FUV-leder: Brug isolationen på bestsellerbog og podcast om prædikenteksten

Ulla Morre, afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), foreslår, at præster blandt andet kan bruge hjemmearbejdstiden til at lytte til ny podcast om prædikener 

Ulla Morre Bidstrup, afdelingsleder ved FUV i København mener, man med fordel kan læse en bog på bestseller-listen og lytte til en ny podcast-serie om prædikener.
Ulla Morre Bidstrup, afdelingsleder ved FUV i København mener, man med fordel kan læse en bog på bestseller-listen og lytte til en ny podcast-serie om prædikener. Foto: Heiner Lützen Ank

"Bibelen 2020"

Bibelen skal hele tiden oversættes, læses og lyttes til i en luthersk kirke. Der er for langt mellem autoriserede ny-oversættelser til at vente på dem. Det har Bibelselskabet heldigvis heller ikke gjort. De har foranstaltet et stort og modigt arbejde med et mundret bud på Bibelen anno 2020, som det er en fryd at læse. Næsten hele tiden.  

"Frank vender hjem" af Kristian Bang Foss

Folkekirken er fuld af kvinder. Til babysalmesang, studiekredse og blandt de frivillige. Men kirken er også for mænd og den twistede robinsonade  ”Frank vender hjem” handler i sjælden grad om at være mand – i parforholdet, forældreskabet og det moderne menneskeliv i al almindelighed. 

Denne artikel er en del af dette tema:
Corona
Corona

"Hvor flodkrebsene synger" af Delia Owens

Som præst skal man (også) læse det, alle andre læser. Har man aldrig læst nogen af titlerne på boghandlerens top-ti-liste, ved man for lidt om, hvad der foregår i hovedet på folk. Læs derfor denne amerikanske bestseller af høj kvalitet. Den handler om at få sprog og om vanskeligheder og velsignelser at dele paradisets have med hinanden. 

Faglig fordybelse i en coronatid

Kirke.dk har bedt tre eksperter give deres bud på, hvad præster (og andre) kan fordybe sig i, hvis den øgede hjemmearbejdstid giver mulighed for faglig fordybelse.

De tre eksperter er: Biskop Marianne Christiansen, afdelingsleder ved FUV Ulla Morre Bidstrup og præst og litteraturekspert Anders Thyrring Andersen.

Har man aldrig læst nogen af titlerne på boghandlerens top-ti-liste, ved man for lidt om, hvad der foregår i hovedet på folk

Ulla Morre Bidstrup, afdelingsleder for FUV, København

"Prædiken på vej", en samtale-podcast om teksten

Prædikenforberedelsen behøver ikke længere at ske bag skrivebordet og en lukket kontordør. Den kan også ske gennem øregangene, mens man luger et forårs-bed eller strikker et ærme. Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter lancerer på sin hjemmeside snart en podcast sammen med Københavns Stift. Den består af samtaler mellem teologer om den kommende prædikentekst. Den er især tænkt som forberedelse til højmessens prædiken, men kan også inspirere til alle de online-prædikener og hjemmeside-andagter, som coronatiden kalder på. 

"Den generøse ortodoksi" af Niels Henrik Gregersen

Man bliver nyforelsket i alt det, vi tror på, ved læsning af denne bog, som insisterer på en bevægelig kristendom. Helligåndsteologien ånder læseren blidt i nakken hele vejen gennem bogen, som dog også kræver fuld opmærksomhed og tager sin tid. Den tid har vi nok af i coronakarantæne, så det er bare med at komme i gang.