Autenticitet bør være et nøgleord i det kirkelige arbejde

En personligt engageret præst har afgørende indflydelse på, om mennesker kommer til kirken eller ej. Men hele det kirkelige frontpersonale skal medtænkes i denne sociale dyd, skriver Peter Brandt Baumgartner

Det spontane møde på kirkegården mellem gartnere og besøgende er med til at gøre kirkegårdspersonalet til autentiske figurer, der møder folk, hvor de er. Her får kirken et ansigt og en krop, skriver Peter Brandt Baumgartner.
Det spontane møde på kirkegården mellem gartnere og besøgende er med til at gøre kirkegårdspersonalet til autentiske figurer, der møder folk, hvor de er. Her får kirken et ansigt og en krop, skriver Peter Brandt Baumgartner. Foto: Miklos Szabo

I det kirkelige arbejde er autenticitet et vigtigt begreb at kende. Mange mennesker søger deres autentiske selv i troen på det, der er meningsfuldt for dem som individer. Mange fastholder simpelthen deres egen individuelle kerne og bevidstheden om, hvordan de selv vil leve deres liv.

Folkekirkens medarbejdere bør også have autenticiteten tæt inde på livet, når de møder mennesker i kommunikationslandskabet. Og de bør gå ind i dialogen om det meningsfulde ud fra det personlige ståsted, de taler fra.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkens kommunikation
Kirkens kommunikation

Den autentiske kirke og præst betyder, at forkyndelsen i kirkens rum er tæt knyttet til præstens personlige tro og personlighed.

Men det betyder også, at vi som kommunikationsansvarlige kan implementere det autentiske i den kirkelige kommunikation. Den vil så få et mere personligt og nærværende præg, som åbner for den autentiske oplevelse. Det personlige kommer nemlig ikke altid frem, når kirkens navn er den store afsender af kommunikationstiltagene.

Præsten som kommunikationens ansigt

Autenticitet er tæt knyttet til den individualisme, der kommer til udtryk i dag. Det gør, at præsten bliver en slags hovedperson i meget af det kirkelige arbejde. Og det kommer til udtryk i prædikenen, hvor kirkegængerne bedømmer prædikenen ud fra deres oplevelse af præstens autenticitet og ”ståen-ved-sig-selv”.

Biskop Marianne Gaarden har i sin ph.d.-afhandling undersøgt synet på præsten i prædikensituationen. 

Med sine empiriske undersøgelser fandt hun ud af, at det er betydningsfuldt for kirkegængerne, at præsten tror på sine egne ord. Det lyder måske logisk for os, men det ændrer ved den dialektiske teologis forståelse af den rene forkyndelse. Altså som noget, vi gives oppefra. 

Kirkegængerne satte i undersøgelsen simpelthen pris på en autentisk præst, som var nærværende og personligt engageret. Præsten har derfor afgørende indflydelse på, om mennesker kommer til kirken eller ej.

Men hele det kirkelige frontpersonale skal medtænkes i denne sociale dyd. Kirketjeneren, kordegnen og kirkegårdspersonalet er eksempler på mennesker, der møder kirkegængere som de første led i kirkekæden. De skal indføres i denne tilgang, fordi autenticitet er blevet et vilkår for os at arbejde under som kirke.

Tre råd til en autentisk kommunikation

  1. Lad præsten være afsender på nyhedsbrevet: Mange kirker sender nyhedsbreve ud om kirkens mange tilbud. Men hvad med en lille hilsen fra præsten én uge inden familiegudstjenesten? Der kunne stå, hvad gudstjenesten og prædikenen handler om, og at præsten glæder sig til at se folk i kirken igen. Det har en stor betydning med den personlige hilsen, og det er med til at give kirken et ansigt og en personlighed.
     
  2. Brug sociale medier som autenticitetens forlængede arm: Instagram kan være et godt medie for præsten til at vise, hvem han eller hun er. Brug det aktivt i den kirkelige kommunikation om trosliv og kirke. At præsten er personlig med overvejelser og holdninger er kun godt. Det skaber den autentiske præst. Men bliv ikke privat, da det vil virke ekskluderende for mange. En kommunikationsansvarlig kan understøtte præsten ved at tage fotos og give råd og vejledning til nye vinkler og emner. På den måde bliver kommunikationen også til et fælles ansvar, selvom præsten er afsender.
     
  3. Prioriter de personlige møder: I mange kirker findes der kirkegårdsvandringer og vandregrupper, for slet ikke at tale om det spontane møde på kirkegården mellem gartnere og besøgende. Dette er med til at gøre kirke- og kirkegårdspersonalet til autentiske figurer, der møder folk, hvor de er. Gør gerne mange fra personalegruppen bevidste om det mulighedsrum, der kan opstå i autenticitetens fysiske møde gennem kurser og vejledning. Her får kirken et ansigt og en krop, og det knytter menigheden til kirkepersonalet.

Autenticiteten har med så mange andre ting en bagside. Vi kan nemlig ikke altid finde svarene på det, vi søger i vores inderste, individuelle kerne. Vi må nogle gange også søge udad i dialogen med det betydningsfulde i verden.

Og her må vi som kirke altid stå klar – for det kan sagtens være kirke og kristendom, der åbner for denne dialog. Vi skal nok bare vise en smule autenticitet.