Kaj Munk: At acceptere Guds vilje

Prædiken til Fastelavns søndag, 1. tekstrække

Afholdt: 

27. februar 1927 i Skaalevig Kirke (Skálavíkar Kirkja), Færøerne

Prædiketekst:

Matthæusevangeliet 3,13-17

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« 
 

Prædiken:

Johs vægrer sig ved at døbe Jesus. Han kan ikke forstaa, hvad det skal til. Jesu Svar er: Gør det uden Begrundelse. Gør det, for saadan er det nu rigtigt. Det er saa tit Guds Svar til Mennesker. Har du aldrig staaet over for noget, hvor du fik Lyst til at spørge: Har et Menneske skuffet dig? Kneb det med at skaffe til Føden. Mistede du en, du holdt af ved Drukning, Fald, Tuberkulose? Saa er du fristet til at spørge: Hvorfor maatte det ske. Jeg bad jo til Gud? Kunde han saa ikke ... Hvorfor? 

Ja, det: de store Hvorforrer i Livet. Og dem svarer Gud ikke paa. Men Troen ved alligevel et dejligt Svar: Det er, fordi det er rigtigt. Det er det mageløse ved at komme Jesu Mund nær. Den svarer paa vore Spørgsmaal med Svar, der ikke giver vor Forstand nogen Oplysning, men vort Hjerte Hvile og Kraft. Dette sker, fordi det er rigtigt. Det er Guds Vilje.
 
De arme, de fattige, der ikke kender Jesu Tro. De ved slet ingen Svar: De siger, det var tilfældigt, det var uheldigt. Hvad Trøst er der i det? Men det, at dette tunge, det er dog Guds Vilje, ham, der vil os det bedst af alle, se, det er der Trøst i det. Saalænge vi derfor tror paa Gud, saa er vi ovenpaa. Et Menneske, vi fuldt ud stoler paa, kan gøre mange mærkelige Ting — vi ved dog han bærer sig ret ad og behøver ikke at spørge. Saa er vi da enige med hinanden om, at Troen er noget dejligt noget at besidde. Desværre er det ikke altid lige nemt. Tvivl og Vantro vil gerne komme og file. Men naar vi har indset, hvad Tvivl og Vantro er for noget Skidt, at det bare vil svække os og forvirre os, saa er vi ogsaa paa vor Post mod de Djævle og sætter dem paa Døren, naar de kommer, og er vor Beslutning tro: Jeg og mit Hus vi vil tjene Herren. Ja, tjene Herren. Det er jo ikke blot de Tilskikkelser, Gud sender os, at vi har Brug for Troen, det er jo ogsaa naar vi skal leve og handle. Der er det nemlig saa tit, at Guds-Ordet vil noget andet end vor Forstand vil, vore Drifter vil, vi selv vil. Johs i Dag han vilde ikke døbe. Det var nu visstnok af smuk Beskedenhed. Men vi, vi vil ikke tilgive vor Næste, vi vil ikke glemme de Fornærmelser, vi vil have vor osv. Der kommer Guds-Ordet. Det sømmer sig at fuldkomme Retf., at gøre det rigtige. Hvor Troen er ikke blot stor, men ogsaa alvorlig, der gør den Mennesker ikke blot sikre, men ogsaa gode. Der lyder de uden at spørge og uden at gøre Indvendinger Guds Røst, hvor modsat deres egen den end toner.

Jesu Daab skulde vi tale om i Dag. Nu blev der jo ikke Tid til det. Saa har I den Prædiken til Gode til en anden Gang. Vi blev hængende i Indvendingen. Det maa vi nok i en Prædiken, blot aldrig i Livet. Lad os hænge i med hinanden, at vi skal naa til det fulde Ja til Jesus: Ja, Du er min Herre og min Gud, jeg vil gerne være et troende Menneske, men jeg vil alligevel hellere være et godt Menneske, gør du mig nu til begge Dele, jeg skal nok hjælpe til. Ellers kan jeg jo ikke komme ind i din Himmel engang naar jeg dør og være sammen med dem, jeg holder rigtig af, og det vil jeg alligevel helst. 

Amen.
 

Kommentar: 

Denne prædiken er den første af to prædikener, Kaj Munk afholder på Færøerne i 1927.  Munk tager afsæt i et bestemt element i evangelieteksten, nemlig Johannes Døberens vægring ved at døbe Jesus. Munk bruger det som sindbillede på menighedens undren over livets især negative tilskikkelser. Teodice-problemet bliver aktualiseret med blandt andet drukning, fald og tuberkulose. Især de to første er måske særligt relevante i en færøsk kontekst.

Mennesket kan ikke forvente at forstå, lige så lidt som Johannes kunne forstå Jesu dåbsopfordring. Det er ikke muligt at forstå, hvorfor Gud ikke handler på trods af bøn og Gud giver ikke svar. At være Kristus nær giver dog mening, fordi han bekræfter, at det er Guds vilje. De mennesker er stakler, som kun ser tilfælde og uheld i disse tilskikkelser, for der er trods alt trøst i, at Guds vilje sker. Når mennesket stoler på Gud ”saa er vi ovenpaa,” fordi tilliden til den kendte bærer igennem det uforståelige. Men tvivlen og vantroen anfægter den tro og svækker os ofte.

Denne tro er også nødvendig i tilværelsens valg, som ellers ofte træffes på baggrund menneskets egen tilskyndelse, som da Johannes afviste Jesus. At være eksempelvis utilgivende eller bitter er at forlade troens vej, som er at gøre det, som Gud fordrer, men som mennesket ikke forstår.

Imod slutningen på denne prædiken, som berører centrale sjælesørgeriske emner omkring Guds uudgrundelighed skifter Munk pludselig spor: Jesu dåb er der ikke blevet tid til, og den prædiken må menigheden høre en anden dag. Underforstået af en anden præst, da Munk kun opholdt sig på stedet i kort tid. Johannes indvending mod Jesu opfordring blev Munks anslag og central i både prædikenens tematik og opbygning.

Selve prædikenens afslutning er en bøn, rettet til Gud og i 1. person. Munk ønsker at være et troende og et godt menneske og at kunne tilbringe evigheden i Himlen med sine elskede. Den korte bøn inviterer menigheden til individuelt at tilslutte sig.

Denne første færøske prædiken er ganske enkel og undgår behændigt at forholde sig til større samfundsspørgsmål. Fokus er på den enkeltes gudsrelation, tro, anfægtelse og valg og følger dermed overvejende en klassisk vækkelsestradition. At Munk kun kort refererer til evangelieteksten, som han senere udtrykkeligt lægger til side, svarer godt til Munks overvejende frie forhold til teksterne. Her er det tydeligt den sjælesørgeriske og opbyggelige pointe, han opsøger, fremfor en grundig udlægning af teksten. Måske hænger dette valg sammen med Munks indtryk af menigheden i Skaalevig, herunder hvad han måske har fået af vide af den stedlige præst.