til at fyre Beretningen om Stefanus af i Hovedet paa de intet anende, forspiste, fredeligt og gemytligt indstillede Julegæster. Her hører vi de stikmodsatte Toner af i Gaar. Her vanæres Gud, her er der Ufred paa Jorden, og i Mennesker er der Djævelens Velbehag. Det er et Budskab, der kan faa Granduft til at fornemmes stinkende og Marcipan til at give Kvalme. Idyllen fra i Gaar forvandler sig til en Mordscene, hvor Hoben , Folkeopløbet, de mange mod en, lyncher en uskyldig Mand. Kan saadan en Beretning overhovedet kaldes for et Evangelium? Og saa her midt i Julen! Maa man ikke sige, at de gamle Kirkemænd, der har bestemt Texterne til Aarets Helg-Dage, er kommet groft fummelfingret af Sted med denne?

Nu er selve Stefanus-Beretningen forsaavidt ikke Evangelium, som den staar i Apostlenes Gerninger og ikke i nogen af de fire Levnedsskildringer om Kristus. Men den slutter sig saa nøje som Illustration til Text netop til de Kristi egne Ord, der er udvalgt til Andenjuledagen. Begge de to Taler af Kristus er nemlig voldsomme Agitationsudbrud, Raab om, hvad Gudsrigets Indførelse her paa Jorden vil koste, tilspidset i den frygtelige Trusel: “Bild Jer ikke ind, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden. Jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.” Disse haarde Ord er Stefanus den første af Herrens Venner, der fuldt ud har forstaaet, og forstaaet dem paa den eneste Maade, som denne Herre sætter Pris paa, og som det egentlig anstaar sig en Kristen, forstaaet dem saadan, at han sætter hele sig selv ind paa dem.

Saaledes bliver II Juledags Fortælling os lige saa fuldt Evangelium som første Dags. Ja, maaske gaar det an at sige, at der er mere Evangelium for Mænd i Stefanus's Exempel, end der er det i de barnlige og rørende Historier omkring Kristi Fødsel. Et godt og glædeligt Budskab oversatte vi Ordet Evangelium ved, og det er i Sandhed godt og glædeligt, at der er Mennesker til, i hvem Kristi Ord er blevet Kød og Blod. Læs Beretningen om Stefanus igennem endnu engang, og du vil opdage, at der dog er Sammenhæng, den nøjeste, voxne Sammenhæng med Juledagsevangeliet. Thi her staar et Menneske, i hvem virkelig Guds Velbehag bor, Guds Fred lyser ud af ham, og Gud faar Ære af ham, baade af hans Liv og af hans Død. Aarsag og Virkning ligger i en underlig Cirkel hos det sandt gudfrygtige Menneske. Han ser Himlen aabnet og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand; det er det, der giver ham Karakterens Styrke under Guds Naade; men omvendt er det Karakterens Styrke under Guds Naade, der giver ham dette Syn.

Himlen aaben — det er Fællessynet for Bibelens Budskab til os vore to Juledage. Den første Dag er det lille Jesusbarn hernede paa Jorden, og hans tro Tjenere synger ham Lovsang i det høje; den anden Dag er det ham, der er derinde hos Gud, og hans Tjener hernede synger ham den største Lovsang af alle ved at bringe ham sit Liv som Offer.

Stefanus har forstaaet, at Guds Ære i det højeste, Fred her paa denne lave Jord og Velbehag i Menneskene blev ikke til af sig selv. Englenes Lovsang var et profetisk Syn, hvis Virkeliggørelse afhang af Kristus og hans Mænd. Det lille Barn, der havde faaet Englene til at synge, var voxet op til Mand og havde nu gjort sin Indsats, sin hele blodige Indsats. Døden havde kronet hans Værk og givet ham Lov til at sige det tunge og stolte: Fuldbragt. Nu stod det til Disciplene at tage Korset op, der hvor han havde sluppet det — fylde sig med Kraft af dette hans Fuldbragt og af Guds Segl paa det, dengang, da Romernes Segl for Graven sprængtes og Gud selv i sit mægtige Under sagde god for ham.

Stefanus kunde naturligvis have afblæst al videre Aktion, da det var kommen saa vidt med ham, at han stod for Højesteret. Det kunde faa de alvorligste Følger baade for ham selv og for Menigheden at trodse paa Evangeliet. Men han spurgte slet ikke efter Følgen ud fra den Forvisning, at ingen Følger kan være saa alvorlige som dem, der kommer af at prisgive Sandheden. Derfor firede han ikke en Kende; han stod fast paa den Grund, Kristus havde bygget ham. Disse Mennesker, der repræsenterede Uretten, maatte klart og tydeligt have at vide, hvad det var, de repræsenterede. Jeres Fædre ihjelslog Profeterne, hvergang disse Gudsmænd kom hver med sit Stykke af Sandheden til dem, og da nu den hele Sandhed kom til jer, blev I, som man kunde vente det af slige Fædres Sønner, denne Sandheds Forrædere og Mordere.

