Onsdag den 24. januar blev jeg ordineret i Odense domkirke. En fantastisk dag, hvor jeg på én gang trådte frem mod mit fremtidige præsteliv, og tænkte tilbage på et kært barndomsminde.
En dag da frosten bed i kinderne, og den skarpe vintersol blændede i horisonten, gik jeg og resten af 4. A og B fra Solvangskolen en formiddagstur på Storebjerg i Farum nord for København.
Jeg havde min klasselærer Eja på den ene side og min veninde og hendes lærer på den anden, og mens vi traskede henover de knoldede, hårde enge, talte vi om fremtiden.
Den anden lærer spurgte mig: ”Nå, Camilla, hvad vil du så gerne være, når du bliver stor?”
Med selvsikkerhed gjorde jeg mig klar til at svare på spørgsmålet. På daværende tidspunkt var det skuespiller, tøjdesigner og sanger, der hittede, men da jeg åbnede munden for at svare, var det et helt andet svar fra en helt anden stemme, der lød i kulden.
”Camilla? Hun skal være præst,” sagde min klasselærer med en røst, der på én gang var både mild og bom-sikker. Jeg husker, at jeg så på hende med lige dele vrede og forundring.
Kendte hun mig slet ikke? Om det så var det sidste ledige job i verden, så skulle jeg aldrig være præst! Mage til out-dated og kedelig en beskæftigelse skulle man lede længe efter.
Jeg har flere gange siden gået den samme tur nede på Storebjerg i den samme retning, som vi gik dengang, og det slog mig først som voksen, at Farum kirke lå lige foran os i horisonten.
Set i bakspejlet har jeg nok gået på den sti med kirken foran mig lige siden den dag i 4. klasse.
”Det er det, vi kalder et ’kald’”
I løbet af mine voksne år er jeg flere gange blevet ramt af en stærk overbevisning om, at det var præst, jeg skulle være. Dog er det ofte gået som med profeterne i Bibelen: Det passede aldrig helt ind i planerne.
Jeg blev BA i dansk fra Københavns Universitet, blev KA i journalistik og kultur fra Paris, og journalistikken tog mig til Rwanda, Cahors-egnen og DR-byen. Jeg har lært så meget, fået så meget livserfaring, og jeg ville ikke have været noget af det foruden.
Alt imens jeg var glad for det, der optog mig, blev jeg et par gange om året ramt af en meget klar åbenbaring: Jeg skulle være præst – min klasselærer havde ret. En ild og en iver ville blusse op i mig, jeg læste bøger og artikler skrevet af teologer, og jeg mærkede en følelse af mening.
Selma Ravn, som var præst i Frederikskirken i Paris dengang, inviterede på kaffe umiddelbart efter en af disse åbenbaringer, og hun lagde hovedet på skrå, smilede kærligt til mig og sagde:
”Camilla, det er jo det, vi kalder et ’kald’.”
Klar til at træde præste-barneskoene i Veflinge Kirke
Det kald kunne jeg ikke længere ignorere, og ikke længe efter tilmeldte jeg mig teologistudiet gennem Åbent Universitet i København.
Det har været en lang, knoldet vej mod præstekjolen; uddannelsesloftet og kandidatreglen gjorde, at jeg ikke kunne blive optaget på studiet på normal vis, men da den nye §1a-ordning blev en mulighed, greb jeg den.
Gennem mine fem års teologistudie har jeg aldrig set mig tilbage – kun frem mod kirken i horisonten, som den dag på Storebjerg for mange år siden.
Præsten og journalisten deler en nysgerrighed på omverdenen, en glæde ved det talte og skrevne ord, et selvstændigt arbejdsliv, og en mangfoldig hverdag med forskellige mennesker i alskens livssituationer. Derfor har min journalistiske erfaring kun bestyrket mit kald til at blive præst.
Kirken i horisonten var for mig aldrig nogen bestemt kirke. Det er den blevet nu, hvor jeg skal træde mine præste-barnesko i Veflinge kirke på Nordfyn og på Hospice Fyn nær Odense.
Nu er det den kirkelige virkelighed, der står foran mig, og endelig er jeg fremme, klar til at tage i døren og gå ind i menigheden og i lokalsamfundet med flid, ydmyghed, livserfaring og det glædelige budskab.