Min sidste klumme handlede om tid. Den har der ikke være meget af her i den stille uge op mod påske.
Ah, den stille uge, hvor vi har fri, hvor grillen kommer frem, hvis vejret tillader det, hvor vi bare skal slappe af og spise chokoladeæg i lange baner. Til trods for ugens kaldenavn, så går det anderledes tjept for en præst.
Det samme gør det frem mod søndag i en ganske almindelig uge. Jeg havde haft en travl uge frem mod palmesøndag, og efter gudstjenesten var jeg i Dagli’Brugsen i nabobyen Særslev for at hente en pakke og handle lidt ind. Jeg troede, at jeg kunne have både pakke og varer i favnen, men måtte sande efter flere mislykkedes forsøg, at jeg måtte gå ad to omgange ud til bilen.
En kvinde, som stod i kø til kassen, tilbød mig hurtigt sin hjælp.
”Hvor er det pænt af dig, er du sikker?” spørger jeg, hvortil hun svarer:
”Ja, jeg har ikke så travlt. Det er jo bare søndag.”
Da jeg bagefter sad i bilen med nøglen i tændingen, resonerede hendes kloge ord i mine tanker. Ja, det er bare søndag. Der talte hun direkte til de celler i mig, som fortsat kører på københavnertid og tænker ”vi skal videre, vi skal nå, vi skal gå – ikke stå.”
Udsigt til kirkeskov, tårnfalke og klynger af rådyr
Efter søndagens gudstjeneste, ja, så er det jo faktisk bare søndag. Og ind imellem påskens tjenester, så skal vi huske at være stille og lade roen sænke sig, så vi kan lade alle påskens følelser, ord og vidundere tage deres plads.
Når det lykkes mig at tage roen på mig som en dejlig, lun sweater, så opdager jeg, hvor fantastisk her er her på landet! Naturen iler mig i møde fra alle hjørner.
Mod syd går brune travheste rundt og græsser. Mod vest strækker grønne, frodige marker sig så langt øjet rækker. Omme bag huset mod nord er der udsigt til kirkeskov, tårnfalke og klynger af rådyr.
Og endelig mod øst tårner kirken sig op over byen, og får selskab af de smukkeste solopgange. Et fasanpar er begyndt at komme på visit her i præsteboligen. Hannen tager kampen om mod kælderruderne og sit eget spejlbillede, mens hunnen (formentligt) står lidt i baggrunden og ryster på hovedet.
Oplev naturen en sans ad gangen
En klog mand her på egnen gav mig for nylig et godt råd: Vil du være fuldt til stede i nuet, så prøv at fokusere på en sans ad gangen. Det forsøger jeg at øve mig i på mine gåture, og så skal jeg love for, at naturen springer ind i kroppen på mig.
Går jeg over markerne og lader ørerne føre an, så triller lærkerne ivrigt deroppe, en due kurrer dovent i det fjerne, og vinden danner baggrundsstøj og tager i mit hår fra alle sider. Nede i kirkeskoven falder øjnene på de nyligt ankomne anemoner, de mange smukke svampegevækster på nedfaldne træstammer, de fede knopper på alskens grene, der snart ikke kan holde sammen på sig længere.
Om morgenen slår jeg altandørene op i mit soveværelse og byder dagen og verden godmorgen med åbne arme.
En af de første morgener, hvor jeg fulgte dette mindre ritual, sugede jeg så meget luft ind ad næsen og ned i maven, jeg overhovedet kunne, for derefter at blive ramt af en øjeblikkelig kvalme. Lugten af gylle var suget helt ned i den tomme mavesæk, og jeg blev fuldkommen overmandet af mødet med – ja – lort så tidligt på morgenen.
Landmandens begesjtring smitter
Med tiden har jeg lært at leve med lugten. Faktisk mere end det, jeg sniffer den i virkeligheden lidt i smug, for den minder mig om naturens kredsløb og om landmændenes hårde og dedikerede arbejde rundt omkring på de nordfynske gårde.
En af de driftige landmænd inviterede mig ind i sin verden for nogle uger siden. Vi talte om økolandbrug, om planter og dyrs mærkværdige liv, og på staldvæggene hang der plancher og digte om naturens skønhed.
Det var glædeligt at se, men det allerbedste var den begejstring det hele fik frem i landmanden selv.
Den feber, han er ramt af, begynder så småt også at blusse op i mig, og det er sådan en gave. Naturen og skaberværket er fantastiske gaver, som inspirerer til snakke om liv og til mange gode prædikener i kirken.