Hvordan fortæller man den gode historie fra et land langt væk fra Danmark både geografisk og kulturelt?
Papua Ny Guinea ligger øst for Indonesien og nord for Australien. Landet består af flere tusinde separate landsbysamfund, de fleste med kun et par hundrede mennesker, opdelt efter sprog, skikke og traditioner. Der tales 839 forskellige sprog i landet – det er omkring 12 procent af verdens samlede sprog. Mange af sprogene tales af færre end 1000 mennesker.
Men snakke, det kan de. Og de fleste taler det nationale sprog Tok Pisin, som jeg brugte det første halve år på at lære. Befolkningen er mere åbenhjertige og snakkende end danskerne. Århundreders mundtlig formidlingskultur bliver til meget smalltalk, inden man kommer til sagen. Jeg har lavet interviews på en halv time, der kunne have taget fem minutter. Dem, man interviewer, synes det er vigtigere at tale sammen, end hvad man får ud af snakken.
Hvad gør man så?
Alt kan inddrages i en fortælling
Jeg har aldrig været fan af skole, og på det seneste halvandet år her i dette eksotiske land er jeg blevet bekræftet i, at der er mange ting, man ikke lærer på skolebænken.
Jeg bor og arbejder i ”The land of the unexpected” sammen med min kone Rebecca. Vi er sendt fra Lindehøj Kirke i Herlev gennem den kristne, humanitære flytjeneste Mission Aviation Fellowship (MAF). Rebecca er skolelærer og underviser børn på en international skole i Mount Hagen, hvor 90 procent af eleverne kommer fra lokale familier, der vil give deres børn kvalitetsuddannelse.
Selv er jeg kommunikationsmedarbejder med erfaring fra filmindustrien i Danmark. Det er en erfaring, jeg har fået god brug for i Papua Ny Guinea. Alt – og jeg mener alt - kan inddrages i fortællingen.
Som i film er miljø, billedkomposition, baggrundslyd, ja al kontekst vigtig for historien. Tænk hvis man kunne formidle lugt gennem skærmen, så kunne folk virkelig forstå historierne fra Papua Ny Guinea.
Ligesom i film og medier i Danmark gælder det selvfølgelig om at finde historiens kerne og arbejde ud fra den. Men historierne ligger bogstaveligt talt og flyder alle vegne.
Til daglig har jeg kontor ved siden af MAF's base, hvor last og baggage ligger og venter på at blive transporteret afsted af MAF til de mest isolerede områder i Papua New Guinea.
Lige dér er historien: hvem skal transportere hvad, hvorhen og hvorfor? En ældre mand kom med en pose brugt tøj, som han har købt billigt i storbyen og ville sælge hjemme i hans families lille by. Han havde igennem flere år huset forskellige børn i skoleferien fra isolerede landsbyer, og salget af tøjet skulle sørge for penge til at disse børn kunne komme i skole.
Det betød mindst lige så meget for denne ældre beboer at fortælle sin historie, som det gjorde for mig at høre den. Hvis man er nysgerrig og har tålmodighed og engagement i samtalen med den enkelte, vil man også opdage de helt særlige pointer. Jeg er overbevist om, at ethvert menneske har en væsentlig historie at fortælle.
Fem gode råd til at interviewe i en fremmed kultur
Her er mine erfaringer, som måske kan bruges af kommunikationsmedarbejdere herhjemme.
1. Vær vidt åben. Netop fordi det er så uforudsigeligt, hvad der møder mig efter en flyvetur til et afsidesliggende område omkranset af bjerge og isoleret af tæt jungle, eller bare på en helt almindelig dag på MAF-basen, er jeg nødt til at have alle sanser på stilke. Lægge mærke til ansigter, mimik, udtryk i øjne, bevægelser, dufte, omgivelser udenfor og indenfor.
2. Knyt forbindelsen. Smil, vis åbent kropssprog, sæt dig ned, mød folk i øjenhøjde, brug tid på smalltalk og spis og drik sammen med dem, indtil du fornemmer: ”Nu er den der!” Det er udfordring at knytte forbindelse, når man er hvid vesterlænding, især når man lander med et fly i bushen. Når jeg lander, tager det ofte en halv dag, før jeg rigtigt er ”landet” og har skabt en god kontakt til de folk, jeg gerne vil interviewe.
3. Husk nyhedsværdierne. Når man er udenlands, vænner man sig til lokalkulturen og glemmer måske, hvad der er anderledes og overraskende for danskerne. Der er ligesom to parametre at gå efter: Hvad er nyt, og hvad er relevant? Med andre ord: hvad skaber interesse og identifikation? Min opgave som kommunikationsmedarbejder er at skrive gode historier, som både lokalbefolkningen og folk verden over vil blive rørt af.
4. Stil åbne spørgsmål. Så er vi tilbage ved nummer ét. Vær helt åben, også når du stiller spørgsmål. Spørg nysgerrigt: Hvad, hvordan, hvornår? Og ikke mindst: Hvad følte du? Det skulle gerne kunne lade sig gøre at få autentiske kvalitetsudtalelser, netop fordi du fra starten har sat dig ned og opbygget kontakten.
5. Husk detaljerne i efterarbejdet. Man skal være rigtig god til det lokale sprog for at lægge mærke til særlige udtryk og det, der bliver sagt mellem linjerne. Man skal være villig til at lytte oprigtigt og stille gode spørgsmål. Efterfølgende kan man oversætte de små detaljer i samarbejde med andre. Derfor filmer jeg eller optager jeg altid interviewet.
Som nævnt har jeg erfaring med film og lyd. Derfor tager jeg altid et kamera med og filmer løs. Film hjælper mig med at huske scenerne og den følelse, de gav mig. Når jeg ser dem igen, kommer jeg i tanker om detaljer, jeg havde glemt.
Kommunikation er det muliges kunst
Når det er sagt, så er kommunikation det muliges kunst. Netop fordi man i en kultur som Papua Ny Guinea ikke kan planlægge hjemmefra, risikerer man også at komme tomhændet tilbage fra en reportagetur.
Næsten. For man kan altid bruge erfaringen til noget. Og måske fik man nogle gode billeder, som kan bruges i en anden sammenhæng. Jeg har faktisk aldrig oplevet at komme tomhændet tilbage. Hvis man kommer tomhændet hjem, er det ens egen skyld.
Alle har en historie at dele. De lokale fortæller, du svarer. Du fortæller, og de responderer – nogle gange med højlydt latter. Det er jo kommunikation på helt basalt niveau. Og som samtalen glider frem opstår sød musik. Pludselig er kontakten der, og samtalen kan gå lidt dybere, så du (og dine læsere, lyttere og seere) kan blive klogere på de lokales kultur og erfaringer.