Kunstgrebet: Hovedpersonen i "Breaking Bad" viser det egocentriske i os alle

Walther White kæmper tilsyneladende for sin familie, men gør til syvende og sidst det hele for sig selv. Det er os. Det er det dybeste lag i os. Og Kristus er vores eneste håb for vores manglende evne til at give helt og aldeles afkald på os selv. 

Håbet om Guds nåde og miskundhed fritager os ikke et øjeblik fra at arbejde på at give afkald på os selv. Men nåde og miskundhed er det uundværligt håbefulde, når jeg igen og igen griber mig selv i egocentriskhed, i flere minusser end plusser, skriver valgmenighedspræst Henrik Højlund.
Håbet om Guds nåde og miskundhed fritager os ikke et øjeblik fra at arbejde på at give afkald på os selv. Men nåde og miskundhed er det uundværligt håbefulde, når jeg igen og igen griber mig selv i egocentriskhed, i flere minusser end plusser, skriver valgmenighedspræst Henrik Højlund. Foto: Leif Tuxen

Valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke skriver om teksten til 2. søndag i Trinitatis. 2. tekstrække, Lukasevangeliet 14,25-35:

Henrik Højlund ”Ingen af jer kan være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.” 

Der er stærke, til dels uforståelige sager i spil i disse Jesus-ord, men jeg tror, at sætningen om ”at give afkald på alt sit eget” er en nøglesætning.

En af de mest populære tv-serier nogensinde, “Breaking Bad”, giver dyb indsigt i menneskets problem med at give afkald på alt sit eget. Hovedpersonen Walter White bevæger sig fra almindelig menneskelighed og anstændighed til umenneskelighed og usympatiskhed. 

Meget længe har vi sympati for hovedrollen – en mand, der kæmper for sit liv og sin familie. Han gør det med kriminelle metoder, som bliver værre og værre. Han er breaking bad

Han knækker mere og mere i retning af ondskab, af umenneskelighed. Og alligevel bliver man ved med at holde lidt med ham, finde forståelse for ham. Han gør det for familien – sådan som han også hele tiden signalerer det for sig selv og sin kone. Ja, hvad vil man ikke gøre for sin familie?

Den egocentriske drivkraft

Men så ramte det mig langt henne i serien: Walther White gør til syvende og sidst det hele for sig selv. Det er og bliver den dybeste bevæggrund for det hele – ham selv. 

Der er også andre bevæggrunde. Han elsker uden tvivl sin familie. Men han elsker sig selv mest. Og det driver ham ud i et dybt mørke, og familien drages med. Denne ufatteligt egocentriske drivkraft – den står mere og mere skarpt i serien. Til sidst er alt formildende væk. Tilbage står der kun: egoismen. 

Og jeg tænkte: Det er os. Det er det dybeste lag i os. Det egocentriske lag. Den drift, der driver os til at gøre alt for egen vindings skyld. På alle niveauer af vores liv. 

Man kan virkelig blive sortseer, når det begynder at banke på. Jeg tror, at der i dette sortsyn er klarsyn: Alt, hvad jeg gør, gør jeg dybest set for mig selv. Selv i mine bedste handlinger er der et underliggende motiv af egoisme.

Forfatteren til “Breaking Bad”, Vince Gilligan, sagde i et interview for enden af serien, at det var svært at skrive historien om sådan en person, fordi han er så mørk og moralsk tvivlsom: 

”Jeg kommer til at savne det, når det hele er ovre, men på et vist plan bliver det også en befrielse ikke at have denne person i mit hoved længere.” 

Tja, måske ikke i hovedet længere. Men hvad med sjælen, hjertet, det inderste, og derfra ud i daglig livspraksis: at være et menneske, som i den grad er styret af sin egocentriskhed. Et menneske, der når alt kommer til alt aldrig giver afkald på sit eget.

Nåde og miskundhed

Grundtvig sagde som bekendt: ”Menneske først, kristen så”. Jeg foreslår en variant: ”Kristus først, menneske så”. Det er og bliver nemlig vores eneste håb for vores manglende evne til at give helt og aldeles afkald på os selv. 

Kristus gav afkald på sig selv i en grad, som vi aldrig kommer til at forstå radikaliteten af.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da havn var trådt frem som menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, da, døden på et kors”. (Filipperbrevet kap 2)

Kristus gav afkald på sig selv for at række ud til os, der har så svært ved at give afkald på os selv. Som Paulus også skrev: ”Mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.” (Galaterbrevet kap 2)

Kim Larsen kunne synge det enkelt og ligetil: 

Når mit regnskab det ska’ gøres op
Så tror jeg nok Vor Herre får en prop
For jeg har syndet så det stod i stænger
Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
Plus det løse som ingen husker
Så vis mig nåde og miskundhed.

Nåde og miskundhed – lige præcis. Vis mig det, giv mig det, for det er komplet uundværligt. 

Og selvfølgelig fritager det os ikke et øjeblik fra at arbejde på at give afkald på os selv. Ikke et øjeblik. Men nåde og miskundhed er det uundværligt håbefulde, når jeg igen og igen griber mig selv i egocentriskhed, i flere minusser end plusser.

Som en god, ældre veninde, der skridt for skridt har nærmet sig Kristus, skrev til mig for nylig: ”Det føles lidt, som hvis man gerne vil opnå et 12-tal hos Gud, men Jesus har lavet lektierne for én.”

Denne artikel er en del af dette tema:
Kunstgrebet
Kunstgrebet