Bombe i bispevalg: Marianne Christiansen stiller også op i Helsingør

HYRDEBREVET SØNDAG MORGEN: Hvis jeg kan løse konflikterne i Mellemøsten, kan jeg også nemt passe både Haderslev og Helsingør Stift, lyder det fra den nye bispekandidat

Antallet af kandidater til bispesædet i Helsingør er nu fem, efter at biskop Marianne Christiansen har meldt sig. Hun håber at bibringe valgkampen nogle teologiske debatter. Hyrdebrevet Søndag Morgen – enhver ligheden med både virkeligheden og kirkeligheden er tilsigtet)
Antallet af kandidater til bispesædet i Helsingør er nu fem, efter at biskop Marianne Christiansen har meldt sig. Hun håber at bibringe valgkampen nogle teologiske debatter. Hyrdebrevet Søndag Morgen – enhver ligheden med både virkeligheden og kirkeligheden er tilsigtet) Foto: Iris Scanpix

“Jeg syntes ikke, at der skete det store i bispevalgkampen i Helsingør, så nu har jeg besluttet selv at stille op. Jeg har en ret omfattende erfaring med at skabe teologiske debatter.”

Ordene er Marianne Christiansens, nuværende biskop i Haderslev stift, tidligere bispekandidat i Ribe og Aalborg og altså nu også i Helsingør. Adspurgt om, hvordan hun vil overkomme to stifter i hver sin ende af landet, svarer hun:

“Herregud, et stift fra eller til, det kan da ikke gøre den store forskel. Jeg har netop været ved at klare konflikterne henne i Mellemøsten, og jeg synes selv, det gik ret nemt. Jeg skulle bare skrive under på noget, og så vidste vi, hvor problemet er. Og når det kan være så nemt, kan det vel ikke være så svært at styre et stift mere.”

De øvrige kandidater i feltet er noget overraskede, men dog fattede. Fætter Birch udtaler:

“Helsingør Stift er stort. Men ikke for stort for mig. Og jeg tager også gerne Haderslev med.”

Ulla Odinkar Hansen fortæller, at hun naturligvis havde en beredskabsplan liggende, netop hvis dette skulle ske.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de to sidste bispekandidater.

Eva Holmegang Larsen er ved at præsentere sin nye bog ”med indersiden” i klubhuset hos F.C. Gadevang, der fejlagtigt havde troet, at bogen handlede om fodbold.

Asser Skude har ikke tid til at svare, fordi han leder efter koden til sin twitterprofil, der senest blev opdateret ved bispevalget i København.

Den kendte kirkeanalytiker Myrna Mågensen vil dog hellere end gerne kommentere nyheden:

“Jeg er for en gangs skyld rygendes enig. Jeg stemmer altid på Marianne Christiansen. Hun stiller op til hvad som helst – og så kan hun sine salmevers. Det er det, der skal til!”