Kaj Munk: Bed, uanset hvad du føler

Prædiken til 5. søndag efter påske - 1. tekstrække

Afholdt: 

18. maj 1941 i Vedersø Kirke

Prædiketekst: Johannesevangeliet 16,23b-28

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Prædiken:

Bed! siger Jesus. Det er hans korte Kommandoord. Det kan være sundt at huske sig paa, at Bønnen ikke alene er givet den Kristne som en Tilladelse, men ogsaa som en Befaling.

Thi der vil, for de fleste moderne Mennesker i hvert Fald, komme Tider i deres Liv, da de er ved at opgive Bønnen. Den naar ikke højere end til Loftet, synes de. Ja, sommetider naar den ikke nær saa langt; den tværtimod synker og trækker dem med nedad. Den aabner for et Væld af Protester; hvem skulde høre den Bøn? Gud? Hvad ved vi om Gud? Og er han deroppe, hvor skulde saa Han, der styrer Solene og regerer de evige Aander, kunne tage sig af min hule Tand? Hvad kan det nytte at bede? gaar Naturlovene ikke deres Gang? er mit Barns Lunger opædt af Baciller, kan Gud saa lade Barnet aande uden Lunger? Eller: jeg svigtede dengang; nu piner det mig, saa jeg er ved at miste min Forstand; kan Gud uden videre forære mig min Sjælefred tilbage? var det ikke umoralsk, om han gjorde det? bør jeg ikke være en Mand og bære Følgerne af min Synd? Eller ogsaa: jeg har bedt og bedt og bedt; blev jeg nogensinde bønhørt? jeg er kommen ind i en Blindgade; lad mig vende om, holde op!

Saadan og paa mange andre Maader kan det trætte Sind, naar det vil samle sig om Bønnen, i Stedet komme til at samle sig om Indvendingerne. Men ilde gør du, om Fristerens Læspen faar dig til at glemme din Pligt. Bed! siger Jesus, og har du ingen anden Grund til at gøre det end den, at han befaler det, saa er det vel ogsaa Grund nok for et Kristenmenneske. Derfor vær tro imod ham, vær lydig mod hans Ord! bed og bliv ved med at bede.

Skal vi spilde et Par Øjeblikke paa at gaa ind paa dine Forstandsindvendinger mod Bønnen? Du ser ingen Forbindelse mellem den Almægtige og din hule Tand. Men forstaar du da ikke, kære Sjæl, at Gud er saa stor, at alt andet er lige smaat for ham. Fra Evighed til Evighed er han, og for den Evige er alt Tidens kun Bagatel. Om det er et Verdensriges Undergang eller Blodforgiftning i din Lillefinger, det kan, maalt med den Alen, komme ud paa eet. Kristendommens Paradoks er det, at Han, den ene Store, er levende interesseret i alt det smaa, har Hjerte for hele sin Skabning, for alt i sin Skabning. Begynder du nu at indse, at du gør Gud lille ved at mene om ham, at han er for stor til at kunne tage sig af Lapperier som dig?

Det er netop Kristendommens Gave til os, at vi har fri Adgang til Gud med alt, hvad der ligger os paa Sinde. Lad Birthe bede om, at Kanariefuglen maa komme sig, og lad Statsmanden bede om Retfærdighedens Sejr i det store Opgør mellem Folkene. Jesus glemte aldrig, at det i hans Barndom kunde knibe med Smørrationerne i Nazareth. Hvor er vi ham hengivne for, at da han skulde lære Disciplene sin Kernebøn, blev det ikke alene til de store Syner om Guds Riges Komme og Guds Vilje som Jordens Grundlov paa samme Vis som den er det hos de Salige i Himlen, men midt i alt det høje og fjerne disse jordnære Ord: og giv os i Dag vort daglige Brød.