Det er klar kristen Tale. Og den indbragte Stefanus to Ting: Forfølgelse indtil Døden af Mennesker, og at Gud lod ham se Himlen aaben.

Juleevangeliet er Forkyndelsen om, at der er født dig en Frelser. At frelse — det kan jo betyde, at man selv sidder ganske stille og hjælpeløs i Bunden af Brønden, og en vældig Kran rækkes ud og ned fra det høje og hiver En op. Men Frelse kan ogsaa betyde Undsætning til den ærligt kæmpende og udholdende. Og hvad er saa Frelsen til? Til hvad er det, vi frelses? Et Daseliv i bløde Puder? Nej, det er ikke Kristi Frelse. Spørg Stefanus, spørg Peter, spørg Paulus! Alle vil de svare: Kristus frelste os til et Liv i Aktivitet.

Det bedste Ord, vi ejer i Kristendommen, er Ordet om Syndernes Forladelse. Det er det bedste Ord, derfor det farligste Ord. Det ved vi jo: hvor Gud lægger en Kirke, lægger Djævelen en Kro, siger det gamle Fyndsprog. Overalt hvor Gud har skænket os en Værdi, har Djævelen søgt at sætte Orm i den. Tænk paa selve Religionens Gave, Himlens ædleste Gave til Menneskeheden! Og tænk saa paa alle de Forvrængninger og Ugerninger, der følger i Religionernes Spor! Eller tænk paa Elskovens Alterild! og paa alle de hæslige Brande, der tændes ved den! Guds Abe kaldte Middelalderen Djævelen med et genialt Navn. Saadan set er Aben jo et Bevis for Mennesket. Aben er Mennesket med modsat Fortegn. Misbrug er et Udtryk for, at der i Stedet kunde være gjort Brug. De højeste Værdier er dem, der mest kan misbruges. Omvendt kan man slutte af de højeste Misbrug, at her findes altsaa de højeste Værdier. Tænk paa Krigen! Hvilke Kræfter, hvilke Muligheder afslører den ikke! De stilles i det ondes Tjeneste! Men sæt, om de var stillet i det godes!

Naar du møder Synd, naar du møder udskejet Elskov, naar du møder fordrejet Religion, saa se ind i Abens Ansigt! Sørg over Karikaturen, men sørg ikke mere, end du samtidig kan glæde dig over, at den kun er Karikatur, kan glæde dig over den skønne Original, hvoraf den er Karikatur.

Syndernes Forladelse er altsaa Guds gode Gave til Menneskene og derfor udnyttet saa langt som muligt af hans og vor Fjende. I jævnt Kirkesprog hedder det ganske ligetil, at Naaden kan bruges som Hovedpude. Især i Lutherdommen er det en frygtelig Fare, at Luthers dybe Afhængighed af vor Gud, der er saa fast en Borg, forvanskes til, at Mennesket bliver et ansvarsløst Stykke Inventar i denne faste Borg. Der kan prækes — og pyt med det! — men der kan leves paa, at vi Mennesker kan ingenting og er ingenting, saa Kristendommen faktisk bliver til det stikmodsatte af, hvad den er. Det er tværtimod Forfalskning af Kristendommens Ydmyghedsideal. Kristendommen har sat ganske anderledes høje Maal og stillet ganske anderledes brændende Krav til sine Tilhængere. Kristus lærte os ikke: I skal blot være en lille skævbenet Hund. Det var der aldrig kommen nogen Stefanus ud af. Kristi Lidenskab for Sandhed drev ham til saa fornuftsprængende Ord som: Værer da I fuldkomne, som eders himmelske Fader er fuldkommen!

Kun naar vi har dette som Maal for vor Stræben, er vi Kristne; og kun da har vi Brug for og har vi Ret (af Naade) til Ordet om Syndernes Forladelse.

De Grammofonplader, der slides mest i vore Kirker, er saa opbyggelige, at alt efterhaanden opbygges, i Særdeleshed Menighedens Søvnighed. Den sande kristne Tale ligger i et ganske andet Skab end Sovetabletterne. Den sande kristne Tale var den, der fik unge Mænd til at se Himlen aaben og gamle Mænd til at skære Tænder. Ja, Kinders Glød og Tænders Gnidsel var dens Følgevirkninger. O, hvor der ikke stadig sker noget af dette, har den tabt sin Kraft. Guds Abe har Mod til at forlange af sine Tilhængere Penge, Førlighed, Liv, alt. Skulde Gud saa slet ikke have Brug for noget af sine? Mennesket vil godt have Gaver, men de vil endnu hellere tages i Brug. Den Dag, da Kristendommen ikke længer viste Mennesker den Tillid og den Ære at forlange noget af dem, den Dag var de færdige med den. I en ubevidst Følelse af, at den ikke længere var sig selv.

