Kaj Munk: Jesu fravær og genkomst

Prædiken til 3. søndag efter påske - 1. tekstrække

Afholdt:

Formentlig 3/5 1925. Datering jf. Niels Nøjgaard

Prædiketekst: Johannesevangeliet 16,16-22

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« 

Prædiken:

Underet, der sker i Naturen, og som vi kalder for Foraaret, er i mange Henseender at ligne med Undere, der kan ske i Menn.hjertet. Der er Sind, der har det utaaleligt svært, pint af Bekymring for det daglige Udkomme, eller knuget af Længsel efter noget ukendt, Angsten for at være sat på en gal Post, Trangen til at kaste sig ud i Eventyret — — ell. det kan bare være det uforklarlige og ubegrundelige Tungsind, som nogle Menn. er saa uundgaaeligt ledsaget af — og der kan være saa øde, saa trist, saa tomt, saa dødt i deres Hjerte, saa at de finder det rammende Udtryk, at deres Hjerte er som en Grav, og hele Livet, hele Tilværelsen er dem som en “Vinternat i Graven” . Men da kan det hænde dem, at Foraaret lige som naar ogsaa deres Inderste — Tungsindet, alt det svære og trykkende kan vige, uden at det vil være dem muligt at give nogen Grund, paapege nogen Aarsag til, at en saadan Forandring indtræder — akkurat ligesom det i sin Tid var dem umuligt at opgive nogen Begrundelse af, at Tungsindet kom over dem — — ja, det er den Slags Stemningsomslag, alle Menn. kender til, men bedst kendes de i de unge Aar. En af vore Digtere har i sin Ungdom sagt det paa Vers: Og der er Dage, jeg siger træt: gør Kvinder og Vin til dit Virke, og der er Dage, jeg føler Trang til at liste mig ind i en Kirke — og der er Dage, jeg føler trist, vort Liv er kun Sorg og Elende, og der er Dage, jeg ved saa visst, en Vidunderlykke vil hænde.

Ja, saadan kan det samme Sind i et Faaspænd af Døgn, ja, tit i et Faaspænd af Timer omtumles fra Lysten til at kaste sig selv bort til Lysten ved at give sig hen i Andagt i et Tempel — fra Sukket og Selvopgivelsen til Sangen og Troen og Haabet, saa man bør ikke gaa ud af sit eventuelt gode Skind af Forundring, naar man erfarer, at den unge, der i Dag knæler ved Alterbordet, forraaede sig selv i Aftes ved et dundrende Bal, og den ældre, der i Dag synger med af sit fulde Bryst paa Nr. 605 — Altid staar til dig min Hu, al min Glæde ejer du — Verden ejer ingen Lyst som kan fylde dette Bryst — denne samme ældre vil endnu i Aften give godt Exempel for Ungdommen ved et Kortspil med 100 Kr. pr. Stik. Som sagt, man skal ikke falde sammen af Forundring — for det er et ægte menneskeligt Træk — vi er alle Stemningsmenn., d.v.s. vi lever alle, alle, alle vort Liv paa Pjat. Vi er alle store Børn, og i “store” ligger netop Ulykken; for var vi endda smaa.

Og saa er det dog ikke rigtigt, hvad jeg siger; for i nogle af os, maaske i de fleste, ja, maaske i hver eneste en, er der en Kerne, der ikke kan nøjes med Pjattet, ikke kan leve paa Stemninger og tilfældige Indtryk og Fornemmelser. Netop i disse Dage sidder jeg og læser en meget alvorlig Bog af en Mand, der har følt dette — han kalder den Breve fra Skærsilden — kalder den Tilstand, hvori han befinder sig, for Skærsilden, den Tilstand, som et dybt og alvorligt Menn. lever i, der har set, at der ikke kan faas Hvile i Vantro og Mistro og som endnu ikke har kunnet finde Hvile i Tro. Og det, der har kastet ham ud i den Tiltand, det er det, at han har faaet Øjnene aabnet for “en liden Stund” — set, at alt i denne Verden, alt, alt, alt er kun en liden Stund, og saa er det ikke mere. — Og det har vel været denne Tanke, der har fyldt Disciplene med forfærdet og uforstaaende Undren og Angst, da han den Aften begyndte at tale om, at om en liden Stund skulde de ikke se ham. For var der noget, de efterhaanden havde følt sig visse paa, saa var det dette, at her havde de endelig fundet noget, der ikke skulde forgaa — og det var Samværet med ham. Og saa sagde han nu selv — — men da var det, at han tog alle de stærkeste Ord og de mægtigste Lignelser til Hjælp og fortalte dem om Kvinden, der føder.

Og saadan bliver da hans Ord til os, at vi aldrig skal fortvivle, men takke for Lidelse og Modgang og Suk og Sorg, for det er nu den Smerte, der engang hører til for, at Glæden kan faa Bo i vort Sind, men tager vi saadan fortrøstningsfuldt mod det, der gør ondt, ja, saa gælder det hele kun en liden Stund, og da har han ordnet det saadan for os, at i denne Verden, hvor alt forsvinder, opløses, forgaar, dêr er der eet, der aldrig skal forgaa, og det er Glæden, hans Glæde.