Dernæst nævnte du Naturlovene. Hvad kender du til dem? Du har set et lille Stykke af Halen paa en enkelt af dem. Vær du forvisset om, at den om Hovedet har en Grime, hvis Reb ligger i Guds Haand. Hvad har vi ikke oplevet af Umuligheders Muliggørelse! for blot at nævne een: at vi kan staa i København og tale med Amerika. Hvor tør du gøre dig saa klog at bestride, at Cellevæv, som Sygdom har været Aar om at nedbryde, kan ved en eller anden Paavirkning opbygges paa en Nat? har endnu ikke Guds Ord lært dig, du tungnemme, at om Mulighedernes Grænse ved vi Mennesker intet, saa burde i hvert Fald moderne Videnskab have gjort det. — Og hvad især det menneskelige Legeme angaar, da staar vi over for en af Tilværelsens store Hemmeligheder i dets Spil mellem Aand og Jord. Jeg kunde nævne dig Eksempler paa, at mangt et Sygdomsanfald er blevet slaaet tilbage gennem den aandelige Mobilisering, der hedder Bøn. I et kristent Samfund er det den Syge naturligt at søge til Gud om Helbredelse ad de to Veje, Gud har givet os: Lægen og Bønnen. Det er Pligtbrud at benytte den ene frem for den anden og den anden fremfor den ene.

Dernæst gav du mig et Eksempel paa, at det gik din Ære og Menneskeværdighedens ophøjede Navn for nær at bede Gud om Sjælefred i Stedet for at udstaa din Straf. Men du skal ikke selv bestemme din Straf. Lad Gud om den! Kun eet skal du være klar over: du er ikke skabt til at gaa til Grunde. Har du faaet væltet dig en Byrde paa, der vil knuse dig, da øver du ny Synd, om du lægger dine Veje uden om den Naade, der ud over al Forstand og Fortjeneste gør dig brugbar til Tjeneste igen.

Men saa var det, du sagde, at du er aldrig blevet bønhørt. Skam dig! Hvad ved du om det!

Bad du om din Elskede, og du fik hende ikke. Bad du om din Mands Troskab, og han sveg dig dog. Bad du om Sejr i Fristelse, og du faldt. Bad du om Omvendelse og Afgjorthed, og blev ved at være vaklevorn og uvis. Altsaa blev jeg ikke bønhørt, siger du; og jeg svarer dig atter: Hvad ved du om det?

Hvad ved du om, hvad din Bøn har sat i Gang? paa Jorden og i Himlen. Maaske din Bøn har beredt din Elskede Plads paa den af Stjernestolene, der staar nærmest ved din. Maaske din Bøn afvinder din Mands Utroskab en hemmelig Værdi, saa I skal finde hinanden igen i en Kærlighed langt dybere end jeres ellers var blevet, i en Trofasthed for evig. Maaske din Sejr i Fristelsen var blevet til Hovmod, altsaa Nederlag, mens dit Fald vil kaste dig ind i Guds Arme. Maaske Gud har Brug netop for Søgen og Uro hos dig, som han hos andre har Brug for Fasthed og Begrænsning. Hvad ved du, o Menneske? Intet ved du.

Jo, eet ved vi. Af Jesu egen Mund er det sagt os, at hvadsomhelst vi beder Faderen om i Jesu Navn, det vil han give os.

Og her er vi ved Kernen. Jeg kunde have sparet mig at gaa ind paa alle Protesterne; for naar det kommer til Stykket, betyder Protester ikke stort. Protester her er Goldhedens Børn. Spild ikke Tiden med at modbevise. Aandens Kamp vindes aldrig ved Forsvar; der maa Angreb til. —

Har du bedt i Jesu Navn? D. v. s. med hans Fuldmagt? Saadan at han kan staa inde for din Bøn?

Bønnen i Jesu Navn, det er Bønnen ud af hans Sind, det er Getsemanebønnen: giv mig det og det og det, jeg vil det saa inderlig gerne, dog ske ikke min, men din Vilje.

Min er Bønnen, Guds er Maaden at opfylde den paa.

Verden har et grimt Ord, et graat og bittert Ord, det hedder “at resignere”. “Oho,” siger Verden skadefro, “I Kristne kan nok bede, men I maa dog som alle vi andre værs'god være rede til at resignere.”

Det er Løgn. Der har aldrig været en Kristen, der har resigneret.

At resignere, det er “at slaa sig til Taals; den haarde Skæbne vil ikke anderledes; vi maa finde os i det og gaa videre, saa godt vi kan.”

