Nyt initiativ: Drop-in-ordination skal løse præstemangel i folkekirken

Et nyt initiativ skal løse den meget omtalte præstemangel. Flere biskopper arrangerer nu drop-in-ordination, hvor præstekandidater kan gå direkte ind fra gaden og blive ordineret i domkirken

I forventning om, at drop-in-ordinationerne vil blive ligeså store tilløbsstykker som drop-in-dåb og drop-in-vielser, har folkekirken fået fremstillet et større parti albaer i Kina. Her hænger de klar til ordinanderne.
I forventning om, at drop-in-ordinationerne vil blive ligeså store tilløbsstykker som drop-in-dåb og drop-in-vielser, har folkekirken fået fremstillet et større parti albaer i Kina. Her hænger de klar til ordinanderne. Foto: Scanpix / ChuangTzuDreaming

Der er præstemangel i den danske folkekirke. Men nu er der lys forude. Flere biskopper er begyndt at holde drop-in-ordination, hvor man kan gå direkte ind fra gaden og i domkirken hurtigt blive ordineret som præst. Biskop Peter Menneskefisher-Møller fra Roskilde fortæller:

"Jeg har gjort det et godt stykke tid. For eksempel ordinerede jeg en præst op til Undvig Sogn. Hun tror godt nok på reinkarnation, men det må man tage med. Hun havde været imam i et tidligere liv, så hun vidste jo allerede lidt om jobbet. Så jeg er helt tryg ved denne ordning. "

Biskoppen i Haderslev, Marianne B.S. Christiansen, er også begejstret:

"Så er jeg helt fri for at høre menighedsrådene om, hvem de ønsker som præst. Det gør det hele meget nemmere. "

Også i Ribe har biskop Efol Westerled slået domkirkens døre op for drop-in-ordination.

"Jeg har siddet her de sidste 11 aftener, men der er ikke rigtig kommet nogen. Men sådan er det ofte i udkantsdanmark - eller diasporaen, som vi siger. Men jeg har da fået skrevet en ny bønnebog imens. Den skal hedde ”Himlen i mine uldsokker”, for der er noget fodkoldt her i domkirken."

Initiativet har vakt kritik, fordi nogle frygter, at det vil sænke det faglige niveau blandt præsterne, men den grønlandske biskop Sofie Pederensqqqquuuuaaakkk mener ikke, at der er grund til bekymring.

"Det er jo ikke sådan, at vi bare ordinerer hvem som helst. Når folk møder op, tager vi en kort samtale med hver enkelt og sikrer os, at vedkommende ikke allerede er ordineret og i øvrigt er god til at snakke med folk og indstillet på at arbejde om søndagen."

 

ANNONCE:

Vi sælger ud af kirkens arvesølv: kontakt os på www.Høsterkøbogsalg.dk