Festskriftet er en særlig akademisk genre, hvor en betydningsfuld person i anledning af en rund fødselsdag og efter en fortjenstfuld forskerkarriere begunstiges af sine kolleger med en række artikler, som har et og andet at gøre med modtagerens forskningsområder.
Bidragene i sådanne antologier spænder normalt over artikler, som tydeligvis er blevet til i festskriftets anledning, artikler, som lå og ventede på en passende udgivelseslejlighed i forfatterens skrivebordsskuffe (eller elektroniske alternativ), og bidrag, som falder midt imellem.
”Eftertænkning og genopførelser – festskrift til Bent Flemming Nielsen” rummer tilsyneladende alle tre kategorier.
Bent Flemming Nielsen, som i 1988 blev tildelt den teologiske doktorgrad for en afhandling om Karl Barth og siden har virket først som lektor i Praktisk Teologi og siden professor i dogmatik ved Københavns Universitet, fylder i år 70 og går på pension, og det er anledningen til festskriftet.
Nielsens forskning har ud over Barth-studier været viet gudstjenesten, ritualteori og liturgik. Den spændvidde afdækker bogens 18 bidrag i høj grad, og flere af dem evner endda – ligesom Nielsen selv – at sammentænke emnerne.
Artiklerne falder overordnet inden for tre hovedområder, som bogens redaktører har givet overskrifterne: "Gudstjeneste, ritual og prædiken", "Den lutherske teologis selvforståelse" og "Karl Barth og det tyvende århundredes teologi".
Denne overskriftsinddeling findes i redaktørernes forord, men den er ikke anvendt som dispositionsværktøj i selve bogen. En skarpere inddeling kunne ellers have givet en fornemmelse af sammenhæng bidragenes forskelle til trods.
Redaktørerne kunne have opnået noget tilsvarende ved at skrive et længere forord, hvor bidragene og ikke mindst sammenhængen mellem dem blev præsenteret. Der har været hele tre redaktører om bogen, og derfor springer den slags i øjnene.
Det samme gør små besynderligheder i bogens generelt fine bidrag: I Marlene Ringgaard Lorensens artikel, som drejer sig om Barths udsagn anno 1933 (året for nazisternes magtovertagelse i Tyskland) om at drive teologi, ”som om intet var hændt”, diskuteres det, om Barth nærmer sig en politisk ”kvietisme”.
Kvietisme er et fagudtryk, der normalt betegner en teologisk (ofte pietistisk) strømning i 1600-tallet, og det virker forvirrende at bringe dette i spil (endda flere gange) i denne sammenhæng, da forfatteren egentlig blot synes at bruge ordet synonymt med ”tavshed”. Måske skyldes ordvalget, at kvietisme og kvietistisk lyder lidt som det engelske ”quiet”?
Bogens bidrag kommer som sagt vidt omkring, og det er en styrke ved bogen, at også andre teologiske discipliner end systematikken inddrages.
Som én af repræsentanterne for den nystestamentlige eksegese står en anden emeritus, nemlig Lone Fatum, og hendes bidrag er både personligt og et vidnesbyrd om, at pensioneringen ikke har gjort den tidligere lektor mindre slagkraftig.
Fatums bidrag handler blandt andet om nytestamente-oversættelsen "Den nye aftale", om hvilken det hedder, at dens nutidsdanske sprog ”reducerer gudsbegrebet og medfører en gengivelse af centrale værdibegreber, som mangler både ånd og teologisk rummelighed”.
Oversættelsen er desuden ”banal”, og dens vision om at formidle Det nye Testamente for forudsætningsløse forveksler forudsætningsløshed med ”det naivt troskyldige, hvorfor potentielle læsere formodes ikke alene ikke at vide noget, men heller ikke at have hverken lyst eller evne til at blive ulejliget med at tænke og reflektere”. Hvilke veloplagte svirp!
Desværre er festskriftet ikke, som det ellers er skik og brug, forsynet med en bibliografi over Bent Flemming Nielsens forfatterskab. Kun hvis Nielsen bliver begunstiget med et nyt festskrift, når og hvis han fylder rundt næste gang, kan der rådes bod på undladelsen. Vi håber på begge dele, men det ville nu have været oplagt i denne anledning.
Det samme ville det være, at redaktørerne havde bragt en såkaldt tabula gratulatoria (liste over gratulanter, red.), sådan som festskrift-skikken også foreskriver. Den slags forøger ikke bare festligheden, men er også morsomme vidnesbyrd for eftertiden.
Og et sidste hjertesuk:
Intet mindre end tre gange (bogens bagside, forord og pressemateriale) skal læseren (som formodes tungnem?) have at vide, at antologien er fagfællebedømt, selvom den slags udgivelsesdetaljer vel mest er interessante for bidragyderne og deres pointtildeling i universiteternes bibliometriske systemer. Man skulle mene, at bogens værd gerne skulle fremgå af bidragene selv, hvad det sådan set også gør.
Martin Ravn er sognepræst i Kokkedal.