Organist Rued Langhår: Alle vil da gerne høre et præludium på 12 minutter

HYRDEBREVET SØNDAG MORGEN: "Jeg har finpudset mine efterspil, så præsten bliver endnu mere usikker på, hvornår de er færdige." Mød organist Rued Langhår, ny medarbejder på Hyrdebrevet

Organist Rued Langhår vil fremover kommentere liturgiske og hymnologiske emner i Hyrdebrevet. Da han også er bestyrelsesmedlem i DOKS, Dansk Original og Klage Samfund, vil han også kommentere ansættelses- og overenskomstforhold.
Organist Rued Langhår vil fremover kommentere liturgiske og hymnologiske emner i Hyrdebrevet. Da han også er bestyrelsesmedlem i DOKS, Dansk Original og Klage Samfund, vil han også kommentere ansættelses- og overenskomstforhold. Foto: Tegning af Morten Voigt

Hyrdebrevet Søndag Morgen udvider medarbejderskaren. Ny på redaktionen er organist og kantor Rued Langhår. Hyrdebrevet har mødt ham på orgelbænken i Skt. Thomas Laub Kirken til en snak om livet som organist.

Hvad sætter du højest som organist?

Denne artikel er en del af dette tema:
Hyrdebrevet Søndag Morgen
Hyrdebrevet Søndag Morgen

"Det er helt klart tonelejet. Jo højere, jo bedre! Jeg sætter gerne salmerne en tone eller tre op. Så er der ingen, der ødelægger melodien ved at synge med."

Hvad er det bedste, der er sket i din tid som organist?

"Der er ikke sket noget godt siden Laub."

Hvordan har du det med at spille moderne ting som ”Om lidt bli'r her stille”?

"Kender den ikke!"

Hvordan er samarbejdet med præsten?

"Altså bortset fra, at idioten intet aner om hverken tolvtonemusik, Giovanni Gabrieli – for ikke at tale om Jean-Philippe Rameau – så går det vel glimrende. Selvom han vist af og til synes, mine præludier er lidt lange. Men alle vil da gerne høre et præludium på 12 minutter."

Hvordan er det at være organist her i coronatiden?

"Pragfuldt! Især da kirkerne var helt lukket. Personligt nød jeg virkelig at spille i den periode. Ingen hylende småbørn eller knævrende konfirmander. Og ingen prædiken med Benny Andersen-citater for 117. gang."

Hvad arbejder du på lige nu?

"Jeg har arbejdet meget med mine efterspil til salmerne. Jeg har finpudset dem, sådan at præsten bliver endnu mere usikker på, hvornår de egentlig er færdige. Jeg synes, det liver gudstjenesten op, når han står der…og står!"

Rued Langhår vil fremover kommentere liturgiske og hymnologiske emner i Hyrdebrevet. Da han også er bestyrelsesmedlem i DOKS, Dansk Original og Kagle Samfund, vil han også kommentere ansættelses- og overenskomstforhold.