Men den Kristne, der beder sin Bøn i Jesu Navn, ved i Troen, at han bliver bønhørt. Han bad om at beholde sin Hustru, hun blev stiv i hans Arme, hendes Læber blev blaa, hendes Øjne brast, de slog Laag over hende, hun blev kulet i Jorden, han ved, hun ligger dernede og raadner op. Og dog føler han sig ikke skuffet og snydt. Han ved, han er bønhørt, han ved, at han en Dag skal holde hende i sine Arme, hvor hun for evig er hans. Saa forstokket er Kristendommen. Sandelig, dette er den Tro, der har overvundet Verden.

“Hvadsomhelst I beder om i mit Navn, det skal han give jer.” Giver han mig det ikke saadan, som jeg vilde det helst nu, saadan som jeg tænkte mig det, da jeg formede Ordene, han giver mig det i hvert Fald, for jeg har hans eget Guddomsord for, at hver Bøn, jeg beder i Jesu Navn, skal ende i “den fuldkomne Glæde”.

Den fuldkomne Glæde. Intet kan være mere modsat Resignation.

Saa svimlende Betydning tillægger Jesus Bønnen. Den giver os Magt over selve den Almægtige. Ved at indordne os under ham faar vi ham til at tjene os. Han, der styrer Stjernerne, lader sig styre af mig. “Det der og det der,” siger jeg til ham og peger, “dog først og sidst efter din Vilje.” Og han nikker og ler og tilbereder mig af den Bøn, jeg rækker ham, den fuldkomne Glæde.

Saadan er Bønnen i Jesu Navn. Jamen den kan jeg ikke bede, klager du. Saa bed, saa godt du kan. Bed i dit eget Navn, til Aanden har lært dig at bede i Jesu Navn. Bliv ved at bede, om du føler det aldrig saa fattigt. Raat sagt: kom ikke ud af Træningen. Ja, om du end føler dig helt udenfor, saa husk paa, at det kommer ikke an paa, hvad du føler. Bønnen er sig selv. Selv om du ikke kan følge den længere end til Loftet, kan den dog godt fortsætte til op over Stjernerne. Lad dig ikke friste til Overgivelse. Kan ikke andet stramme dig op, saa husk, den er ogsaa en Befaling. Bed, siger Jesus. Saa op, rejs dig, staa fast paa de slappe Knæ, løft de modvillige Hænder, kast Nakken tilbage, se op, helt op i Guds straalende Himmel. Og bed saa i Jesu Navn om alt, hvad dit Hjerte begærer, bed for dem, du elsker, for dit Land og din Konge, for Europa. Bed for dem, der lider, bed for de onde. Og bed for dig selv, bed for din Bøn. Bliver du ved at føle den lige træt og modløs — jeg tror det ikke, men selvom, hvad gør det, og at du ikke mærker, den naar sit Maal, naar bare den alligevel gør det. 

Amen

Kommentar: 

Munk tager i denne prædiken anslag i imperativet: ”Bed!” Kristus står bag ordene, foruden at være et tilbud markerer de en befaling. Hermed indleder Munk sit budskab, som både har et sjælesørgerisk og et åndeligt vækkende ærinde. 

Munk erkender, at i moderniteten er bønnen en udfordring. Bønnen kan opleves meningsløs emotionelt, men ikke mindst kan den mødes af ”et Væld af Protester”, som har sin grund i et moderne livssyns skepticisme. Spørgsmål omkring Guds eksistens, omnipotens og vilje er i spil. Kan Gud gribe ind? Vil Gud ændre naturlovene? Er jeg selv i stand til forandring?

I Munks optik bliver de ubesvarlige spørgsmål en anfægtelse, som fører mennesket til fortvivlelsen. De indre indvendinger, som Munk her giver en diabolsk identifikation, får ofte den kristne til at miste modet. Imidlertid står befalingen om at bede fast, uanset menneskets følelsesmæssige tilstand. Nu går Munk ind i en diskussion med nogle af disse ”Forstandsindvendinger”: For det moderne menneske er sammenhængen mellem det guddommelige og det fysiske ikke en given ting. ”Du ser ingen Forbindelse mellem den Almægtige og din hule Tand.” Men både det store og det små, ” et Verdensriges Undergang eller Blodforgiftning i din Lillefinger”, er inden for Guds interessesfære. Et særkende ved kristendommen er nemlig Guds ubetingede opmærksomhed, som gælder den lille pige, hvis fugl er syg, eller statsmandens bøn om ”Retfærdighedens Sejr i det store Opgør mellem Folkene.” Selvom Munk ikke her nævner specifikke referencer til krigen er det klart, at tilhøreren indlæser dette, og når Munk ganske kontrafaktisk henviser til ”Smørrationerne i Nazareth” ligger besættelsestidens rationering og bekymring lige under overfladen. Munk henviser til Fadervor (Matt 6,9-13) som indeholder både det åndelige (ske din vilje) og det fysiske (giv os i dag vort daglige brød).

