Ny på Hyrdebrevet: ungdomspræsten Tjalde Rah

Hyrdebrevet Søndag Morgen udvider medarbejderskaren. Ud over kirkeanalytikeren Myrna Mågensen, friskpræsten Heidi Mums og surpræsten Ejnar Knast har redaktionen udvidet med en ungdomspræst

Redaktionen på Hyrdebrevet Søndag Morgen er hen over sommeren blevet udvidet med hele to nye medarbejdere, blandt andet ungdomspræsten Tjalde Rah.
Redaktionen på Hyrdebrevet Søndag Morgen er hen over sommeren blevet udvidet med hele to nye medarbejdere, blandt andet ungdomspræsten Tjalde Rah.

Navnet er Rah, Tjalde Rah. Alderen er 64 og stillingsbetegnelsen ungdomspræst. Fra august nu også medarbejder på Hyrdebrevet Søndag Morgen. 

"Det blir høj karse," udtaler Tjalde Rah, der siden 1974 har været ungdomspræst på RUC.

"Jeg kendte RUC, fordi jeg læste samf.bas.sump et par år, inden jeg droppede over på teologi. Så det var naturligt at vende tilbage. Mit speciale var også meget samfundsrelevant: det handlede om den sene frankfurterskoles syn på den historiske materialisme eksemplificeret gennem en kapitallogisk analyse af lignelsen om den fattige enke og hendes status som forbruger i det senkapitalistiske samfund med særligt henblik på Hegels historiefilosofi. Det har jeg haft meget glæde af."

På Hyrdebrevet skal Tjalde Rah særligt forholde sig til strømninger i ungdommen – strømninger, der kan mærkes eller bruges i kirken.

"Og der sker virkelig noget blandt unge, fortæller Tjalde Rah. De flytter i kollektiver, står af ræset, protesterer mod atomkraft og opbygger alternative steder som Thylejren og Christiania. Det kan kirken få stor glæde af. Jeg tænker, at vi for eksempel kan lave grøn kirke, oprette en slags synode, der kan give kirken mund og mæle og kæmpe for at der bliver plads til alle i herberget Danmark."

Ny på Hyrdebrevet: Kirkecoachen Pelle ”Powerpoint” Madsen

Ungdomspræsten Tjalde Rah bliver ikke det eneste nye ansigt på Hyrdebrevet Søndag Morgen. Redaktionen har nu også knyttet kirkecoachen Pelle ”Powerpoint” Madsen til sig. 

Hyrdebrevet Søndag Morgen har benyttet sommeren til at ansætte to nye medarbejdere. Ud over ungdomspræsten Tjalde Rah er det kirkecoachen Pelle ”Powerpoint” Madsen.

Pelle ”Powerpoint” arbejder sideløbende som konsulent i Landsovertagelsen af Menighedsråd. Han arbejder særligt med implementeringen i kirken af det managementsprog, der har resulteret wind-wind-situationer i så mange andre brancher.

Senest har Pelle ”Powerpoint” Madsen arbejdet med de fire mennesketyper, der typisk sidder i menighedsrådet: Indadvendt, Udadvendt, omvendt og advent.