Ved konfirmationens start er det væsentligt at gøre sig målet klar. Hvad er det, vi vil, og hvad forventer konfirmanderne faktisk af os? Hvad motiverer dem til at gøre en indsats?
Til overvejelse vil jeg fortælle en lille historie, som stammer fra mine egne oplevelser som religionspædagogisk konsulent (jeg har dog ændret fremstillingen en smule af hensyn til de involverede parter):
Konfirmationsforberedelsen er vel overstået, og kun den sidste generalprøve inden konfirmationen mangler. Præsten kalder her en enkelt dreng frem foran de andre og demonstrerer ritualet for ham.
Han skal afslutningsvis knæle ned, modtage håndspålæggelse, og præsten beder bønnen. Da drengen så rejser sig igen, siger præsten med et smil på læben:
”Nu er du faktisk konfirmeret, så du behøver ikke komme på søndag sammen med de andre. Nu er det overstået”.
”Jamen”, siger drengen, ”er jeg virkelig konfirmeret?”
”Ja”, siger præsten, ”det er det, jeg lige har forklaret”.
Drengen svarer: ”Det er jo trist”.
Præsten kan således godt mærke, at konfirmanden er blevet ked af det. Han lader til at have forventet noget særligt ved sin konfirmation, måske en slags guddommelig berøring. Skulle han allerede have fået det, eller hvad er i det hele taget meningen med konfirmationen? En af de andre konfirmander spørger, om man kan blive konfirmeret flere gange.
”Ja”, svarer præsten.
”Der ligger ikke noget særligt i konfirmationen. Derfor kan den teoretisk set godt gentages.”
I et forsøg på at opveje misstemningen går præsten hen til konfirmanden og siger venligt:
”Glæd dig nu til konfirmationen på søndag. Der kommer musik på, og det bliver festligt og højtideligt.”
”Jamen, er jeg ikke allerede konfirmeret?” siger drengen.
”Jo, det er du. Men på søndag bliver det en rigtig fest. Det er en dag, du vil huske”.
Nu er konfirmationsforberedelsen igen i gang eller står umiddelbart for sin start. De overvejelser, der her kan gøres, kan handle om pædagogik, indøvelse i praksis og liturgi såvel som teologi.
Den ovenstående fortælling handler om noget principielt. Præsten handler i overensstemmelse med Konfirmationsanordningen af 2014, men måske er der alligevel nogen, der har det som konfirmanden: Der mangler noget, hvis ikke konfirmationen må forstås som noget særligt, også teologisk.
Ved reformationens indførelse i 1536 afskaffedes konfirmationen (firmelsen) som unødvendig katolsk gods, og den kom først igen 200 år senere, da man gennem datidens teologiske tænkning mente at kunne begrunde konfirmationen. Sidenhen har tænkningen ændret sig, og nu har vi konfirmationen uden nogen egentlig teologisk begrundelse.
Men behøver det at være sådan? Er en selvstændig konfirmationsteologi udelukket, eller kan vi faktisk give de unge mennesker noget mere end det, der lægges op til i konfirmationsanordningen, uden at konfirmationen gøres til et sakramente, og uden at der tages noget fra dåben?
Den lille historie viser, at konfirmanderne motiveres af mere end bare selve festen, også noget andet, som de måske ikke kan sætte ord på. Kunne konfirmationen forenes med noget spirituelt, ville det give plads for en transcendenslængsel, som måske findes hos mange af nutidens unge.
Hvis vi ikke vil ignorere, at konfirmanderne kan have det sådan, hvordan kan vi så imødekomme dem, og har vi også traditionelt og teologisk mandat til at gøre det? Det udelukkes ikke hverken teologisk eller traditionshistorisk.
Opgaven er at give konfirmationen mening som kirkelig handling. Dette bør ikke være fremmed for os. I den forordnede bøn efterfølgende konfirmationen i henhold til 1736-forordningen hedder det: ”Dine Tienere have ved Haands Paalæggelse, velsignet dem og indbudet Din Hellig Aand at formeere sine Gaver over dem og i dem!”
På almindeligt, godt dansk betyder det, at konfirmanderne kunne modtage Helligåndens gaver ved konfirmationen. Dette ansås ikke som værende i konflikt med dåben. Vejen til forståelse og forklaring kan således være et stykke pneumatologi, der ikke begrænses ved rigid dogmatik.
I sin konfirmationssalme ”Han, som på jorden bejler” (DDS 479) skriver Grundtvig:
Han, som på jorden bejler
til troskab uden svig,
når vi kun vil, besegler
sin pagt om Himmerig.
Han døber med den Helligånd
på ord, som aldrig fejler,
han rækker os sin hånd.
Det ville være et chok at gengive salmen på moderne sprog og fri den fra sin smukke, men altmodische klædedragt. Men måske det så tydeligt ville fremgå, at Gud efter Grundtvigs mening virkelig gør noget i konfirmationen – ovenikøbet betinget: ”når vi kun vil…”.
Her forenes den objektive konfirmation (Guds gerning) med den subjektive konfirmation (konfirmandens bekendelse). Det må kunne lade sig gøre også i nutidens konfirmandstue. Det er et forsøg værd.