Livet på kirkegården

Hver måned skriver Lone Hage Rasmussen om arbejdet som graver ved Himlingøje og Vråby landsbykirker i Stevns Kommune. Læs flere artikler.

 

Graver: Når det bliver marts, er det tid at tage grannet af gravene

Grannet kunne godt have ligget et par uger længere, alt lå perfekt, og nålene var ikke faldet af. Vigtigheden i omhyggeligt at lave en solid grandekoration ses, hver gang blæsten hensynsløst fejer hen over kirkegårdene. 

”Skal jeg tage grannet af på de steder, som vi passer, men hvor folk selv har lagt gran på?” spurgte Otto. ”Nej, lægger folk selv gran på, tager de det også selv af. De andre har betalt for grannet, inklusive forårsoprydning.”  Foto: Lone Hage Rasmussen

Foråret så sagte kommer.
Snart kan vi vente den glimrende sommer,
hvor fuglen bor i sit grønne hjem.
(Kaj Munk)

Vinterens kulde har ikke gjort mig slank om livet. Jeg havde vinterdeller, nu har jeg i stedet forårsruller. 

Hvad var det dog der skete, den første dag i marts? Kaj Munks digt har udødeliggjort den blå anemone. Mystikken hersker om planten, som kun en ægte primadonna kan mystificeres. 

Den blå anemone blomstrer nu. Den ægte blå anemone. I årevis i marts har jeg vandret rundt i de vinterkolde gamle bøgeskove på Sydsjælland og søgt denne plante, lang tid før de gule og hvide anemoner blomstrer. Den kalk- og lerbundselskende danske plante, som kun vokser i gamle skove. 

I alle de år har den vokset og blomstret på kirkegårdene, hvor jeg har arbejdet på Falster og Østsjælland. Hepatica Nobilis med de trelappede blade, som er giftig, så folk regnede med, at den kunne helbrede leveren på baggrund af bladformen.

Løgblomster hvide som porrer under grannet

1. marts – så kan man også begynde at tænke på at få taget gran af gravstederne. Det kunne godt have ligget et par uger længere, alt lå perfekt, og nålene var ikke faldet af. Vinterens voldsomme storme og vindstød havde kun rykket ved nogle få grangrene, som blev lagt pænt på plads igen. 

I november, da det blev lavet, tog det den tid, det skulle tage, at lave det. Vigtigheden i omhyggeligt at lave en solid grandekoration ses, hver gang blæsten hensynsløst fejer hen over kirkegårdene. 

I fire til fem måneder ligger granpynten og pryder, så skal det altså være smukt at se på. 

”Skal jeg tage grannet af på de steder, som vi passer, men hvor folk selv har lagt gran på?” spurgte Otto. 

Solen skinnede, endelig. Det havde føltes som regn, regn og atter regn, vandmængder i overflod. Hen over stolen lå hans grønne, tykke vinterjakke. Nu gik han rundt i den norskstrikkede uldsweater, som datteren og svigersønnen havde givet ham i gave, hjembragt fra Norge. Den var blå, stod flot til de sorte bukser og hans brune hår, øjne og kulør. Jeg var misundelig, hvem der bare havde en solid, flot striksweater. 

”Nej, lægger folk selv gran på, tager de det også selv af. De andre har betalt for grannet, inklusive forårsoprydning.” 

Under grannet var løgblomsterne hvide som porrer, der ikke har fået lys. Grannet varmede jorden og blomsterne op.

Træsko og havørne

Striksweatre har jeg på hver morgen, når jeg vågner til et koldt hus, en gammel staldbygning med tynde vægge, hvor der bag skabene begynder at være sort mug. Kaffen og brændeovnen varmer mig og ungerne op. Solen varmer os op. 

Jeg havde hjemve, en længsel i hjertet – hvem der bare var på Torvet i Maribo og så på statuen af Kaj Munk. Lolland, som jeg længes efter, mit ophavs land. Jeg har aldrig boet der, det virker bare mere jordnært end her på Sjælland. Folk har træsko på, jeg elsker folk med træsko. 

Maribo har folk med træsko og havørne og en smuk domkirke. Jeg elsker også domkirker og havørne. På mit arbejde har vi havørne, jeg så to en dag, jeg var på vej hen til Otto. Det vidste han godt. 

”Det var derfor, du var så lang tid om at komme herhen, fra du skrev, at du ville køre”. 

Vi skulle drikke kaffe sammen. Jeg elsker kaffe. Jeg drikker for meget kaffe, det siger de selv i blodbanken. Mit blod er tyndt som kaffe. Jeg elsker, når blodet bruser i mine årer. Jeg elsker forår. Foråret så sagte kommer.