Præsten har kun de første 30-60 sekunder af sin prædiken til at sikre sig min fortsatte opmærksomhed. Det lyder unfair og er det sikkert også. Sorry.
Nok er jeg teolog, men søndag formiddag er jeg først og fremmest et B-menneske, der er stået for tidligt op og gerne vil have input til, hvilken relevans kristendommen har for mig i den kommende uge.
Kynisk, forbrugeragtigt, overfladisk, forkælet? Måske, men sådan er min verden. Og jeg tror, mange har det på samme måde.
Alt for tit møder jeg prædikanter, der gør deres prædiken til en kirkehistorisk opregning, en dogmatisk lektion eller en sprog-finurlig tekstgennemgang
Efter en del observationer har jeg nu fundet ud af, hvad jeg bruger de 30-60 sekunder til. Jeg lytter ikke efter, om jeg er enig eller uenig med præsten. Jeg lytter efter, om præsten lever i den samme verden (bredt forstået) som mig.
Hvis ikke præsten lever i en verden med køer på motorvejen, madpakkesmøring, karrieredrømme, samarbejdskonflikter på jobbet med mere, hvorfor skulle jeg så have tillid til, at han eller hun vil kunne bringe denne virkelighed i kontakt med evangeliets virkelighed?
Alt for tit møder jeg prædikanter, der gør deres prædiken til en kirkehistorisk opregning, en dogmatisk lektion eller en sprog-finurlig tekstgennemgang. Alle dele kan være lærerige. De er blot uden for min B-menneske-horisont en søndag morgen i en gudstjeneste.
Via en aldeles uvidenskabelig undersøgelse har jeg gennem nogen tid spurgt præster om, hvilke fritidsinteresser de har. Den ukvalificerede konklusion er deprimerende:
Alt for få præster har fritidsinteresser uden for teologi og kirke. Alt for få præster har en ikke-kirkelig passion, som de sammen med andre mennesker er fælles om. Men hvor skal disse præster så få et nært billede af danskernes hverdag og virkelighed?
Hvis ikke til bankospil, i svømmehallen, på jagt, i fodboldklubben eller lignende steder, hvor så?
Karakteristisk svarede et par præster:
”Jo, jeg har hobbies. Jeg holder foredrag om den ældre Ingemanns forhold til sine yngre salmer.”
Belærende måtte jeg forklare, at dette ikke kunne betragtes som en fritidsinteresse for en præst.
Eller måske skulle præster begynde at blaffe noget mere. I et fysisk ret tæt rum under de helt specielle konditioner, at vi ikke har mødt hinanden før, og næppe gør det igen, er der gode muligheder for at tage danskernes temperatur.
Det er ikke mere end et halvt år siden, jeg sidst blaffede. Jeg ved godt, at det er ret umoderne og måske også ret upassende for en mand på 50+. Det er bare så lærerigt.
Jeg havde to lift. Det ene med den dynamiske slagter fra Skjern, der var i gang med at udvikle nye kødfrie produkter, fordi klimakrisen kræver, at der findes alternativer til kød.
Det andet lift var med et ungt dansk-fransk par, der gjorde sig mange tanker om for første gang at skulle være forældre.
Begge lift havde rigeligt med stof i sig til at møde mange prædiketekster.
Præster skulle blaffe noget mere – eller gøre noget lignende.
Jørgen Kvist er generalsekretær i KFUM og KFUK