Amen

Kommentar: 

I denne prædiken tager Munk udgangspunkt i en række almenmenneskelige erfaringer med henblik på at belyse forhold omkring menneskets tro, usikkerhed, angst og håb.

Munks første tankebillede er naturen og årstiderne. Menneskets, tungsind, depression og velbegrundede eller ubegrundede bekymringer kan lignes med vinteren, og kan somme tider løftes alene ved forårets komme. Det samme gælder de utilfredsstillede længsler eller angsten for, at have trufft forkerte livsvalg. Tilværelsen kan være som en “Vinternat i Graven”, et citat fra N.F.S. Grundtvigs salme fra 1846 ”En liden stund”: 

”En liden stund i rosens lund
og evig i Guds-haven;
så høsten her og våren dér
er dog nok værd en vinternat i graven.”

Her forbinder Grundtvig årstidsmotivet med Jesu ”vinternat” efter langfredag målt med ”Guds-haven”, der kan forstås som en Paradisfremstilling såvel som et opstandelsesmotiv.

Forårets frembrud, som hos Munk har underfulde, transcendente konnotationer, lignes med lysets og optimismens frembrud hos det af sortsyn og bekymringer plagede menneske. Uden anden årsag løftes det depressive.

Munk henviser nu til den dalevende digter Helge Rode (1870-1932), som i digtet ”En Ramme” (1892)  beskriver ungdomserfaringer med netop det, at rumme forskellige sentimenter og at favne forskellige livsstrategier.

Et sådant stemningsomslag kan også ske ganske hurtigt, hvormed Munk delvist forlader årstidsmetaforen. På få timer kan mennesket går fra det selvdestruktive, ”at kaste sig selv bort”, ”fra Sukket og Selvopgivelsen” til en ny positivisme, som også kan rette sig imod Gud: ” Lysten ved at give sig hen i Andagt i et Tempel —til Sangen og Troen og Haabet.” Derfor er der håb for mennesket, selvom det har ”forrået” sig selv. Eksemplerne er et udsvævende festliv for den unge og voldsomt hasardspil for de ældre, formentlig aktuelle og letforståelige eksempler velkendt i Vedersø Sogn og dermed for tilhørerne. Også det voksne menneske rummer en barnlighed, som ikke er af det gode. En dikotomi af det gode, opbyggelige og, i Munks perspektiv, lave. Det unge menneske modtager i Munks eksempel nadveren efter nattens udskejelser, mens den ældre forud for hasardspillet synger om et inderligt kristenliv, med en reference til Johann Schefflers salme (1657): ”Jesus, kom dog nær til mig.” I den indremissionske kontekst, i hvilken Munk var opvokset, lå såvel det løsslupne festliv som kortspil, i særdeleshed hasard, uden for spektret af fosvarlig, kristen adfærd. Hvorvidt Munks senere i livet fastholdt denne position er dog tvivlsomt. 

Hvor Munk nu har understreget både håbet i stemningsskift til det bedre og en menneskelig tvesindethed i forhold til det kristne liv kalder han nu på eksistensen af en kerne, som er uforanderlig. Alvoren må erstatte ”Pjattet”, som for Munk omfatter overdreven emotionsdreven tænkning. Munk henviser til politiker og redaktør Christian Reventlows nys udkomne bog (1924) ”Breve fra Skærsilden - forkyndende en udogmatisk Jesustro”, som i Munks gengivelse netop beskriver ”Skærsildens” eksistentielle elementer, mennesker på vej i en alvorlig og prøvende søgen fra vantro mod tro. Der er altså ikke tale om et klassisk katolsk, bogstaveligt skærsildsbegreb, men en eksistentiel metaforik. 
Christian Reventlow hudflettede i øvrigt senere (1940) Kaj Munk i skriftet ”Er Kaj Munk "Dansk Aandslivs Høvding?””

Først nu finder Munk anledning til at referere direkte til evangelieteksten fra Joh 16. Alt i verden er midlertidigt, hvilket i Munks psykologisering befordrer angst og undren hos disciplene ved tanken om Kristi fravær. Indtil da havde trygheden været erkendelsen af Kristi nærvær. Denne eksistentielle angst illustrerer Munk med evangelietekstens billede af kvinden, som føder i angst og smerte, men snart glemmer det i betagelse over det nye liv.
På samme måde er lidelsen og modgangen en fødselsproces mod glæden og fortrøstningen. En proces, mennesket bør omfavne, for ”det, der gør ondt” varer med billedet af Kristi fravær mellem korsfæstelse og opstandelse kun kortvarigt, ”en liden Stund”, mens den fornyelse, der ligger foran, er evig.

Selvom Munk synes at tiltale nogle ganske almenmenneskelige livsfænomener i sin prædiken udmærker denne sig ved en ganske stor kompleksitet og mange referencer. Om kirkegængerne i Vedersø har kunnet identificere sig helt med de litterære eksempler er måske tvivlsomt, men de konkrete, tænkte eksempler i forhold til kirkegængernes vandel uden for kirkerummet har givetvis været en vellykket kontekstualisering for menigheden i Vedersø.