Klumme: Om sydmuren i Særløse

Med sin umulige placering langt uden for lov og ret er Særløse Kirke kun sjældent i brug, og når den er i brug, er den dårligt nok i brug. Sagt på en anden måde: Kirkebænkene i Særløse Kirke er i en bedre stand end kirkens sydmur. Søren E. Jensen rapporterer fra den yderste udkant af Særløse Sogn

Sydmuren i Særløse Kirke har det ikke godt.

Faktisk kan jeg ikke huske, om det lige præcis er sydmuren eller en af de andre mure, der er i forfald, og jeg kunne sagtens få det opklaret ved at læse ikke bare det seneste menighedsrådsreferat, men rigtig mange menighedsrådsreferater, da den forfaldne mur har været et fast punkt på dagsordenen i temmelig lang tid.

Det vil jeg undlade, ikke mindst fordi der ligger en dyb sandhed gemt i det gamle ord: Livet er for kort til at læse menighedsrådsreferater.

Så vi kalder den sydmuren, det lyder også bedst, og når den ikke har det godt, skyldes det et sammenfald af mange uheldige årsager. Den mest oplagte er, at Særløse Kirke som alle middelalderkirker er en gammel bygning, og som enhver husejer ved, skal ældre bygninger passes og plejes, nærmest dagligt.

Det bliver kirken mig bekendt også, men åbenbart ikke tilstrækkeligt, hvad der givetvis hænger sammen med, at Særløse Kirke med sin umulige placering langt uden for lov og ret kun sjældent er i brug, og når den er i brug, er den dårligt nok i brug.

Da Kisserup Kirke har en præst, som gør sig i medierne med sex og anden sanselighed, er Særløse Kirke allerede udsat for en unfair konkurrence

Sagt på en anden måde: Kirkebænkene i Særløse Kirke er i en bedre stand end kirkens sydmur, og det har igen mange forklaringer.

En af dem er, at den eneste anseelige bygning i Særløse Kirkes omegn idiotisk nok er endnu en kirke, nemlig Kisserup Kirke som kun ligger to kilometer væk.

Da Kisserup Kirke har en præst, som gør sig i medierne med sex og anden sanselighed, er Særløse Kirke allerede udsat for en unfair konkurrence.

De to kirkers nære naboskab betyder også, at Særløse Kirke bestemt ikke ligger placeret lige midt i Særløse Sogn; tværtimod ligger den lige i udkanten af sognet, som strækker så langt mod øst, at der givetvis findes folk, som ikke aner, at de tilhører Særløse Sogn, og som dårligt nok har været i Særløse og da slet ikke i Særløse Kirke.

Det betyder igen, at der ikke er den store opbakning til den lokale kirke. Da jeg blev præst på egnen for henved elleve år siden, havde Særløse Kirke med nød og næppe stadig sit eget menighedsråd, og det stod hurtigt klart, at det i virkeligheden var et pro forma-råd, som med hård hånd blev drevet af rådets formand; en gammel kvinde, som havde siddet i Særløse Menighedsråd så længe, at der gik historier om, at hun med egne øjne havde set, da grundstenen til Særløse Kirke blev lagt.

Ved forrige menighedsrådsvalg havde den ældre dame ikke kræfter til nok en ny periode, og da der ikke var andre, som havde lyst til at overtage posten – det var der faktisk slet ikke nogen, der havde – blev Særløse en del af Hvalsø Menighedsråd. 

Her fandt man hurtigt ud af, at sammenslutningen var en bekostelig affære, da Særløse Kirke var i en slem forfatning, ja i virkeligheden så slem, at det på et tidspunkt i fuld alvor blev drøftet om kirkens præster skulle udstyres med sikkerhedshjelm som følge af, at et enormt stykke kalk var faldet ned fra kirkens loft.

Siden er loftet blevet lappet sammen, hvorimod reparationen af sydmuren lader vente på sig, da det bliver så dyrt, at det muligvis ville være billigere at rive kirken ned og bygge en ny.

Om der er sket noget siden sidst vil vise sig ved næste menighedsrådsmøde, hvor jeg gætter på, at sydmuren er en del af dagsordenen. Også dét ville jeg være i stand til at tjekke, da dagsordenen allerede er sendt ud, men som nok et gammelt ord siger: Livet er for kort til at læse menighedsrådsdagsordener.