Religiøs pluralisme er et faktum i vores nutid. Hvordan bør det afspejles i skolen? Den seneste tid har særligt John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen, argumenteret for, at der skal undervises i flere religioner helt fra indskolingen, og umiddelbart bakker flere røde partier op, mens DF hiver i bremsen. Diskussionen bør dog ikke begrænses til spørgsmål om fagets navn og indhold, men også den praksis, der skal finde sted i klasseværelset.
Siden Folkeskoleloven i 1975 har der været forbud mod forkyndelse i folkeskolen. Det var et produkt af en stigende sekularisering og en anti-autoritær pædagogik. Forkyndelsesforbuddet handler fornuftigt nok om at kontrollere anvendelsen af lærerens magt i livssynsspørgsmål, men det bør ikke have den konsekvens, at eleverne internt ikke må diskutere argumenter for og imod alle livssyn.
Hold diskussionen i gang
Vi mener, at en pluralistisk skole må være yderst forsigtig med at stille hele skolens tyngde bag én af de legio livstydninger, som mennesker forlader sig på. Dog kan man med det kulturelle og historiske argument tale for, at nogle bud på sandheden må gives en særlig grundig behandling, hvilket også er tilfældet for eksempel i faget kristendomskundskab (jf. fagformålet stk. 2).
På et dybere plan er folkeskolen dog ikke så neutral, som det ser ud til, fordi den pluralistiske skole alligevel (ofte ubevidst) kommer til at give et meget dominerende relativistisk eller agnostisk bud på ”sandheden”. Men både relativisme og agnosticisme er erkendelsesmæssige positioner, hvis udsagn endnu ikke er mere end sandhedskandidater. Derfor kan og bør de diskuteres – også i skolen.
Mennesket er et begrænset væsen, og vi kan ikke tage God’s view på problemstillingerne. Men netop derfor må vi være i kritisk dialog med hinanden.
Naturalisme bør ikke være uanfægtet startposition
En anden udfordring er den implicitte naturalisme, som møder børn og unge i folkeskolen i dag. Her forstås mennesket som i udgangspunktet ateistisk, hvorfor det er de religiøse, der har et forklaringsproblem. Det antages derfor ofte, at menneskesynet, historiesynet, etikken med videre ikke legitimt kan begrundes religiøst.
Alle hændelser kan og skal forklares af immanente faktorer, hvorfor et videnskabsteoretisk ideal som positivismen – der ellers er outdated i den videnskabsfilosofiske diskussion – står ekstremt stærkt blandt unge i udskolingen.
Naturalismen er et stærk, velbegrundet og kohærent livssyn, men det er ikke uden indre problemer. Det burde mane til større besindighed og dermed som en selvfølgelighed til velbegrundet kritik fra eleverne selv.
Hvordan gøres samtalen konstruktiv?
Vi mener derfor ikke, at hverken relativistiske, agnostiske eller naturalistiske argumenter er tilstrækkelige til at begrunde, at sandhedsudsagn ikke skal diskuteres mellem eleverne i skoleundervisningen.
Nogle vil måske mistænke dette ræsonnement for at være et forsvar for religiøs forkyndelse. Det er det ikke. Også religiøse elever bør få testet deres argumenter og påstande i klassens rum. For de fleste elever vil det være sådan, at de i løbet af deres skoletid vil få korrigeret – eller i det mindste udfordret – en god portion af den viden, de troede var definitiv.
Det skyldes blandt andet, at en del sandhedspostulater gensidigt udelukker hinanden. De kan ganske enkelt ikke alle være sande.
Det kan let lyde som om, vi agiterer for en nyttesløs skyttegravskrig i klasseværelset, men det er ikke hensigten. Så hvad kan gøre samtalen konstruktiv?
Naturligvis kan det ikke forventes, at eleverne har komplet gennemtænkte livssyn, de kan diskutere med hinanden. Men centrale påstande i forskellige livssyn bør kunne sættes til debat. Hvad taler for og imod de kristnes påstand om Jesu opstandelse fra de døde? Hvad taler for og imod den buddhistiske påstand om, at livet er lidelse? Hvad taler for og imod ateisters påstand om, at mennesket ikke er et åndsvæsen?
Omvendt skal eleverne ikke tvinges til at mene noget bestemt om sandhedspostulaterne. Det skal også være fuldt legitimt at indrømme egen usikkerhed eller tvivl. Så vidt muligt må det fordomsfrie rum etableres, så eleverne også kan få lov til at være selvkritiske uden frygt for repressalier.
Læreren må udrustes til at styre samtalen, så eleverne får diskuteret det centrale indhold, så udsagn, der mere går på personen end på sagen, ikke får lov at skævvride debatten. Læreren skal være moderator og ikke partsdeltager.
Hvilket ikke udelukker, at han kan vælge at svare på elevernes spørgsmål om, hvad han selv mener. Men det er en del af rammen for undervisningen i livssyn, at læreren ikke docerer. Men eleverne må til gengæld gerne mene noget – og bør udfordres til at mene noget.
Carsten Hjorth Pedersen og Michael Agerbo Mørch er begge medlemmer af foreningen Åndsfrihed