Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække
Afholdt:
2. august 1925
Prædiketekst:
Matthæusevangeliet 7,15-21
Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«
Prædiken:
Skal vi begynde helt forfra. Gud venter af os, at vi bærer gode Frugter; hvorfor? fordi vi er Guds Børn. Egentlig er det da saa ligetil; Gud har skabt mig og han opholder mig — han bevæger mit Hjerte sælsomt med Tvivl og Smerte, med Lykke og skælvende Tak — hans Opmærksomhed er altid over mig; thi han er min Far, han elsker mig og vil mig kun godt.
Dette er det, Jesus har fortalt os; hvad vi aldrig kunde have regnet ud af alt det forvirrende og blandede, som Livet er — hvor noget vidner eet og noget andet det stik modsatte, det fortalte hin mærkelige Tømrer fra Galilæa os, fortalte os det saadan, at Millioner og atter Millioner ikke har kunnet lade være at tro ham, hvad det end kostede dem, og hvor meget der end tydede paa, at han tog fejl; han fortalte os, at hans Far er ham, der har skabt Himlen og Jorden og alle Ting og holder af denne sin Skabning med en Kærlighed større end nogen, der kender til Kærlighed, kan trænge ind i eller forstaa.
Det Menneske, som tog mod dette Budskab og gjorde det til Alvor for sig, blev et andet Menn. Og jo mere han gjorde det til Alvor for sig, jo mere forandret blev han. Denne Følelse af, at alt egentlig er Kærlighed, den lærte ham at smile og at være god. Thi det er dette, Kærligheden lærer Menn.: at smile og at være god. Livet var mig koldt, haardt, fjendsk; og dog holdt jeg af det. Og pludselig saa jeg, at Livet ogsaa holdt af mig; Gud selv stod bag ved Livet og vilde mig kun godt, idel godt. Der, hvor jeg elskede, men netop ikke ventede at finde Kærlighed, der straalede Kærligheden mig i Møde. Har jeg saa ikke Lov til at sige, at jeg bliver et andet Menn.? Ja, for jeg lærer at smile og at være god. Jeg er jo Guds Barn — jeg har hjemme i min Fars Hus — — jeg er ikke et tilfældigt Produkt, der traver rundt i en meningsløs Verden paa 2 mer eller mindre Velskabte Ben, jeg lever ikke et fortumlet Liv paa en Jord, der er Tumleplads for alle Tilfældigheder og Vindstød, nej, jeg er Guds Barn og jeg lever i min Fars Hus, og jeg ved at alle Ting tjener mig til gode: Kærlighedens Lykke og Angst, Sygdommens Afmagt og Pine, Ungdoms Modgang og Alderdoms Skrøbelighed — det er altsammen Guds Kærtegn; min Far holder af mig og glemmer mig ingensinde; derfor maa jeg smile, vil jeg være god. Ja, det er Frugterne af mit Kristenliv: Smilet, Glæden, som ingen Sorg, ingen Fortrædelighed, intet Tab kan faa Bugt, Glæden ved at vide sig som Led i en Verden, der aldrig forgaar, men som skal fredes og lutres og helliges frem til en Lykke, der evigt varer ved.
Og Tjenersindet, Selvhengivelsen — thi dette er jo dog Kærlighedens store Kendemærke, at den søger ikke sit eget, men den vil være til Gavn, til Glæde, til Hjælp for den, den er rettet imod. Derfor bliver det mit Livs reneste Glæde at bære Frugt, at være til Gavn. Saa bærer jeg over med dem, der fortrædiger mig, saa søger jeg Skylden hos mig selv, saa bliver jeg aldrig træt af at tilgive, af at trøste, af at opmuntre, af at tilsmile. Saadan bærer jeg de gode Frugter, hvormed jeg ærer min Mester og Herre og viser mig som hans kære Barn.
Er det Løgn, jeg siger? blev det ikke til noget med alt det? lever jeg bare mit Liv som ethvert andet Menn.? Er der ingen, der kan mærke paa mig, at jeg er Gudens Barn?
Ak, der er noget om det. Kærligheden har bare pillet ved mit eget Væsen, men endnu ikke omskabt det. Men saa vil jeg sandelig folde mine Hænder og bede min Far i Himlen om at omskabe mig, saa jeg maa blive ham værdig, jeg holder af. Og jeg vil tro, han vil gøre det, og glæde mig til det evige Liv, som vi kalder det, d.v.s. det Sted, hvor jeg engang skal være og være, aah, som den, jeg burde være, saa det er en Lyst at være sammen med mig. Thi Guds Kærlighed er evig, og kun den Kærlighed, der er evig, omskaber Menn., saa de naar den evige Lykke.
Amen
Kommentar:
Her er tale om en af prædiken fra Munks første fulde præsteår efter indsættelsen i Vedersø året før. At der er tale om en tidlig prædiken understreges af manuskriptets kombination af forkortelser samtidig med, at der formentlig er tale om et ret fuldstændigt manuskript. Denne prædiken er velegnet til nogenlunde direkte oplæsning med få tilføjelser.
Indholdsmæssige afspejler denne prædiken på samme vis en periode, hvor Munk er i et tidehverv: studietidens studentikose koketterier såvel som den mere konsistente tænkning i for eksempel dramaet ”En idealist” (1923-24) udfordres ved præstekaldets realiteter. Det giver sig udslag i de alvorlige noter i ”Ordet” (1925), men også i Munks forkyndelse, som i denne prædiken.