Det er Første Juledags skønne Evangelium, at “Ære være Gud i det højeste, Fred og paa Jorden, og i Mennesker Guds Velbehag” er Vorherres Tusindaarsplan med Jorden, og det er Anden Juledags ærefulde Evangelium, at til at faa gennemført denne Tusindaarsplan har han Brug for sin Menighed.

Amen.

Kommentar: 

I denne juleprædiken fra 1943 markerer Munk julen ved at træde over evangelieteksternes og tekstrækkernes grænser og kombinerer temaer fra såvel det klassiske Juleevangelium (Luk 2) og 2. juledags mindre folkekære tema om konflikterne omkring kristentroen. Teksten er her dels evangelieteksten (Mat 10), som handler om, hvordan Kristus ikke er kommet for at bringe fred, men afklaring, dels den klassiske tekst 2. juledag, Apg 6 og 7, som handler om disciplen Stefanus død som den første kristne martyr. Heraf den gamle betegnelse Stefansdag for d. 26. december.

Årsagen til sammenstilling af de to søndagstekster består fortrinsvis i, at denne prædiken var en bunden opgave til publikationen ”Julestjernen”, som var et folkeligt udbredt julehæfter med diverse underholdende indhold til juletiden, herunder en juleprædiken, i 1943 forfattet af Kaj Munk. Formatet har dermed formentlig betinget, at Munk måtte rumme julens budskab i én prædiken, frem for at kunne udtrykke sig i en serie af prædikener, som er almindelig brug henover Folkekirkens gudstjenestedage, også i Vedersø Kirke.

Sammentællingen af de to forskellige helligdagstemaer bidrager for Munk til at skabe kontrast og en spænding, som ikke blot består imellem de respektive tekster, men også mellem to forskellige bærende aspekter i den kristne tro. Hermed får Munk mulighed til at opmale de to perspektiver over for hinanden, uden at måtte prioritere det ene perspektiv på det andets bekostning, fordi han var afhængig af et mere ensidigt fokus på den aktuelle prædiketekst.

I denne prædiken tager Munk indlægger Munk nogle meget vægtige teologiske diskussioner. Spørgsmålet om Guds nåde og menneskets tjeneste af Gud diskuteres, ligesom Folkekirkens glæde ved et juleevangelium, som er ikke-krævende med fokus på følelse og æstetik. I en stil, som kunne være inspireret af Munks tidlige læsning af Søren Kierkegaards satiriske kirkekritik i ”Øjeblikket” (1855). Selvom Munk altså bearbejder vægtige teologiske temaer, er det dog værd at bemærke, at mediet er et underholdende og inspirerende julehæfte, hvorfor Munk næppe har vejet sine ord på guldvægt.

Fra begyndelsen fremhæver Munk, at der er to sådanne ”Juleevangelier”. Munk spiller her på den almindelige opfattelse af teksten fra Luk 2 som juleevangeliet, og udfordrere den antagelse. Teksterne til juledag og Stefansdag er kontrasteret som ild og vand, som såmænd er svære at rumme ”inden for samme Religion”, kristendommen. 

På den ene side findes julens glædelige budskab om inkarnationen, ”om Krybbebarnet, om den himmelske Hærskares Mangfoldighed og om Hyrderne paa Marken” med følgerne ”Ære til Gud, og Fred paa Jorden, og Menneskeheden som et lysteligt Syn.” Lukas’ gode evangeliebudskab skaber julestemning, som Munk sanseliggør med ”Gran og Stearin og Marcipan og Pakker, med Kirkeklokkekimen og Kaneklokkeklingren” såvel som folkereligionen julenisse.

Munk reflekterer over det æstetiske og det almenmenneskelige over juledag. En smuk, litterær tekst prædiket på ”Aarets højhelligste Dag” for ”en saadan Hoben Mennesker, som vi ellers aldrig ser.” Munk har en brod imod den æstetiske kristendom, som også de ikke troende, ”Hedninger”, værdsætter, og bemærker, at morgendagen, Stefansdag, ville byde på ”en ordentlig Forskrækkelse.”

På den anden side findes julens budskab i 2. juledags martyrieberetning. De uforberedte, ”forspiste, fredeligt og gemytligt indstillede Julegæster” konfronteres med ufred, ”Mordscene”, lynchning. I mennesker er der nu ”Djævelens Velbehag” i stedet for Guds. Munk diskuterer, om sammenstillingen er et uheldigt kirkelige indfald. 

