Mission

Frikirkepræst: Ryst den sproglige pose og genopdag mission

"Intet kan erstatte et kristent menneske, der med en eller anden grad af glød og overbevisning er i stand til at fortælle et medmenneske, hvorfor det er meningsfuldt og godt at sætte sin lid til Jesus," skriver frikirkepræst Thomas Baldur. Foto: Privatfoto

DEBAT: Liturgirevisioner, spaghettigudstjenester og koncerter kan være gode nok, men kirkens overlevelse afhænger af, at vi fortsat kan sætte ord på troen. Her kniber det i mange sogne- og frikirker, mener frikirkepræst Thomas Baldur

Der er i mange sogne- og frikirker opstået en kultur, der overflødiggør, at den enkelte kristne har nødig at kunne sætte ord på, hvorfor man egentlig selv er en del af foretagendet. Det kan man så at sige holde ud i armslængde. Målet er i stedet blevet at tilrettelægge gudstjenester og andre arrangementer på en måde, der forhåbentlig (men nok lidt naivt) appellerer til ikke-troende om at møde op og genoverveje deres livstydning. Kirkens succes måles på fremmøde.

Og misforstå mig ikke: jeg har intet imod spaghettigudstjenester, koncerter, alle hånde sociale initiativer eller revisioner af liturgi hen imod et mere letforståeligt udtryk – og hvad kirken ellers finder på af tidssvarende kommunikationsformer. Det har alt sammen sin berettigelse.

Intet vidnesbyrd, ingen kirke

Men intet kan erstatte et kristent menneske, der med en eller anden grad af glød og overbevisning er i stand til at fortælle et medmenneske, hvorfor det er meningsfuldt og godt at sætte sin lid til Jesus. Hvor det fænomen dør ud, dør kirken. End of story! Uanset hvor god musikken og spaghettien så er.

Tidligere i år deltog jeg i et frikirkeligt stævne, der samlede knap 2.000 deltagere. Kirkefolk, der har det til fælles, at man gerne vil udbrede evangeliet og være katalysatorer for en kirkelig tilvækst. Ugens sidste workshop blev en øjenåbner for mig. Den handlede om noget så simpelt som at fortælle om Jesus; at sætte ord på, hvorfor det betyder noget for mig, at Jesus kom til verden, døde og blev oprejst. Det havde samtlige fremmødte ret svært ved.

Trofaste kirkegængere med en længsel efter at se kirken vokse – men svært hæmmet, når det kom til at besvare det mest grundlæggende spørgsmål: Hvorfor egentlig? Kan vi ikke svare meningsfuldt og tidssvarende på det, så er det op af bakke.

Arrogant mission?

Matthæusevangeliet rummer noget, der kan ligne en selvmodsigelse. I Matt 11,29 beskriver Jesus sig selv som sagtmodig og ydmyg af hjertet. Det er en overvejelse værd, at han, som kirken bekender som Faderens enbårne søn, betegner sig selv som ydmyg af hjertet. Kan det virkelig tænkes, at ydmyghed er et kendetegn ved den treenige Gud?

Ja. Det siger han, og det tror jeg. Men samme Jesus hævder i Matt 28,18-20, at have fået overdraget al magt i himlen og på jorden. Det er derfor kirkens opgave at sætte sig i bevægelse og gøre alverdens etniciteter til efterfølgere af Jesus, idet vi lærer mennesker at være tro imod alt det, Jesus har befalet – og også gerne døber dem i processen.

Heri ligger selvmodsigelsen: Det lyder ikke særlig ydmygt af hjertet. Det lyder tværtimod arrogant. Det hjælper heller ikke, at Bibelselskabet kalder denne tekst Missionsbefalingen – med alle de negative konnotationer, der knytter sig til ordet mission. For få år siden tog en daværende biskop sågar direkte og offentligt afstand fra ord som omvendelse og mission.

Ryst den sproglige pose

Kan vi realistisk set genopdage en kirkelig kultur, hvor det bliver almindeligt og meningsfuldt for den enkelte kristne at påtage sig den opgave, Jesus stiller? Ja! Der er historisk set intet, der taler for, at det skulle være sværere i det 21. århundredes Danmark, end det var i det 1. århundredes Romerrige. Tværtimod! Men vi har brug for at ryste den sproglige pose og genfinde frimodigheden.

I sin messiansk-jødiske oversættelse af Det Nye Testamente formulerer David Stern (amerikansk teolog, red.) Matt 28,19 således:

”Therefore, go and make people from all nations into talmidim, immersing them into the reality of the Father, the Son and the Ruach Ha-Kodesh” (den danske autoriserede oversættelse lyder: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn". David Sterns oversættelse taler om at omslutte mennesker i den treenige virkelighed, red.).

Det er et tankevækkende og stimulerende ordvalg. Jeg taler selvfølgelig ikke for at afskaffe dåben med vand. Det er vigtigt at understrege. Men Jesus (den ydmyge af hjertet) siger udtrykkeligt: Lær af mig.

Den Almægtige trækker hverken læring eller lydighed ned over hovedet på nogen. Det kan en almægtig jo ellers, men han er netop ydmyg af hjertet. Han uddelegerer derfor den opgave til sine lærlinge (os kristne) at invitere andre ind i et læringsfællesskab. I al ydmyghed.

Tænk, om kristne kirker genopdager sig selv som ydmyge læringsfællesskaber! Tænk, hvis kristne genopdager mission som dette: i al ydmyghed at omslutte og overvælde mennesker med en treenig virkelighed af trivsel, tryghed og glæde. Tænk, hvis vi genlærer at sætte ord på, hvorfor tillid til Jesus er meningsfuldt for os. Tænk, hvis vi tager mod til os og gør det. Det ville revitalisere kirken, mere end noget andet.

Thomas Baldur er præst i Vadum Frikirke.

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail