Vævlinge, Vævli, Wøflinge, Veflinge. Kær by har haft mange navne gennem tiden, flere præster gennem tiden, og nu for tiden er det mig, der er præsten her i lokalsamfundet. Tiden flyver af sted, hver dag tager den næste, og knap er jeg trådt ned fra prædikestolen om søndagen, før klokkerne igen kalder til højmesse.
Kalenderen lader sig hurtigt fylde ud; Konfirmandundervisning, mail-skrivning, prædikenskrivning, klummeskrivning. Interview med avisen, møder med kolleger, med personale, med menighedsråd. Hjemmebesøg, plejehjem, sangaftener, kurser. Kirkelige handlinger, og hurtige handlinger. Alt sammen godt, og meget af det nyt.
Jeg har tænkt en del over tiden, siden jeg begyndte i embedet her på Nordfyn. Menneskelivets vilkår fra vi er små, til vi bliver grå. Nogle timer flyver, andre går i stå.
Jeg er begyndt at gå langsommere, end jeg gjorde, da jeg boede i København. Til gengæld tør jeg efterhånden at køre lidt hurtigere på de snørklede landeveje. Når jeg kommer op omkring de 60 km/t, skiller jeg mig heller ikke så meget ud fra de lokale, der kender vejene ud og ind.
Flere her i byen har boet her hele deres liv. Andre kalder sig tilflyttere på trods af, at de har boet i Veflinge i over femogtyve år. Vores dygtige graver, Vagn, har været ansat ved kirken i syvogtredive år.
Det er mange års god og værdifuld erfaring, han har skrabet sammen over tid, og han deler glædeligt ud af sin viden, når vi dagligt får os en snak over dørtærsklen. Det skal der også være tid til.
“Fortællecafeen,” der består af en flok livlige, livskloge kvinder, som mødes en gang om måneden i konfirmandstuen, deler historier og anekdoter fra en svunden tid, og sætter dem i perspektiv til vores nutid. Gamle vejnavne og små huse med skilte som “Frysehus” og “Sprøjtehus,” vidner om en lang historie, som lever videre i byen.
Tid tager tid
Nogle gange kommer tiden bag på mig, som når jeg løfter hovedet fra bøgerne, kigger ud ad kontorvinduet og ser, at træernes knopper pludselig har fået farve. De er lyserøde, og når den tid kommer, bliver hele forhaven indhyllet i candyfloss, som mine genboer har fortalt mig. Alt springer ud i lyserøde nuancer.
På mit kontor har jeg et postkort hængende, hvorpå der står: “Vi skal derhen, hvor man kan blomstre.” Jeg ved, at jeg er havnet i den rette have, men at blomstre tager tid. Først skal man sås og spire, suge næring til sig. Jeg er i gang med en indre, rivende udvikling, som kun delvist lader sig manifestere i synligt arbejde.
Enhver begyndelse tager tid – også når man som ene præst i sognet selv skal installere IT, samle kontormøbler, føre kirkebog og lære en Android-telefon at kende, når man ellers har været ivrig Apple-bruger. Men som en meget klog kvinde fra lokalforeningen kærligt sagde til mig på et charmerende, klingende fynsk: “Kommer tii’ kommer råå’.” Og det har hun jo ret i.
For lidt over en måned siden, holdt biskop Mads Davidsen sin tale for os ordinanter i Odense domkirke. Her bød han os velkommen tilbage til tiden. Velkommen til Fyn, hvor det handler om at give sig tid til at være til stede, at stå af tidsræset, og at acceptere at de store øjeblikke i menneskets liv, hvad end de er fyldt med glæde eller sorg, tager den tid, de tager.
Det gælder for alle mennesker, og det gælder for mig som ny præst. “Giv tid! og livets træ bli’r grønt, må frosten det end kue, giv tid! og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue.” Sådan skrev B. S. Ingemann i et eventyr fra 1831, og i det eventyr, jeg er ved at leve her på Nordfyn, gælder ordene stadig i 2024.