Kaj Munks næsten hundrede år gamle drama “Ordet” spiller på den digitale scene. Det foregår på Folketeatret i København, men da teatret er lukket under coronakrisen, bliver forestillingen streamet, og alle kan se med – næste gang torsdag den 22. april i tidsrummet mellem klokken 15 og 23.
Denne opsætning af Kaj Munks “Ordet” træder med vestjyske stormskridt ind i de dybe, eksistentielle temaer om liv og død, vi i coronatiden har vænnet os til at overveje. I en autentisk og derfor på en befriende måde anderledes opsætning, som ligger tæt op ad Kaj Munks manuskript.
Der er ikke leflet for hverken kulturhistoriske analfabeter eller google-buddhister. Folketeatret har formået det geniale greb at stå helhjertet ved Munks manuskript i tillid til, at ordene skaber “Ordet”.
I instruktøren Lars Noréns kendte opsætning af “Ordet” fra 2008 inkarneredes miraklet ikke. Inger var stadig stendød. Det var kun de efterladte, som oplevede subjektiv mening. Dermed fik forestillingen en upassende kulturradikal salonfähighed.
Folketeatret vover i stedet at bryde ny jord ved at undlade at fortolke det, som er et kors for tanken. Man er for det meste tro imod manuskriptet og lader rollerne udspille forskellige tankesæt, som alle ligger indenfor det kendte og det mulige.
Den grundtvigske Borgen vil acceptere skæbnen af sin Skabers hånd, missionsmanden fortrøster sig til frelsen og Frelseren, lægen tror fast på sin videnskab, og den unge præst tror fast på sin eklektiske liberalteologi.
Johannes repræsenterer måske Kristus. Eller vanviddet. Eller begge dele. Eller den ”trodstrods”, som Munk i sine prædikener fremhæver som menneskets mulighed for at give sig Gud i vold i tilværelsens paradokser.
Nyere tiders poetisk-mytiske teologi er fremmed for Munk. Han fastholder miraklets mulighed som en fysisk virkelighed. I en undladt replik i Folketeatrets opførelse kræver Johannes et glas portvin til den opstandne Inger. (replik 945)
Her er en reference til beretningen om Jairus’ datter, som skal have noget at drikke efter sin dødeopvækkelse. Det er netop den tekst, Peter Skrædder prædiker om til missionsmødet. (replik 359)
Folketeatrets opførelse reducerer afstanden til det 100 år gamle stykke
Stykkets skuespillere er generelt velvalgte. Johannes er knapt så monumentalt vanvittig som i Carl Th. Dreyers filmatisering fra 1955. Måske Johannes netop skal spilles med en vis grad af normalitet og tilmed humor?
Midt i tragikken lyder det i stykket, at hans vanvid til dels er foranlediget af læsning af Kierkegaard (og Bjørnson, tilføjer Munks manuskript). Munk beskriver i sine memoirer, ”Med Sol og megen Glæde” (1942) hvordan læsning af Kierkegaard berøvede ham selv sin sjælero.
Den unge pastor Bandbul kæmper med sine teologiske filipenser på en måde, som givetvis har stået Munk nær. Den studentikose præsts forsøg på at undgå at vedstå ”den gamle Gud” udfordres af Johannes:
”Saa viss i din Vantro er du, du Troens Mand. Du tror paa mine Mirakler for 2000 Aar siden, men ikke paa mig nu. Hvorfor tror du den døde Kristus, men ikke den levende? Jeg holdt dig for Satan, da jeg hørte, du var Præst, men du er jo blot en vildfarende Mand som alle de andre.” (replik 196)
I Folketeatret er præsten upåvirkelig, men han bøjer dog knæ mod slutningen. Det er en tolkning, som ikke findes hos Munk.
Amalie Dollerup, som spiller Inger, er også med i tv-serien ”Badehotellet”. Men hvem ved: Måske havde Inger bijob på Vedersø Badehotel? På et metaplan er kombinationen slet ikke uheldig. Måske er virkeligheden så meget mere realistisk end fiktionen?
Preben Kristensen/Peder Skrædder har måske lidt svært ved at forlade Linie 3. Der er noget beklumrende altmodisch ved at lave simpel satire over Indre Mission. I Munks manuskript får missionsfolket netop lov at tale ud.
Bibelcitaterne og de frelste udtryk er prægnante og tydelige, og trods fristelsen til at overdrive i salvelsesfuldhed er de meningsfulde og meningsbærende. Brugen af den autentiske vækkelsessalme ”Nærmere Gud til dig” er dog smuk og rammer helt rigtigt ind i den missionske religiøsitet.
Mest af alt må man glæde sig over, at stykkets atmosfære er noget mere menneskevenlig og genkendelig end Carl. Th. Dreyers sort-hvide, halvdystopiske optagelser fra 1955.
