Prædiken til 2. søndag i advent, 2. tekstrække
Afholdt:
8. december 1929
Prædiketekst:
Matthæusevangeliet 25,1-13
Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Prædiken:
Det kan godt være, der er nogle Træk, som passer paa Menigheden, saadan som den har det nu. Der vil jo altid være Brug til os for en Advarsel mod at falde i Søvn i vort Kristenliv, som vi holder det, men ikke skulde kalde det, for vi skulde ikke have 2 Liv, men vort Kristenliv skulde være hele vort Liv: alt, hvad vi gjorde og sagde, skulde bære et stille Præg af, at vi hørte Gud og Evigheden til.
Men det er jo langtfra, det gør det, og det kan snart være saadan, at det er som slet ingenting i vort Liv bærer Præg af det, som vi er saa tilbøjelige til at fortsætte i den Søvngængertilstand, vi er opvoxet i, eller om vi engang for Alvor blev vækket, da uforvarende at synke tilbage til den igen. Jo, der er der altid Brug for at høre Historien om de 5, der kom med, og de 5, der blev lukket ude, fordi — ja, ikke fordi de var sluppet i Søvn, for det var de alle (og se, hvor Tryghedens Søvn har bredt sig over al Kristenheden, hvor al Kirkesamfund lever uden at regne Herrens Advent for nær), nej, men fordi de ikke havde haft Omtanke og Omsigt nok, da deres Tro blev dem bevidst, var gaaet ud for hovedkuld; havde stolet for meget paa, at det, de havde i Behold, skulde nok slaa til — en meget alvorlig Paamindelse og Advarsel til Vækkelsesretningers pludselige Omvendelse og følelsesoverdrevne Klokkeslets gennembrudd. — Men fraset alt dette, der ligger af Opbyggelse for os i Lignelsen, bør den dog visst nok ses som en Lignelse med Fremtidsopfyldelse.
De 10 Jomfruer er ikke Guds Menighed nu, med mindre Herrens Genkomst er ganske nær, og vi har overset Varslerne; de 10 Jomfruer det er dem udaf Menigheden der lægger Mærke til Tegnene, naar disse indtræder. Det er Menigheden eller en Del af den ind under Dommens Dag. Det er dem, der føler, at nu er det Alvor, og gør sig rede til at møde Herren i Dag. Og saa sker det dog, at det trækker ud. Og da vil der være den store Forskel, at nogle har tænkt sig den Mulighed, har truffet Forholdsregler, er indstillet paa det.
Det er Advarslen mod Letsindigheden: aah, det gaar nok; det er den Lignelse, der rinder En i Hu, naar Folk begærer Sakramentet paa Dødslejet, venter med Omv. som Konstantin d. St. med Daab. Ja, nu kommer Mesteren! er det nu ikke for silde. Det er sandt, det var tidsnok for Røveren; men er det derfor tidsnok for dig. Denne Lignelse siger ikke: Kom dog nu for enhver Pris — men: kom, kom rolig, besluttet, stærk, og du lukkes med ind.
Amen.
Kommentar:
Denne prædiken følger på sidste søndags prædiken, som indledte det nye kirkeår. Her var Munks fokus på troen, forstået som at lukke hjertet op for Kristus. Der var også overvejelser om Guds almagt. Nu lægger Munk sig ret nært op ad evangelieteksten om de 10 brudepiger fra Mat 25. En tekst, som klassisk tolkes dobbelt med henblik på såvel Kristi fysiske genkomst som på det enkelte menneskes parathed i forhold til at møde Kristus på en åndelig måde i sit liv. En tekst, som med sit fokus på endetiden ligger centralt i adventstidens traditionelle karakter af forberedelsestid til Kristi komme og optakt til julens højtid.
Munk går direkte ind i prædikenens diskurs uden at besvære sig med at parafrasere lignelsen eller at indlede tilhøreren. Det er tydeligt at Munk her, som i andre prædikener, forudsætter at menigheden har evangelieteksten helt præsent. Måske har han oplæst evangelieteksten umiddelbart inden prædikenen. Han tager udgangspunkt i relationen mellem tekst og menighed. Måske har lignelsens indhold af advarsel bud til den? Munk konkluderer intet, men lader spørgsmålet stå åbent. Til gengæld er lignelsens advarsel almengyldig, advarer mod ”at falde i Søvn i vort Kristenliv”, hvor Munk samtidig advarer mod at lave skel mellem det kristne liv og hverdagslivet, for begge bør ”bære et stille Præg af, at vi hørte Gud og Evigheden til.”
Alligevel er mennesket ikke altid konsistent og ofte præget af en tillært eller akut ”Søvngængertilstand”. Lignelsen er i Munks optik rettet imod det eskatologiske, fremtiden og Kristi komme, men den er også opbyggelig for menneskelivet generelt. De kristne, ”Kristenheden”, er nemlig fanget af et trygheden søvn, hvor lignelsen om brudepigerne må ruske op. Munks kritik ligger bl.a. i, at den indre forberedelse til Kristi genkomst, som advent i virkeligheden refererer til, ikke udleves i de forskellige kirkesamfund. Der er en mangel på ”Omtanke og Omsigt”, som Munk nu konkretiserer ved at koble den til vækkelseskristendommens fokus på en tidsfæstet omvendelsesbegivenhed. For Munk er tilliden til denne oplevelse, som bl.a. var kendt i Indre Mission, hvor Munk havde trådt sine barnesko i Maribo, en uheldig sovepude. Det er interessant at Munk her problematiserer den vækkelseskristendom, han i andre sammenhænge anerkender positivt for sin helhjertethed og energi. Munk afviser, at Kristi genkomst er nær, men brudepigerne bliver billede på de kristne, som er opmærksomme. ”Det er Menigheden eller en Del af den ind under Dommens Dag.” Men som må holde ud og være beredt.
Imod slutningen af prædikenen skifter Munk nu fra det generelle til det mere specifikke i forhold til ”Letsindigheden”. Mennesker udsætter at modtage ”Sakramentet”, nadveren, til dødslejet, hvilket formentlig er Munks erfaring som præst. En udsættelsespraksis, som svarer til den første kristne kejser, Konstantin den Store (272-337), der lod sig døbe på dødslejet. ”Ja, nu kommer Mesteren!” henviser til brudgommens komme i lignelsen, men selve termen mester er en reference til Kristus.
Til slut tilføjer Munk en eftertanke. Røveren på korset nåede at få frelse under korsfæstelsen, bekræftet af Kristi ord: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” (Luk 23,42-43). Men det er ingen undskyldning for at udsætte. Den enkelte i menigheden opfordres til at komme ”rolig, besluttet, stærk, og du lukkes med ind”, altså til den evige bryllupsfest i Mat 25. Munk kalder den enkelte til at være beredt, men konkretiserer samtidig ikke hvordan.