Fundraising er det nye hurraord i organisationer. Vi skal have flere penge ind. Og jo mere krisen kradser – corona-virus eller andet – des mere står ordet og blinker i bevidstheden.
Det snævre fokus risikerer dog at skabe et kæmpe selvmål for organisationen. Strategien er kortsigtet, vitaminfattig og i bedste fald immunskabende.
Kortsigtet, fordi rygmarvsreaktioner sjældent indebærer tanker, der er tænkt til bunds.
Vitaminfattig, fordi vi – måske af mangel på gode historier - prioriterer selve profileringen af organisationen frem for at fortælle, hvad vi rent faktisk gør.
Og immunskabende, fordi de potentielle givere nemt gennemskuer billige salgstricks.
Hvorfor er vi sat i verden – og hvor?
Vi bør i stedet tage en dyb indånding og tænke over, hvorfor vi er sat i verden, og finde ud af, hvor i verden vi rent faktisk udfører de opgaver, vi er sat i verden for.
I stedet for impulsivt at tænke rækkefølgen: fundraising – profilering – den gode historie, bør vi eftertænksomt prioritere omvendt: den gode historie – profilering – fundraising.
Væk med rygmarvsreaktioner. Frem med rigtige historier, fulde af gode vitaminer, der in devisen ”don’t tell it; show it” demonstrerer organisationens profil i aktiv handling og derfor bliver attraktiv for givere at investere i.
Begynd med den gode historie
Med andre ord: Begynd med den gode historie.
Der findes som bekendt kun to af slagsen: Godt, det ikke er mig! og: Bare det var mig! Godt det ikke er mig, der sidder i en flygtningelejr og fryser lige nu. Bare det var mig, der kunne række flygtninge tæpper, tøj, sko og så videre.
Det er historien. Overfør den til organisationens kerneydelse.
Når jeg holder foredrag for kirker, stiller jeg det drilske spørgsmål: Hvad laver I ud over at holde møder?
Der bliver typisk helt stille i salen. Så kommer en hånd op: Vi holder foredrag! Nej, det er et møde. Vi arrangerer babysalmesang! Nej, det er et møde. Vi har læsegrupper, studiekredse, ungdomskor… Nej, det er alt sammen møder.
Efterhånden går det op for deltagerne, hvor jeg vil hen. Og de begynder at fortælle om en besøgstjeneste, hvor syge, svage og ældre får en besøgsven. Om spejderarbejde, hvor unge lærer sammenhold og at klare sig i naturen. Om genbrugsbutikken, der giver overskud til hjælpearbejde nede i Afrika. Så er vi ved at være der.
Hvad laver I ud over at holde møder?
Nu er spørgsmålet: Hvad laver organisationen ud over at holde møder? Ud over at sidde på kontor og administrere, kommunikere og ja, fundraise?
Jo, vi har da samlet alle præster i Guatemala til en lederkonference. Og i Egypten har vi lige holdt en dialogkonference med præster og imamer. Fint nok, men ikke godt nok. Det er jo også møder.
Forlad venligst konferencelokalet og gå ud på gaden. Kom med penge eller ting og sager, der kan lette tilværelsen for dem, I vil hjælpe. Tag med en præst og imam under armen og rejs hjem til landsbyen og se, hvordan de arbejder i praksis. Gå med dem ud i hjemmene og se, hvordan de rådgiver unge, trøster de gamle og mægler mellem stridende ægtefæller.
Opdag hvad al den teorispredning på møder gør godt for. Så tør jeg vædde med, at I får masser af gode historier med hjem, der kan profilere organisationen og give gode grunde til at støtte jer.
Fundraising alene gør det ikke
Men det er den vej, det vender. Den gode historie kommer først. Og send så ikke kun en præst, direktør, programchef eller generalsekretær af sted ud i marken. De har jo nok at lave med netop at holde møde med samarbejdspartnere.
Send en kommunikationsmedarbejder – eller endnu bedre: inviter en journalist. De har øje for den gode historie, de kan stille de rigtige spørgsmål, og de kan bagefter formulere det i fængende artikler. Og send en fotograf med, så I får gode billeder og små videoklip.
Fundraising alene gør det ikke! Det er blot sidste led i den kommunikative fødekæde. Først kommer den gode historie, som automatisk profilerer organisationen og gør at giverne siger: Selvfølgelig skal vi støtte jer!