Munk går dybere i stefanusteksten fra Apostlenes Gerninger og definerer den som illustration på netop det, som læses i 2. juledags evangelietekst, hvor Munk citerer direkte fra Mat 10,34. Ufreden her kontrasterer for Munk freden i juleevangeliet i Luk 2 samtidig med, at Stefanus bliver sindbilledet på den, der har forstået Kristi ord fuldt ud, ”som det egentlig anstaar sig en Kristen, forstaaet dem saadan, at han sætter hele sig selv ind paa dem.” Hermed bliver 2. juledag fuldt evangelium. Munk benævner det, som ”Evangelium for Mænd” og ”den nøjeste, voxne Sammenhæng med Juledagsevangeliet” i kontrast til ”de barnlige og rørende Historier omkring Kristi Fødsel”. Munk fremhæver sammenhængen mellem perspektiverne, som inkarneres i Stefanus, ”et Menneske, i hvem virkelig Guds Velbehag bor” og hvor ”Gud faar Ære af ham, baade af hans Liv og af hans Død.”

Ligesom juledags juleevangelium beskriver Himlen åben ved Kristi fødsel ser Stefanus den samme Himmel åben ved sin steningsdød. Han ser synet som gave fra Gud og som følge af ”Karakterens Styrke under Guds Naade.” Synet af den åbne Himmel er ”Fællessynet for Bibelens Budskab til os vore to Juledage.” Lovsangen lyder for kristusbarnet, men ”den største Lovsang af alle” er for Munk her martyriet.

Nu fokuserer Munk på Stefanus: Han havde blik for efterfølgelsens nødvendighed, Disciplene måtte tage korset op, for ”Fred her paa denne lave Jord og Velbehag i Menneskene blev ikke til af sig selv”, og efter Kristi opstandelse var opgaven deres. Munk beskriver, hvordan Stefanus i ”Højesteret”, en illustration med henvisning til det danske samfund, fravalgte at afblæse ”al videre Aktion” trods de forventede følger i forbundenhed mod en sandhed, det er værre at miste. ”Derfor firede han ikke en Kende”, beskriver Munk og henviser til forudsigelsen om Jerusalem i Luk 13, 34:  ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig.” 

Nu forlader Munk dobbeltheden og inddrager frelsesperspektivet. Frelse kan betyde det passive, som en mand i en brønd, som reddes med en kran. Frelse kan også betyde ”Undsætning til den ærligt kæmpende og udholdende.” Kristi frelse afspejles i Stefanus. Mennesket skabtes jf. det Nye Testamente til ”et Liv i Aktivitet” i modsætning til Munks karikatur, et ”Daseliv i bløde Puder”. Munk inddrager samtidig det sataniske. Djævelen korrumperer og forvrænger Guds værk, også i så væsentligt som religion og ”Elskovens Alterild”, hvormed Munk antyder kærlighedens og erotikkens guddommelige væsen. Djævelen kan som ”Guds Abe” forvrænge, og de ”højeste Værdier er dem, der mest kan misbruges” Munk refererer nu eneste gang i prædikenen til krigen med en kommentar om krigens spildte kræfter og muligheder: ”De stilles i det ondes Tjeneste! Men sæt, om de var stillet i det godes!” Det forvrængede, syndige kan begrædes, men peger dog på ”den skønne Original, hvoraf den er Karikatur.”

Djævelen forvrænger ifølge Munk evangeliet til en ”Hovedpude”. Lutherdommens nådesfokus kan gøre mennesket til ”et ansvarsløst Stykke Inventar i denne faste Borg”, med en reference til Luthers salme ”Vor Gud han er så fast en borg” (DDS 336). Det kan skabe en ”Forfalskning af Kristendommens Ydmyghedsideal”, for i virkeligheden stiller den ”ganske anderledes brændende Krav til sine Tilhængere”, eksemplificeret ved Stefanus. Fuldkommenheden (jf. Mat 5,48) er målet, og kun ”naar vi har dette som Maal for vor Stræben, er vi Kristne.” Her er Munk ganske kontroversiel i sin teologi.

Afsluttende opsummerer Munk: De kirkelige, opbyggelige ”Grammofonplader” luller menigheden i søvn som sovetabletter. ”Den Dag, da Kristendommen ikke længer viste Mennesker den Tillid og den Ære at forlange noget af dem, den Dag var de færdige med den. I en ubevidst Følelse af, at den ikke længere var sig selv.” Munk konkluderer, at ”Mennesket vil godt have Gaver, men de vil endnu hellere tages i Brug.” Hermed kobles Kristusbarnets evangelium juledag med Guds plan på jorden, som 2. juledags budskab, som indbefatter menighedens efterfølgelse.