Munk prædiker ind i det dilemma, han kort beskriver mod slutningen af prædikenen: ”Kærligheden har bare pillet ved mit eget Væsen, men endnu ikke omskabt det.” Han går altså til den ret simple tekst fra Matt. 7 med det udgangspunkt, at budskaber er sandt og gavnligt, men hvor budskabet normativt betragtet møder tilslutning, viser det sig ud fra et analytisk perspektiv problematisk. Mennesket lever sjældent op til evangelietekstens stringente forventninger.
Derfor indleder Munk med en problematisering, nemlig ”helt forfra.” Hvorfor forventer Gud menneskets ”gode frugter”? Frugterne defineres ikke nærmere her, men menigheden i Vedersø har haft en solid forforståelse i den kristne traditions definitioner af disse som moralske og uselviske dyder. Senere i prædikenen eksemplificerer Munk dog disse dyder mindre moralsk, som ”Frugterne af mit Kristenliv: Smilet, Glæden…” Gud forventer disse dyder som modsvar på Guds skabelse og opholdelse af mennesket. Måske inspireres denne kobling af skabelse og opholdelse med sprogbrugen i Martin Luthers ”Lille katekismus” (1529), 1. trosartikel om troen på Gud Fader, som i talrige danske oversættelser var kendt. Gud har skabt og handler, men han påvirker også menneskehjertet ”sælsomt med Tvivl og Smerte, med Lykke og skælvende Tak.” Her er det snarere en pietistisk pathos fra Indre Mission i Maribo eller den kristelige idealisme hos Olfert Ricard som inspirerer.
Guds kærlige, benevolente opmærksomhed er altid til stede, hvilket er Kristi budskab, som mennesket dog ikke umiddelbart forstår. Meget i livet taler imod dette, og det er en uforståelig kærlighed. Dog kan den tros ved Kristi ord, hvilket ”Millioner og atter Millioner” har gjort. Munks fremhævelse af antallet af de troende er en anelse atypisk for hans forkyndelse og afspejler en afstand fra den kierkegaardianske foragt for gruppen og ”Talmajestæten”, som Munk andetsteds tilslutter sig. Det skal næppe lægges noget dybere i dette forholdt.
Mennesket forvandles ved modtagelsen af Kristi budskab, og jo mere ”Alvor”, jo mere forandring. Alvor må her tolkes i retning af intensitet, snarere end livsfjendskhed. Budskabet skaber en ”Følelse”, der hos Munk næppe skal forstås rent emotionelt. Følelsen er erkendelsen af Guds væsen, og at ”Gud selv stod bag ved Livet og vilde mig kun godt, idel godt.”
Hermed kan mennesket glæde sig midt i modgang og møde kærligheden, hvor den ikke kan ventes. Mennesket lever i en lyksalig tilstand tilsagt af Faderens krælighed, og er dermed villet, skabt med intention og hævet over vilkårligheden, ” : Kærlighedens Lykke og Angst, Sygdommens Afmagt og Pine, Ungdoms Modgang og Alderdoms Skrøbelighed — det er altsammen Guds Kærtegn…”Der hentydes til Rom 8,28: ”Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.” (1907/1931). Troen skaber i Munks perspektiv frugt, som her defineres som gensvaret på Guds kælighed, nemlig glæde, nemlig ”Glæden ved at vide sig som Led i en Verden, der aldrig forgaar.” Herfra udspringer tjenersind, villighed til tilgivelse og selvransagelse.
Nu standser Munk op og vender refleksionen: er det foregående reelt virkelighed i Munks eget liv? Er der virkelig sket den transformation ved troen på Kristus, som Munk beskriver? Munk benægter, at det i et og alt er tilfældet, for processen er begyndt, men ikke fuldendt, som ovenfor nævnt: ”Kærligheden har bare pillet ved mit eget Væsen, men endnu ikke omskabt det.”Derfor må mennesket bede Gud fortsætte transformationen, at mennesket må blive værdigt. Værdigheden skal her ses i forhold til Kristi efterfølgelse og de gode frugter, ikke i forhold til generel værdighed over for Gud, hvor Munk følger det lutherske spor omkring menneskets uværdighed. I evighedsperspektivet er transformationen mulig i og med at Guds kærlighed og væsen er evigt. Der kan mennesket endelig træde fuldt i karakter som det omskabte menneske.
Munks prædiken er til indledning klassisk skriftudlægning og kerygma. Munk følger ikke evangelieteksten særlig præcist og reducerer i virkeligheden evangelieteksten tema ganske væsentligt, formentlig med henblik på en større klarhed i forhold til hans grundlæggende tema, som ligger i anfægtelsen. Munk tiltaler nemlig sin egen frustration og anfægtelse, hvormed prædikenen slutter sjælesørgerisk: når mennesket ikke oplever de gode frugter i sit liv kan det give sig tid og stole på Gud.
Om prædiken
Type: Menighedsprædiken, sjælesorgsprædiken
Referencer: Matt 7,15-21 At bære god frugt
Rom 8,28 Alt virker sammen til gode for den troende
Temaer: At bære god frugt, efterfølgelse, kærlighed, Kristus, sjælesorg