På Folketeatret er vindens hylen knapt så gennemtrængende, Vestjylland knapt så trøstesløst og urets tikken knapt så højlydt. Sanddynerne i baggrunden fungerer scenisk upåklageligt og skiller mellem nært og fjernt. Folketeatret har på dette område formået at reducere den kulturelle afstand til det næsten 100 år gamle stykke.
En præsts udfordring
Kaj Munk skrev “Ordet” i 1925, hvor han som ung præst mødte livets ulidelige tyngde. Den vellidte unge mor Marie Sand døde i barselsseng, og for Munk blev der tale om en begivenhed, som ikke kæntrede hans tro, men som lod båden vugge højt på bølgerne.
Man kan forestille sig Munks hastigt forfattede skuespil som en terapi for det traumatiske, men også som en måde, hvorpå Munk gennemspiller forskellige positioner i livssyn.
”I ved, jeg har skrevet et Skuespil, hvor en brændende Tro kalder en død tilbage til Livet. Det er een Ting. En anden Ting er, at jeg som Præst er kommen til Sygelejer, hvor jeg ikke havde Kræfter eller Mod eller Trostrods nok til at bede om Helbredelse. Jeg har staaet ved saa strenge Sygelejer, at jeg blot har kunnet bede til Gud om, at det maatte faa Ende. Men det fik ikke Ende. Der gik Dag efter Dag, Uge efter Uge. Og det var ikke Gud, der bragte Enden paa Smerten, da den endelig kom. Det var blot Naturen, der gav op. Da har jeg bittert kunnet sige til mig selv: Som Digter giver du de Døde Livet ved Troens Hjælp, men som Præst kan du ikke engang skaffe en lidende Døden. - Det sker maaske endda ikke helt sjældent, at Præsten er i Menigheden den, der har den skrøbeligste Tro.” (Prædiken til 16. Søndag efter Trintatis (A) 1941)
I denne senere refleksion anerkender Munk den frustration og anfægtelse, som er troens følgesvend. For alle i “Ordet” er jo troende. Men på vidt forskellig måde. Og mirakler sker jo ikke hver dag. Men for Gud er alle ting vel mulige?
“Ordet” i til det senmoderne
”Ordet” har siden uropførelsen på Betty Nansen Teatret i 1932 været et hyppigt opsat stykke. Men det har næsten et århundrede på bagen. Er det mon stadig relevant?
Folketeatret har markedsført ”Ordet” som ”den bedste religionstime, du nogensinde har haft” og tilføjet, at: ”Digterpræstens mesterstykke “Ordet” fra 1925 tager røven på dig og gør religionsspørgsmålet vedkommende for selv de største gudsfornægtere.”
Denne drastiske manchet holder faktisk vand. På visse betingelser. Først og fremmest den, at tilskueren er nogenlunde bevandret i historiske, kristne livsfilosofier.
Hverken grundtvigianismen eller Indre Mission er i dag, hvad de var, mens lægens credo kan virke ganske nutidigt:
”Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre.” (replik 751)
Mest patetisk fremstår præsten, som overfor dødeopstandelsen fremstammer sit ”Jeg protesterer. Slip mig, Doktor. Jeg protesterer. Faa ham ud! Han er sindssyg endnu. Dette er forargeligt. Et Mirakel nu kan ikke ske. Baade etisk og religiøst...” (replik 933)
Samtidig kunne man overveje, hvordan “Ordet” ville forfattes i dag, hvis Peter Skrædder i stedet var Petra Sociolog på vej med sin yogamåtte og karma ned efter en latte?
Næsten et århundrede er forløbet. Peter Skrædder udbryder til Mikkel Borgen, at: ”…det er den gamle Gud — fra Elias's Tid— evig den samme — Halleluja.” (replik 942)
Men selvom Gud i Munks perspektiv er uforanderlig, så ændrer de observationspunkter, fra hvilke vi som mennesker betragter ham, sig med årene. Kristendommen har ikke længere fortidens fortolkningsdominans i forhold til livssyn. Men ”Ordet” er en god anledning til at udforske et kristent univers og der måske finde den mening, som ligger i “Ordet” og ordene.
På grund af nedlukning kan Folketeatret kun formidle “Ordet” på streaming. Gratis og til enhver overalt. Det ville Munk have værdsat. Fornuftigt nok kan stykket kun ses i en begrænset periode – det skal ikke konkurrere med hverken "Badehotellet" eller Netflix.
Kulturen i disse år er ofte præget af en tendens til at nedspille og censurere det, som kan konfrontere andres livssyn. Derfor er det velgørende at Folketeatret er Kaj Munks ord og budskab tro. Med få tolkninger. Det er “Ordet” til folket.
Christian Grund Sørensen er forsker på Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet, og formand for Kaj Munk Selskabet. Han er ph.d., cand.theol., cand.it. og præst.