Naturlovene er blandt modernitetens indvendinger imod bønnen. Munk problematiserer denne indvending på to fronter: For det første, ved det moderne menneske ikke alt. Den transatlantiske telefoni var førhen ukendt og måske kan celler genopbygges ved en ukendt påvirkning. Kroppen består i et samspil af ”Aand og Jord”, hvormed Munk referer til Adam, hvis navn på det Gamle Testamentes hovedsprog, hebræisk, betyder omtrent ”taget af jorden”. For Munk har Gud givet både lægevidenskaben og bønnen, og menneskets pligt ligger i at bruge dem begge. Munk ser altså et samspil snarere end en konflikt, mellem kristentroens og naturvidenskabens paradigmer. For det andet, er det vigtigt at mennesket tillader sig at bede, og ikke pålægger sig selv skyld og ansvar i en grad, som udslukker håbet i den bøn, som også er mennesets pligt.

Nu ændrer Munk så fokus i en mere traditionelt sjælesørgerisk retning. Jesu løfte i evangelieteksten om at mennesket skal få, hvad det beder om i Kristi navn, gentager Munk ikke. Det ligger om en underliggende anfægtelse, da Munk jo ved, at det oftest ikke opleves sådan af den bedende. Derfor træder Munk ind i en konfrontation: ”Men saa var det, du sagde, at du er aldrig blevet bønhørt. Skam dig! Hvad ved du om det!” Og nu begynder Munk at opremse et antal eksempler af omkring menneskelig kærlighed og indre kristenliv, hvor den troende måske bliver bønhørt i virkeligheden, på et dybere plan, selvom bønhørelsen ikke sker, som den bedende havde forventet. 

For måske er bønnen hørt på et dybere plan? Måske har Gud været nødt til at lade nederlag og sorg ske i den troendes liv for at befordre Guds ukendte, større plan? I så fald besvarer Gud bønnen i en dybere forståelse. Tilmed kan anfægtelsen, frustrationen og moralske fald  i sig selv tjene til bønhørelse: ”Maaske Gud har Brug netop for Søgen og Uro hos dig, som han hos andre har Brug for Fasthed og Begrænsning.”

Igen opfordrer Munk til at holde fast, ikke blot i imperativet men også i løftet. Mennesket kan protestere i sin uforstand, men der er tale om ”Goldhedens Børn”, som ikke rykker noget positivt. Derfor må mennesket bede med tillid til Kristi fuldmagt. Munk henviser til Jesu bøn i Gethsemane have, hvor han bad ” Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” (Matt 26,39 m.fl.). Her overlod Jesus det til Gud at bestemme hvordan bønnen kunne opfyldes.

Derfor må den troende ikke resignere eller slå sig til tåls. Den kristne er bønhørt, selvom eksempelvis den døende, man bad for, ikke overlever. Munk bruger tilmed en ganske malende, makaber beskrivelse af den døde.  Men dog ved den troende, at vedkommende er bønhørt, også i evigheden. Det er en tro, som har overvundet verden, en reference til 1.Joh 5,4, fører til “den fuldkomne Glæde” jf. Joh 16,24. Glæden er her resignationens modstykke. Munk understreger, at mennesket gennem bønnen har fået ”Magt over selve den Almægtige”, hvilket dog næppe skal forstås absolut, idet mennesket må underlægge sig Fadervors ”ske din vilje”. 

Selv hvor mennesket ikke føler, at bønnen er en mulighed, bør det ifølge Munk alligevel bede. Det bør lægge nakken tilbage og se mod den transcendente Gud. Bønnen kan være for alt, som ligger på hjerte, heriblandt land, konge og Europa. Hermed inddrager Munk mod slutningen igen krigsårenes tragik i verdensdelen.  ”Bed for dem, der lider, bed for de onde. Og bed for dig selv, bed for din Bøn.” Uanset den bedendes følelser er bønnen reel. At Gud hører, begrundes i Guds løfter.